Ridderhospitalet i Valletta
The Knights Hospitallers, Mediterranean Conference Center, dgl. 9.30-17, lø.-sø. til 16, entré €5, www.knightshospitaller.mt
Engang var det Europas største hospital og folk kom langvejs fra for at blive behandlet, for chancerne for at overleve var større end noget andet sted. Lægerne på Ridderhospitalet vidste godt, at de var dygtige, men de anede ikke hvorfor. Til gengæld vidste de godt, at de behandlede patienter langt bedre end noget andet sted i verden.
Engang var det Europas største hospital og folk kom langvejs fra for at blive behandlet, for chancerne for at overleve var større end noget andet sted. Lægerne på Ridderhospitalet vidste godt, at de var dygtige, men de anede ikke hvorfor. Til gengæld vidste de godt, at de behandlede patienter langt bedre end noget andet sted i verden.
Det gamle ridderhospital er nu et af Middelhavets største konferencecentre, foto Kenneth Bo Jørgensen
I dag er det gamle ridderhospital omdannet til af af middelhavets største konferencecentre. Hele Commonwealth med dronning Elisabeth i spidsen har holdt deres årlige møde her, for der er masser af plads. Den lange sal er 161 meter, og i en anden sal kan der sidde 1500. Og det meste af det var engang hospital, som man kan høre mere om i en udstilling i kælderen. Her viser man med billeder, tableauer og voksdukker, hvordan dagliglivet var på hospitalet. Og i det gamle netværk af tunneller er der desuden en udstilling om tiden under den franske besættelse, hvor man havde fået forjaget alle de dygtige læger, så alle var ved af død af pest. Tunneller var så omfattende, at halvdelen af Maltas befolkning kunne bo her, mens tyskerne bombede under 2. Verdenskrig.
Hospitalet var en gang Europas største hospital - Sacra Infirmeria, og det blev drevet af Johanitterridderne meget effektivt. Oprindeligt var det beregnet til korsriddere, der blev syge på pilgrimsrejser - og så selvfølgelig ridderne og deres hundredvis af tjenere, men det blev efterhånden hospital for hele Malta - og en stor del af Middelhavet. Et af de sidste år havde hospitalet 153.000 indlæggelser. For her var rart at være. Og man blev rask.
De byggede det lange hospiital i 1575, som noget af det første, for pleje af syge pilgrimme var sådan set hovedopgaven for ridderne, og grundlaget for hele deres eksistens. Så det er et skræddersyet hospitalsbyggeri. Og det dannede ramme om en sygepleje, der kom til at skrive lægevidenskabelig historie.
Der var stuegang 3-4 gange dagligt. Aldrig et fredeligt øjeblik, foto Kenneth Bo Jørgensen
I den lange sygestue var der 573 senge, men kunne udvides til 900 i nødstilfælde. Sengene stod langs væggene, en række langs hver væg, de akut syge til den ene side og de kronisk syge til den anden. Som noget helt usædvanligt på den tid var der en seng til hver patient. Hver sygeseng havde himmel og forhæng, der skulle holde myg og fluer ude - og om vinteren tillige et uldent klæde for at holde på varmen.
Oppasser med sølvservice
Patienterne blev udsøgt behandlet. De skulle tituleres Seigneurs Malades (Højt Ærede Hr. Sygeramt). Der var ingen Fru Sygeramt, for kvinder havde ingen adgang. Patienterne fik de bedste fødevarer. Der skulle stå en officer og overvåget madudbringningen for at forhindre, at sygeplejerske tog for sig. Man var nemlig meget bevidste om, at man kun kunne blive rask, hvis man fik noget næring i sig. Maden blev serveret på sølvtallerkener; dog måtte straffede personer nøjes med tin. Enkelte af hospitalets sølvtallerkener er bevaret på Vallettas kunstmuseum, men de fleste blev stjålet af Napoleon og smeltet om til 1600 kilo sølv, som havnede på havets bund, da skibet Orient blev sænket af briterne. Til gengæld for denne i tiden udsøgte behandling, skulle patienterne opføre sig ordentlige, og der var strenge straffe, hvis de blev taget i at spille kort - eller i det hele taget opføre sig som raske.
