Støt Gratis Guide til Malta - 20 kroner er fint! Brug Mobilepay: 20216673.
Ridderhospitalet i Valletta
Helt usædvanlig for den tid, havde hver patient sin egen himmelseng på Ridder-hospitalet.
Det gamle ridderhospital, Mediterranean St., dgl. 9.30-17, lø.-sø. til 16, entré.
I dag er det både konferencecenter og en turistattraktion, The Knights Hospitallers. Engang var det Sacra Infirmeria – hospitalet, hvor ridderne plejede syge pilgrimme.
Set ude fra er bygningen fra 1575 ikke imponerende, men inden for murene er der skrevet lægevidenskabelig historie. Det viser en god udstilling med både billeder og voksdukker. Og i de gamle tunneller under hospitalet er der desuden en udstilling om tiden under den franske besættelse. Disse tunneller var så omfattende, at halvdelen af befolkningen kunne bo her, da tyskerne bombede under 2. Verdenskrig.
Den gamle sygestue er i dag mødelokale, men hvis der ikke er møde, kan man kikke ind og se det 161 meter lange, imponerende rum. Der var plads til 573 faste senge, men kunne udvides til 900 i nødstilfælde. Dermed var det i mange år Europas største hospital.
Sengene stod langs væggene i to lige rækker, de akut syge til den ene side og de kronisk syge til den anden. Som noget helt usædvanligt på den tid var der en seng til hver patient. Hver seng havde himmel og forhæng, der om sommeren var et net for at holde myg og fluer ude - og om vinteren et uldent klæde for at holde på varmen.
Patienterne blev udsøgt behandlet. De blev tituleret Seigneurs Malades (Højt Ærede Hr. Sygeramt). Der var ingen Fru Sygeramt, for kvinder havde ingen adgang. Patienterne fik de bedste fødevarer, serveret på sølvtallerkener; dog måtte straffede personer nøjes med tin. Enkelte af hospitalets sølvtallerkener er bevaret i Vallettas kunstmuseum, men de fleste blev stjålet af Napoleon og smeltet om til 1600 kilo sølv, som havnede på havets bund, da skibet Orient blev sænket af briterne.
Chefen for hospitalet var altid franskmand. Derudover var der tre overlæger, der arbejdede på skift en måned ad gangen. Den vagthavende skulle tilse alle patienter mindst to gange dagligt. De almindelige læger skulle tilse dem mindst tre gange dagligt, desuden var der et mylder af plejere, så patienterne kedede sig aldrig.
Lægerne var blandt de mest anerkendte i Europa, ikke mindst kirurgerne, for de opnåede betydeligt bedre resultater end de avancerede barberer, som opererede på den tid. Årsagen var, at man på Malta kogte kirurgiske instrumenter før operationer eller sårbehandling. Man anede lige så lidt om bakterier som resten af verden, så det var ikke derfor. Men man havde opdaget, at gloende varme knive gav et bedre snit. Derfor vidste lægerne ikke engang selv, hvorfor deres patienter havde langt større overlevelsesprocent end i andre lande. De troede bare, at de var enormt dygtige. Da det rygtedes, kom patienter rejsende fra hele Europa. Især blev de kendt for effektiv behandling af grå stær og galde- og nyresten, og de var også gode til trepaneringer og amputationer.
Behandling gav man alle mænd over syv år, og det var gratis. Men man dog skulle skrive testamente, når man ankom, og det gjorde ingenting, hvis man betænkte ridderordenen, men det var ikke noget krav. Man behandlede folk af alle trosretninger, til en vis grænse. For inden tre dage efter en indlæggelse, skulle man have besøg af en katolsk præst. Så fik man et godt tilbud om at blive en god katolik. Hvis det ikke lykkedes, og man holdt fast i islam eller andet, blev man flyttet til en knap så fin afdeling. Det førte til ikke så få omvendelser.
I dag er det både konferencecenter og en turistattraktion, The Knights Hospitallers. Engang var det Sacra Infirmeria – hospitalet, hvor ridderne plejede syge pilgrimme.
Set ude fra er bygningen fra 1575 ikke imponerende, men inden for murene er der skrevet lægevidenskabelig historie. Det viser en god udstilling med både billeder og voksdukker. Og i de gamle tunneller under hospitalet er der desuden en udstilling om tiden under den franske besættelse. Disse tunneller var så omfattende, at halvdelen af befolkningen kunne bo her, da tyskerne bombede under 2. Verdenskrig.
Den gamle sygestue er i dag mødelokale, men hvis der ikke er møde, kan man kikke ind og se det 161 meter lange, imponerende rum. Der var plads til 573 faste senge, men kunne udvides til 900 i nødstilfælde. Dermed var det i mange år Europas største hospital.
