Engang var det verdens bedste hospital
Ridderhospitalet
Sacra Infirmeria, Mediterranean Conference Center, dgl. 9-16, lø.-sø. til 16, entré €6 (€4 for børn og ældre). Kun €2,50 uden mobil-fidusen. Museet er i et konferencecenter, så dele kan være aflukket under store begivenheder.
Af Kenneth Bo Jørgensen
Engang var det Europas største og bedste hospital, der havde patienter fra alle nabolandene. For alle vidste dengang, at chancerne for at overleve et hospitalsophold på Malta var større end noget andet sted i verden. Her kunne man overleve operationer, fx amputationer, som var den visse død alle andre steder i Europa. Kirurgerne på hospitalet blev derfor betragtet regnet som særligt velsignede af Gud, for ellers kunne man ikke forklare det. Men der var en selvfølgelig en naturlig forklaring, Den vender vi tilbage til.
Af Kenneth Bo Jørgensen
Engang var det Europas største og bedste hospital, der havde patienter fra alle nabolandene. For alle vidste dengang, at chancerne for at overleve et hospitalsophold på Malta var større end noget andet sted i verden. Her kunne man overleve operationer, fx amputationer, som var den visse død alle andre steder i Europa. Kirurgerne på hospitalet blev derfor betragtet regnet som særligt velsignede af Gud, for ellers kunne man ikke forklare det. Men der var en selvfølgelig en naturlig forklaring, Den vender vi tilbage til.
Det er et ultra digitalt museum
Mobilmuseum
I dag er riddernes hospital omdannet til af middelhavsområdets største konferencecentre. Det kan holde de største kongresser, og det er for eksempel her, at Commonwealth-lederne holder deres møde, når Malta er vært. Det er også her, at Malta holder Melodunte Grand Prix. Og det er midt i dette levende center, at man ved hjælp af den nyeste museumsteknologi, finansieret af EU, får fortalt historien om ridderhospitalet.
Man kunne kalde det et mobil-telefon-museum, for det foregår på mobilos. Man oploader noget på sin mobil, og derefter går man selv rundt i bygningen og peger på de steder, man vil høre mere om. Så bliver stederne pludselig levende i telefonen med video og lyd, der viser, hvad der engang skete her,
Men først lidt om hospitalets historie :
Sacra Infirmeria var det første, Johanitterridderne opførte, da de grundlagde Valletta i 1574. For riddernes fornemste opgave her i livet var at yde gratis pleje til folk, der blev syge under pilgrimsrejser. Og det var da også absolut det mest fornuftige, ridderne brugte deres ekstreme formuer på. De var også dygtige til det, og efterhånden plejede de ikke bare pilgrimme, men hele Malta og de fleste Middelhavslande. I krige og konflikter sejlede man så vidt muligt sine syge og sårede hertil, fordi alle vidste, at her havde man størst chance for at overleve. Under 1. verdenskrig fik hospitalet tilnavnet: The Nurse of the Mediterranean.
Det var så populært, at der på et år sidst i 1700-tallet var 153.000 indlæggelser, altså langt flere end der var indbyggere på Malta dengang. Da det var fuldt udbygget var det på 7000 m2. Nu er det indrettet til konferencer, men digitalt kan det fortælle hospitalshistorier.
I dag er riddernes hospital omdannet til af middelhavsområdets største konferencecentre. Det kan holde de største kongresser, og det er for eksempel her, at Commonwealth-lederne holder deres møde, når Malta er vært. Det er også her, at Malta holder Melodunte Grand Prix. Og det er midt i dette levende center, at man ved hjælp af den nyeste museumsteknologi, finansieret af EU, får fortalt historien om ridderhospitalet.
Man kunne kalde det et mobil-telefon-museum, for det foregår på mobilos. Man oploader noget på sin mobil, og derefter går man selv rundt i bygningen og peger på de steder, man vil høre mere om. Så bliver stederne pludselig levende i telefonen med video og lyd, der viser, hvad der engang skete her,
Men først lidt om hospitalets historie :
Sacra Infirmeria var det første, Johanitterridderne opførte, da de grundlagde Valletta i 1574. For riddernes fornemste opgave her i livet var at yde gratis pleje til folk, der blev syge under pilgrimsrejser. Og det var da også absolut det mest fornuftige, ridderne brugte deres ekstreme formuer på. De var også dygtige til det, og efterhånden plejede de ikke bare pilgrimme, men hele Malta og de fleste Middelhavslande. I krige og konflikter sejlede man så vidt muligt sine syge og sårede hertil, fordi alle vidste, at her havde man størst chance for at overleve. Under 1. verdenskrig fik hospitalet tilnavnet: The Nurse of the Mediterranean.