Chefen for hospitalet var altid franskmand. Derudover var der tre overlæger, der arbejdede på skift en måned ad gangen. Og en masse læger og plejer. For reglen var, at alle patienter skulle tilses mindst to gange dagligt af en læge. Så patienterne kedede sig aldrig.
Chefen for hospitalet var altid franskmand. Derudover var der tre overlæger, der arbejdede på skift en måned ad gangen. Og en masse læger og plejer. For reglen var, at alle patienter skulle tilses mindst to gange dagligt af en læge. Så patienterne kedede sig aldrig.
Støt Gratis Guide til Malta - 20 kroner er fint! Brug Mobilepay: 20216673.
Lægerne var dygtige ved rent held
Lægerne var blandt de mest anerkendte i Europa, ikke mindst kirurgerne, for de opnåede betydeligt bedre resultater end de avancerede barberer, som opererede i alle andre lande på den tid. Chancerne for at overleve en operation på Malta var mange gange større end i resten af verden. Årsagen - mente man - var, at lægerne var velsignede af Gud, fordi de tjente ridderne. Først mange år efter fandt man ud af, at Gud ikke havde så meget at gøre med det. Det var mere det, at man på Malta kogte de kirurgiske instrumenter før operationer eller sårbehandling. Man anede lige så lidt om bakterier som resten af verden, så det var ikke derfor. Men man havde opdaget, at gloende varme knive var meget nemmere at skære med. Derfor vidste lægerne ikke engang selv, hvorfor deres patienter havde langt større overlevelsesprocent end i andre lande.
Sårbehandling var også langt mere vellykket på Malta, men også her var det mere held end forstand. Det normale var, at man hældte kogende olie på sår, men man løb tør under et slag, hvor mænd kom ind med kødsår, og i stedet behandlede man sårene med en blanding af rosenolie, terpentin og æggehvider. Det virkede ligeså godt, nemlig slet ikke, men patienterne havde det bedre, fordi de ikke havde fået kogende olie over sig. En læge opdagede, at han heller ikke behøvede at hælde kogende olie på hæmorider, han kunne nøjes med et brændende jer, og sådan var der fremskridt over alt. De blev også kendt for at være gode til at behandle grå stær og galde- og nyresten, ligesom de havde stort held med trepaneringer og amputationer, igen på grund af de gloende knive..
Så patienter kom rejsende fra hele Europa. Og alle var velkomne.
Behandling gav man alle mænd over syv år, og det var gratis. Det var noget af det fornuftige, som ridderne kunne bruge deres formuer på. Eneste krav var, at man skulle skrive testamente, før man blev indskrevet, og det gjorde ingenting, hvis man betænkte ridderordenen, men det var ikke noget krav. Men man kiggede på, mens de skrev det.
Man behandlede folk af alle trosretninger, til en vis grænse. For senest tre dage efter en indlæggelse, skulle man have besøg af en katolsk præst, som gav en et godt tilbud om at blive en god katolik. Hvis det ikke lykkedes, og man holdt fast i sin tro, blev man flyttet til en knap så fin afdeling. Det førte til ikke så få omvendelser.
Sårbehandling var også langt mere vellykket på Malta, men også her var det mere held end forstand. Det normale var, at man hældte kogende olie på sår, men man løb tør under et slag, hvor mænd kom ind med kødsår, og i stedet behandlede man sårene med en blanding af rosenolie, terpentin og æggehvider. Det virkede ligeså godt, nemlig slet ikke, men patienterne havde det bedre, fordi de ikke havde fået kogende olie over sig. En læge opdagede, at han heller ikke behøvede at hælde kogende olie på hæmorider, han kunne nøjes med et brændende jer, og sådan var der fremskridt over alt. De blev også kendt for at være gode til at behandle grå stær og galde- og nyresten, ligesom de havde stort held med trepaneringer og amputationer, igen på grund af de gloende knive..
