Hypogeum - Tarxien
Syd for De Tre Byer og Valletta ligger to af Maltas vigtigste fortidsminder Hypogeum og Tarxien. Det ene er et underjordiske tempel/gravplads. Den andet er templer fra stenalderen og hører til verdens ældste bygninger. Der er begge World Heritage Sites og har været det siden 1980. Det vil sige, at de er verdensfredet af UNESCO.
Hypogeum
Det underjordiske tempel i Hypogeum fotograferet i 1910
Hal Saflieni Hypogeum, Burial St., tlf. 21805019.
1 times guided ture hver time, dgl. 9-17; entré €35, for 12-17 årige og over 60 år, €20.
Videoshow €5 - vises 9.30, 10.30, 13.30, 14.30 og 15.30
Du kan booke: her. Book i god tid, der bliver hurtigt udsolgt.
20 lyn-billetter sælges i National War Museum hver dag til €40, de gælder til dagen efter.
Det er et underjordisk tempel (hypogeum betyder underjordisk på græsk), og det er opkaldt efter bydelen Hal Saflieni. som det ligger i. Det er bygget - eller boret - i yngre stenalder (neolitisk tid) - det vil sige fra cirka 4000 f.Kr. - altså for 6000 år siden. Det består af tre etager – den nederste etage ligger 12 meter under gadeniveau. Det er hugget eller boret ud af stenalderfolk, der kun havde simpelt flinteværktøj.
Man mener, at templet var i brug i 1000 år og derefter er det blevet begravelsesplads i endnu 1000 år. Årsagen til, at det skiftede anvendelse, kender man ikke. Men en god teori er, at Malta er blevet invaderet af nye folk, som har overtaget øen, og som har ikke ønsket at have med det gamle tempels guder at gøre. I stedet brugte de det som begravelsesplads. Ingen ved præcist hvor længe, men cirka 2000 f.Kr. er der nogen, der har lukket døren, og så er stedet blevet glemt og sovet i de næste 4000 år.
Det blev opdaget i 1902 af brøndgravere, der skulle bygge hus på grunden. De sagde i første omgang ikke noget, for de frygtede, at det ville forsinke byggeriet. Og det havde de ret i, for da Maltas arkæologer endelig kunne komme til, havde de allerede ødelagt den øverste del af templet. Sensationen blev rigtig klar i 1905, da Maltas navnkundige arkæolog Themistocles Zammit åbnede låget til et hul, der var 6000 år gammelt, og som havde stået urørt i næsten 4000 år. Det var en verdenssensation.
De kunne nu gå ned i et bebygget underjordisk kompleks, hvor det flød med tusinder af menneskeknogler og skeletter. Man regner med, at 7000 er begravet her. Men da man havde fået styr på dem, viste der sig langt flere spændende oldsager. Blandt andet potter og vaser, og en 12 cm lang lerfigur af en fed, liggende kvinde, muligvis stenalderfolkets frugtbarhedsgudinde. Desuden var der et væld af skår, som siden er samlet til fade og krukker, nu udstillet på Nationalmuseet i Valletta. Og andre mindre fund. som opbevares i museet ved indgangen til hypogeum – her er også en model af det underjordiske kultanlæg.
1 times guided ture hver time, dgl. 9-17; entré €35, for 12-17 årige og over 60 år, €20.
Videoshow €5 - vises 9.30, 10.30, 13.30, 14.30 og 15.30
Du kan booke: her. Book i god tid, der bliver hurtigt udsolgt.
20 lyn-billetter sælges i National War Museum hver dag til €40, de gælder til dagen efter.
Det er et underjordisk tempel (hypogeum betyder underjordisk på græsk), og det er opkaldt efter bydelen Hal Saflieni. som det ligger i. Det er bygget - eller boret - i yngre stenalder (neolitisk tid) - det vil sige fra cirka 4000 f.Kr. - altså for 6000 år siden. Det består af tre etager – den nederste etage ligger 12 meter under gadeniveau. Det er hugget eller boret ud af stenalderfolk, der kun havde simpelt flinteværktøj.