Det var så populært, at der på et år sidst i 1700-tallet var 153.000 indlæggelser, altså langt flere end der var indbyggere på Malta dengang. Da det var fuldt udbygget var det på 7000 m2. Nu er det indrettet til konferencer, men digitalt kan det fortælle hospitalshistorier.
Den lange sygestue kunne have 900 senge, foto Kenneth Bo Jørgensen
Den lange sygestue
Mest imponerende er den lange sygestue. For den er lang: 150 meter. Langs væggene stod op til 900 senge, til hverdag bare 500. Praktisk opdelt med de akut syge til højre, de kronisk syge til venstre. Som noget helt usædvanligt på den tid måtte der kun ligge en patient i hver seng. Og alle sygesenge havde himmel og forhæng, så man kunne få fred for myg og fluer.
Hvis du er på museet: Peg på gulvet med din mobil, så dukker der senge og syge op.
Mest imponerende er den lange sygestue. For den er lang: 150 meter. Langs væggene stod op til 900 senge, til hverdag bare 500. Praktisk opdelt med de akut syge til højre, de kronisk syge til venstre. Som noget helt usædvanligt på den tid måtte der kun ligge en patient i hver seng. Og alle sygesenge havde himmel og forhæng, så man kunne få fred for myg og fluer.
Hvis du er på museet: Peg på gulvet med din mobil, så dukker der senge og syge op.
Man sætter selv sine syge ind med mobilen
Patienterne blev opvartet som værdsatte gæster. De blev tituleret Seigneur Malade (Ærede Hr. Syge). Der var ingen Fru Syge, for kvinder og børn havde ingen adgang.
Patienterne fik udsøgt mad, dels fordi man gerne ville forkæle dem, men man havde også den fikse ide, at syge hurtigere blev raske, hvis de fik god, velsmagende kost. Noget, man jo også så småt er begyndt at overveje på danske hospitaler. Officerer holdt hver dag øje med, at patienterne fik deres mad. for den var så lækker, at sygeplejerne gerne ville have fingre i det. Alt blev serveret på sølvtallerkener. Dog måtte straffede nøjes med tin. Et par af hospitalets sølvtallerkener kan ses på Vallettas kunstmuseum, men de fleste stjal Napoleon i 1798. Han læssede 1600 kilo sølv fra hospitalsservice på sit flagskib, Orient, men fik ingen glæde af formuen, for Orient sprængte i luften under Slaget på Nilen, så der ligger tallerknerne nu.
Chef for hospitalet var altid en fransk ridder. Dertil var der tre cheflæger, der arbejdede på skift, og så et hav af almindelige læger. For alle patienter skulle tilses af en læge mindst to gange dagligt. Og de skulle have endnu flere besøg af plejere. Patienterne kedede sig aldrig.
Patienterne fik udsøgt mad, dels fordi man gerne ville forkæle dem, men man havde også den fikse ide, at syge hurtigere blev raske, hvis de fik god, velsmagende kost. Noget, man jo også så småt er begyndt at overveje på danske hospitaler. Officerer holdt hver dag øje med, at patienterne fik deres mad. for den var så lækker, at sygeplejerne gerne ville have fingre i det. Alt blev serveret på sølvtallerkener. Dog måtte straffede nøjes med tin. Et par af hospitalets sølvtallerkener kan ses på Vallettas kunstmuseum, men de fleste stjal Napoleon i 1798. Han læssede 1600 kilo sølv fra hospitalsservice på sit flagskib, Orient, men fik ingen glæde af formuen, for Orient sprængte i luften under Slaget på Nilen, så der ligger tallerknerne nu.
Chef for hospitalet var altid en fransk ridder. Dertil var der tre cheflæger, der arbejdede på skift, og så et hav af almindelige læger. For alle patienter skulle tilses af en læge mindst to gange dagligt. Og de skulle have endnu flere besøg af plejere. Patienterne kedede sig aldrig.
Lægerne var mere heldige end dygtige
Læger på Malta var ikke bare anerkendte i hele Europa, de havde næsten gude-status. Ikke mindst kirurgerne, der kunne amputere og behandle sår, så patienterne overlevede. Overlevelsesprocenten var så overvældende, at man kun kunne forklare det med, at lægerne måtte være særligt velsignet af Gud, fordi de tjente på dettte ultrakristne hospital. Først mange år efter fandt man ud af, at Gud i hvert fald ikke alene gjorde forskellen. Det var mere det, at læger på Malta kogte deres kirurgiske instrumenter, før de opererede. Ikke fordi devidste noget om bakterier, det gjorde man ikke, men de havde bare erfaret, at knive gik bedre i kødet, når klingen var gloende varm. De anede ikke, at de desinficerede instrumenterne.