Så patienter kom rejsende fra hele Europa. Og alle var velkomne.
Behandling gav man alle mænd over syv år, og det var gratis. Det var noget af det fornuftige, som ridderne kunne bruge deres formuer på. Eneste krav var, at man skulle skrive testamente, før man blev indskrevet, og det gjorde ingenting, hvis man betænkte ridderordenen, men det var ikke noget krav. Men man kiggede på, mens de skrev det.
Man behandlede folk af alle trosretninger, til en vis grænse. For senest tre dage efter en indlæggelse, skulle man have besøg af en katolsk præst, som gav en et godt tilbud om at blive en god katolik. Hvis det ikke lykkedes, og man holdt fast i sin tro, blev man flyttet til en knap så fin afdeling. Det førte til ikke så få omvendelser.
Hver patient havde sin egen himmelseng på Ridder-hospitalet, foto Kenneth Bo Jørgensen.
Den daglige pleje af patienterne tog ordenens yngre medlemmer sig af. Hvert langue havde en plejedag hver uge, så der blev talt et nyt sprog nærmest hver dag. Om fredagen kom stormesteren selv for at pleje især syge riddere, som havde deres egen afdeling.
Hospitalet var populært til det sidste. Og Napoleon må have ærgret sig over, at han ødelagde det. For kort efter udbrød der pest, og da lå Europas bedste hospital i ruiner, og lægerne var flygtet. Men det fortsatte dog som hospital, senere som militærhospital, indtil det blev politistation i 1919. Under 2. Verdenskrig var bygningens kælder et stort beskyttelsesrum, hvor man opholdt sig i dagevis. Efter krige blev det hele genopbygget.
Midt i den tidligere gårdsplads, som nu er overdækket, finder man The Republic Hall med plads til 1500 siddende gæster, hvor der kan spilles teater og holdes koncerter. Ved en brand i 1987 blev den totalt ødelagt, men to år senere var den genrejst, og under arbejdet blev der fundet en underjordisk gang, der fører til St. Elmo-fortet. Gennem denne tunnel kunne sårede krigere føres fra fortet til hospitalet. Der var tænkt på alt.
Museet - eller rettere udstillingen - er efterhånden lettere bedaget, men det koster jo heller ikke en bondegård at komme ind. Til gengæld kan man glæde sig til, at der vil komme et helt nyt museum med de mest moderne virkemidler, for EU har vurderet, at det er lige noget, de har lyst til at finansiere.
Hospitalet var populært til det sidste. Og Napoleon må have ærgret sig over, at han ødelagde det. For kort efter udbrød der pest, og da lå Europas bedste hospital i ruiner, og lægerne var flygtet. Men det fortsatte dog som hospital, senere som militærhospital, indtil det blev politistation i 1919. Under 2. Verdenskrig var bygningens kælder et stort beskyttelsesrum, hvor man opholdt sig i dagevis. Efter krige blev det hele genopbygget.
Midt i den tidligere gårdsplads, som nu er overdækket, finder man The Republic Hall med plads til 1500 siddende gæster, hvor der kan spilles teater og holdes koncerter. Ved en brand i 1987 blev den totalt ødelagt, men to år senere var den genrejst, og under arbejdet blev der fundet en underjordisk gang, der fører til St. Elmo-fortet. Gennem denne tunnel kunne sårede krigere føres fra fortet til hospitalet. Der var tænkt på alt.
Museet - eller rettere udstillingen - er efterhånden lettere bedaget, men det koster jo heller ikke en bondegård at komme ind. Til gengæld kan man glæde sig til, at der vil komme et helt nyt museum med de mest moderne virkemidler, for EU har vurderet, at det er lige noget, de har lyst til at finansiere.