Sengene stod langs væggene i to lige rækker, de akut syge til den ene side og de kronisk syge til den anden. Som noget helt usædvanligt på den tid var der en seng til hver patient. Hver seng havde himmel og forhæng, der om sommeren var et net for at holde myg og fluer ude - og om vinteren et uldent klæde for at holde på varmen.
Patienterne blev udsøgt behandlet. De blev tituleret Seigneurs Malades (Højt Ærede Hr. Sygeramt). Der var ingen Fru Sygeramt, for kvinder havde ingen adgang. Patienterne fik de bedste fødevarer, serveret på sølvtallerkener; dog måtte straffede personer nøjes med tin. Enkelte af hospitalets sølvtallerkener er bevaret i Vallettas kunstmuseum, men de fleste blev stjålet af Napoleon og smeltet om til 1600 kilo sølv, som havnede på havets bund, da skibet Orient blev sænket af briterne.
Chefen for hospitalet var altid franskmand. Derudover var der tre overlæger, der arbejdede på skift en måned ad gangen. Den vagthavende skulle tilse alle patienter mindst to gange dagligt. De almindelige læger skulle tilse dem mindst tre gange dagligt, desuden var der et mylder af plejere, så patienterne kedede sig aldrig.
Lægerne var blandt de mest anerkendte i Europa, ikke mindst kirurgerne, for de opnåede betydeligt bedre resultater end de avancerede barberer, som opererede på den tid. Årsagen var, at man på Malta kogte kirurgiske instrumenter før operationer eller sårbehandling. Man anede lige så lidt om bakterier som resten af verden, så det var ikke derfor. Men man havde opdaget, at gloende varme knive gav et bedre snit. Derfor vidste lægerne ikke engang selv, hvorfor deres patienter havde langt større overlevelsesprocent end i andre lande. De troede bare, at de var enormt dygtige. Da det rygtedes, kom patienter rejsende fra hele Europa. Især blev de kendt for effektiv behandling af grå stær og galde- og nyresten, og de var også gode til trepaneringer og amputationer.
Behandling gav man alle mænd over syv år, og det var gratis. Men man dog skulle skrive testamente, når man ankom, og det gjorde ingenting, hvis man betænkte ridderordenen, men det var ikke noget krav. Man behandlede folk af alle trosretninger, til en vis grænse. For inden tre dage efter en indlæggelse, skulle man have besøg af en katolsk præst. Så fik man et godt tilbud om at blive en god katolik. Hvis det ikke lykkedes, og man holdt fast i islam eller andet, blev man flyttet til en knap så fin afdeling. Det førte til ikke så få omvendelser.
Den daglige pleje af patienterne tog ordenens yngre medlemmer sig af. Hvert langue havde en plejedag hver uge, så der blev talt et nyt sprog nærmest hver dag. Om fredagen kom stormesteren selv for at pleje især syge riddere, som havde deres egen afdeling.
Hospitalet var populært til det sidste. I 1780 – få år før ridderne blev fordrevet – behandlede det 153.333 patienter. Efter riddertiden fortsatte det som militærhospital, men det sluttede i 1919, da det blev politistation. Under 2. Verdenskrig blev bygningen slemt medtaget, men siden er den genopbygget med respekt for historien.
Midt i den tidligere gårdsplads, som nu er overdækket, finder man The Republic Hall med plads til 1500 siddende gæster, hvor der kan spilles teater og holdes koncerter. Ved en brand i 1987 blev den totalt ødelagt, men to år senere var den genrejst, og under arbejdet blev der fundet en underjordisk gang, der fører til St. Elmo-fortet. Gennem denne tunnel kunne sårede krigere føres fra fortet til hospitalet. Der var tænkt på alt.
Hospitalet var populært til det sidste. I 1780 – få år før ridderne blev fordrevet – behandlede det 153.333 patienter. Efter riddertiden fortsatte det som militærhospital, men det sluttede i 1919, da det blev politistation. Under 2. Verdenskrig blev bygningen slemt medtaget, men siden er den genopbygget med respekt for historien.
Midt i den tidligere gårdsplads, som nu er overdækket, finder man The Republic Hall med plads til 1500 siddende gæster, hvor der kan spilles teater og holdes koncerter. Ved en brand i 1987 blev den totalt ødelagt, men to år senere var den genrejst, og under arbejdet blev der fundet en underjordisk gang, der fører til St. Elmo-fortet. Gennem denne tunnel kunne sårede krigere føres fra fortet til hospitalet. Der var tænkt på alt.