Sårbehandling var også langt mere vellykket på Malta, men også her var det mere på grund af held end forstand. Den normale behandling dengang var at hælde kogende olie i det åbne kødsår, men under et slag løb man tør for olie. I stedet lavede man en nød-olie af rosenolie, terpentin og æggehvide - og så hældte man det i sårene. Det virkede ligeså helende som kogende olie, nemlig overhovedet ikke, til gengæld fik patienterne det meget bedre, når de slap for den kogende olie. Det var også en læge på Malta, der opdagede, at man i stedet for hælde kogende olie på hæmorider, kunne brænde dem væk med et gloende jern. Den metode gik verden over, og sådan var der fremskridt over alt.
Sårbehandling var også langt mere vellykket på Malta, men også her var det mere på grund af held end forstand. Den normale behandling dengang var at hælde kogende olie i det åbne kødsår, men under et slag løb man tør for olie. I stedet lavede man en nød-olie af rosenolie, terpentin og æggehvide - og så hældte man det i sårene. Det virkede ligeså helende som kogende olie, nemlig overhovedet ikke, til gengæld fik patienterne det meget bedre, når de slap for den kogende olie. Det var også en læge på Malta, der opdagede, at man i stedet for hælde kogende olie på hæmorider, kunne brænde dem væk med et gloende jern. Den metode gik verden over, og sådan var der fremskridt over alt.
På museet: Peg på notaren og se ham hjælpe den syge.
Kun adgang med testamente
Alt på sygehuset var gratis. Ridderne betalte. Eneste krav var, at man skulle skrive testamente, før man begyndte en behandling. Det skulle sikre, at man kendte patientens ønsker, såfremt behandlingen gik helt galt, men man lod også gerne forstå, at den syge jo kunne betænke ridderordenen med sin formue, hvis han stillede træskoene i deres varetægt. Og riddernes stillede gratis notar til rådighed. Han kunne godt have stærke argumenter for, hvem der skulle betænkes, hvis man lå og skreg i smerter og gerne ville under behandling hurtigt.
Religion havde ingen hindring for, om man kunne blive behandlet. Man måtte selvfølgelig ikke være muslim, for det var hovedfjenden, men de vovede sig heller ikke til Malta. Alle andre trosretninger var velkomne. Dog, senest tre dage efter indlæggelsen skulle man have besøg af en katolsk præst, som kunne omvende den syge til en god katolik. Hvis man afviste det fine tilbud, blev man flyttet til en knap så god afdeling. Det førte til ikke så få omvendelser.
Alt på sygehuset var gratis. Ridderne betalte. Eneste krav var, at man skulle skrive testamente, før man begyndte en behandling. Det skulle sikre, at man kendte patientens ønsker, såfremt behandlingen gik helt galt, men man lod også gerne forstå, at den syge jo kunne betænke ridderordenen med sin formue, hvis han stillede træskoene i deres varetægt. Og riddernes stillede gratis notar til rådighed. Han kunne godt have stærke argumenter for, hvem der skulle betænkes, hvis man lå og skreg i smerter og gerne ville under behandling hurtigt.
Religion havde ingen hindring for, om man kunne blive behandlet. Man måtte selvfølgelig ikke være muslim, for det var hovedfjenden, men de vovede sig heller ikke til Malta. Alle andre trosretninger var velkomne. Dog, senest tre dage efter indlæggelsen skulle man have besøg af en katolsk præst, som kunne omvende den syge til en god katolik. Hvis man afviste det fine tilbud, blev man flyttet til en knap så god afdeling. Det førte til ikke så få omvendelser.
Hver patient havde sin egen himmelseng på Ridder-hospitalet, foto Kenneth Bo Jørgensen.
Den daglige pleje af patienterne tog ordenens yngre medlemmer sig af. Hvert langue havde en plejedag om ugen, så der blev talt et nyt sprog hver dag. Om fredagen kom stormesteren selv for at pleje 12 udvalgte syge - og så kiggede han ind til de syge riddere, som havde deres egen eksklusive afdeling.
Gå ned ad trappen fra den langs sal til:
Gå ned ad trappen fra den langs sal til:
Peg med telefonen og se slavernes sal.
La Vallette Hall
I kælderene finder man en banket-sal, men tidligere var det den mindre fine del af hospitalet. Her behandlede man slaver og fattigfolk. Slaveejere skulle som de eneste betale for behandling, mens den var gratis for fattige - stadig kun mænd. Slaver fik heller ikke samme mad og service. Forværelset til denne sal var i sin tid hospitalets apotek. Og der er ingen rester fra dengang, men du kan se apoteket i drift på din telefon, når du er på museet.