Man mener, at templet var i brug i 1000 år og derefter er det blevet begravelsesplads i endnu 1000 år. Årsagen til, at det skiftede anvendelse, kender man ikke. Men en god teori er, at Malta er blevet invaderet af nye folk, som har overtaget øen, og som har ikke ønsket at have med det gamle tempels guder at gøre. I stedet brugte de det som begravelsesplads. Ingen ved præcist hvor længe, men cirka 2000 f.Kr. er der nogen, der har lukket døren, og så er stedet blevet glemt og sovet i de næste 4000 år.
Det blev opdaget i 1902 af brøndgravere, der skulle bygge hus på grunden. De sagde i første omgang ikke noget, for de frygtede, at det ville forsinke byggeriet. Og det havde de ret i, for da Maltas arkæologer endelig kunne komme til, havde de allerede ødelagt den øverste del af templet. Sensationen blev rigtig klar i 1905, da Maltas navnkundige arkæolog Themistocles Zammit åbnede låget til et hul, der var 6000 år gammelt, og som havde stået urørt i næsten 4000 år. Det var en verdenssensation.
De kunne nu gå ned i et bebygget underjordisk kompleks, hvor det flød med tusinder af menneskeknogler og skeletter. Man regner med, at 7000 er begravet her. Men da man havde fået styr på dem, viste der sig langt flere spændende oldsager. Blandt andet potter og vaser, og en 12 cm lang lerfigur af en fed, liggende kvinde, muligvis stenalderfolkets frugtbarhedsgudinde. Desuden var der et væld af skår, som siden er samlet til fade og krukker, nu udstillet på Nationalmuseet i Valletta. Og andre mindre fund. som opbevares i museet ved indgangen til hypogeum – her er også en model af det underjordiske kultanlæg.
Fra indgangsrummet går man syv meter ned ad en vindeltrappe til den store hal, hvor man mener, at menigheden holdt deres gudstjenester. Rundt omkring i hallens vægge er der lave, alkoveagtige rum. Eksperter mener, at de kan have været leje for præstinder, der efter at have indtaget en form for rusgift, har sovet og haft højlydte drømme, som præsten så skulle tyde foran forsamlingen.
Herefter går man ned ad tre stentrin til et firkantet rum med ovale åbninger i væggen. Taler man ind i den mindste af disse åbninger, vil man høre sin egen stemme gentaget i et rungende ekko. Måske har præsten råbt sin tydning af præstindernes drømme ind i dette ekkorum, hvorefter menigheden har opfattet ordstrømmen som guddommeligt.
Ved siden af ligger alterrummet, hvor man muligvis har ofret til guder. Hist og her kan man se farvelagte spiralornamenter, som man mener symboliserer evigheden. I væggenes nicher gætter man på, at der har stået hellige skulpturer.
Herefter går man ned ad tre stentrin til et firkantet rum med ovale åbninger i væggen. Taler man ind i den mindste af disse åbninger, vil man høre sin egen stemme gentaget i et rungende ekko. Måske har præsten råbt sin tydning af præstindernes drømme ind i dette ekkorum, hvorefter menigheden har opfattet ordstrømmen som guddommeligt.
Ved siden af ligger alterrummet, hvor man muligvis har ofret til guder. Hist og her kan man se farvelagte spiralornamenter, som man mener symboliserer evigheden. I væggenes nicher gætter man på, at der har stået hellige skulpturer.
Endelig fører en trappe ned til bunden af templet. Trappen har syv trin, men efter det fjerde drejer trappen så brat til højre, at man vil falde, hvis man ikke er stedkendt. Det lille trick har måske være en slags tyverisikring, så man tydeligt kunne høre, hvis uvedkommende var på vej ned. Man formoder derfor, at rummet har været kultens skatkammer.