La Cassiere Hall
I en mindre stue på 2. sal har man udviklet lægevidenskab. Her var der operationsstuer og laboratorium. Og her opdagede den australske læge David Bruce (1855–1931) den bakterie, der dengang gjorde tusinder syge med Malta-feber. En sygdom hos kvæg, der kan smitte til mennesker. Bakterien kom til at hedde brucella efter Bruce, som også gav navn til infektionen Brucellose. Den kaldes dog stadig Maltafeber, men i Danmark hedder den springfeber eller kalvekastningsfeber. Kært barn har mange navne.
Afslutningen
Hospitalet blev plyndret af Napoleon i 1798, men han havde stadig brug for det som militærhospital, da ridderne var fordrevet. Desværre for ham flygtede både læger og viden, og det blev ret surt, da der kort efter udbrød pest, og væk var en eksklusive pleje. Det blev aldrig det samme igen, selv om briterne fortsatte med det som militærhospital og havde stor glæde af det under 1. verdenskrig. Derefter blev det politistation. Under 2. Verdenskrig tjente bygningens kælder som et af øens beskyttelsesrum. Her kunne stort set hele Vallettas befolkning leve i dagevis.
Knogle-kapellet
Lige overfor hospitalet ligger en bombastisk, ikke ret køn bygning, Evans Building. Den står på et fundament af menneskeknogler. For her lå den kirkegård, hvor man begravede stort set alle de patienter, der døde, mens de var indskrevet på hospitalet. Man regner med, at der er nogle ret spændende krypter under parkeringspladsen. Man kan stadig ane ruiner af det kapel, hvorfra begravelserne blev foretaget. Det var total pyntet med knogler, men det blev bombet væk af tyskerne under 2. verdenskrig.
Husk at gå op på taget. Herfra er der fantastisk udsigt over hele Vallettas inderhavn og over til Fort Riscoli, hvor den nye Gladiator 2 blev optaget.
I kælderene finder man en banket-sal, men tidligere var det den mindre fine del af hospitalet. Her behandlede man slaver og fattigfolk. Slaveejere skulle som de eneste betale for behandling, mens den var gratis for fattige - stadig kun mænd. Slaver fik heller ikke samme mad og service. Forværelset til denne sal var i sin tid hospitalets apotek. Og der er ingen rester fra dengang, men du kan se apoteket i drift på din telefon, når du er på museet.
La Cassiere Hall
I en mindre stue på 2. sal har man udviklet lægevidenskab. Her var der operationsstuer og laboratorium. Og her opdagede den australske læge David Bruce (1855–1931) den bakterie, der dengang gjorde tusinder syge med Malta-feber. En sygdom hos kvæg, der kan smitte til mennesker. Bakterien kom til at hedde brucella efter Bruce, som også gav navn til infektionen Brucellose. Den kaldes dog stadig Maltafeber, men i Danmark hedder den springfeber eller kalvekastningsfeber. Kært barn har mange navne.
Afslutningen
Hospitalet blev plyndret af Napoleon i 1798, men han havde stadig brug for det som militærhospital, da ridderne var fordrevet. Desværre for ham flygtede både læger og viden, og det blev ret surt, da der kort efter udbrød pest, og væk var en eksklusive pleje. Det blev aldrig det samme igen, selv om briterne fortsatte med det som militærhospital og havde stor glæde af det under 1. verdenskrig. Derefter blev det politistation. Under 2. Verdenskrig tjente bygningens kælder som et af øens beskyttelsesrum. Her kunne stort set hele Vallettas befolkning leve i dagevis.
Knogle-kapellet
Lige overfor hospitalet ligger en bombastisk, ikke ret køn bygning, Evans Building. Den står på et fundament af menneskeknogler. For her lå den kirkegård, hvor man begravede stort set alle de patienter, der døde, mens de var indskrevet på hospitalet. Man regner med, at der er nogle ret spændende krypter under parkeringspladsen. Man kan stadig ane ruiner af det kapel, hvorfra begravelserne blev foretaget. Det var total pyntet med knogler, men det blev bombet væk af tyskerne under 2. verdenskrig.
Husk at gå op på taget. Herfra er der fantastisk udsigt over hele Vallettas inderhavn og over til Fort Riscoli, hvor den nye Gladiator 2 blev optaget.
Fra hospitalet går en underjordisk tunnel til Fort Elmo - så sårede soldater hurtigt kunne komme under behandling. Foto, Kenneth Bo Jørgensen