Der er meget fugtigt dernede. Flere af gulvets gruber er vandfyldte, og man hører et evigt dryp-dryp. På bunden fandt arkæologerne under et tykt lag mudder skeletter eller knogler fra flere end 1000 mennesker. Derfor antager man, at også kælderen har været brugt som begravelsesplads – formentlig i bronzealderen.
En tur ned i templet er en temmelig klaustrofobisk oplevelse, så hvis man har det svært med trange rum, bør man i stedet opleve kopien på Nationalmuseet i Valletta. Der er også meget fugtigt og glat, så tag fornuftige sko med, ingen klip-klapper.
Efter besøget i det særprægede underjordiske tempel kan man passende besøge et overjordisk tempel ikke langt derfra:
Der er meget fugtigt dernede. Flere af gulvets gruber er vandfyldte, og man hører et evigt dryp-dryp. På bunden fandt arkæologerne under et tykt lag mudder skeletter eller knogler fra flere end 1000 mennesker. Derfor antager man, at også kælderen har været brugt som begravelsesplads – formentlig i bronzealderen.
En tur ned i templet er en temmelig klaustrofobisk oplevelse, så hvis man har det svært med trange rum, bør man i stedet opleve kopien på Nationalmuseet i Valletta. Der er også meget fugtigt og glat, så tag fornuftige sko med, ingen klip-klapper.
Efter besøget i det særprægede underjordiske tempel kan man passende besøge et overjordisk tempel ikke langt derfra:
Tarxien-Templet
Neolitic Temples St., åbent dgl. 9-17 (sidste adgang kl. 16.30), entré €6 , tlf.21695578.
Templet ligger nogle få hundrede meter syd for pladsen i Paola. Snart står man foran en imponerende samling ... sten. Med lidt fantasi kan man se, at der er tale om fire delvis sammenbyggede stenaldertempler. Af det tidligste er der kun lidt tilbage. Det stammer fra omkring 3500 f.Kr. Ved siden af ligger det mere velbevarede Østtempel. Vest for det igen følger Centraltemplet, delvis sammenbygget med Sydtemplet. Det er i sidstnævnte, indgangen er. Man gætter på, at byggeriet af dette tempelanlæg blev afsluttet omkring 1500 f.Kr.
Grundlinjerne følger det kløverbladsmønster, man kender fra alle Maltas overjordiske templer, og som træder tydeligst frem i Ggantija-templet på Gozo. I det midterste kløverblad har hovedalteret stået, prydet af det spiralmønster, som symboliserede evigheden. Nogle steder er der også dyreornamentik. Den kæmpestore Venusfigur uden hoved er en kopi; originalen står i Nationalmuseet. Den må have været næsten tre meter høj – med hoved.
Et af offeraltrene er flyttet til Nationalmuseet, men også det er erstattet af en kopi. Gennem en kanal faldt aske og knoglerester fra ofringerne ned i en fordybning under alteret. Bag en lille stenport fandt man en stenkniv, hvilket har bekræftet, at der fandt ofringer sted. Der er dog ingen tegn på, at det skulle have været menneskeofringer.
Gulvene er belagt med fladt tilhuggede sten, og væggene består af store stenplader føjet sammen med stor nøjagtighed. Mellem to af bygningerne er indgangens stenblokke forsynet med parallelt anbragte huller. Man mener, at dørene ved hjælp af disse huller har været ophængt i hængsler af reb eller dyrehud. I det bageste og ældste tempel har man fundet små statuetter som gammeldags nikkedukker. De havde skjulte snore, så præsten kunne bevæge hovederne på dem og dermed forskrække alle.
Det var et tilfælde, at man fandt Tarxien-anlægget. I 1914 fortalte en bonde, at han, når han forsøgte at pløje sin mark, hele tiden stødte på meget store sten. Øens store arkæolog, Themistocles Zammit, blev tilkaldt, og i 1915 begyndte han udgravningerne, der i løbet af to år afdækkede de fire stenaldertempler.
Som sagt ved ingen rigtig, hvad anlægget har været brugt til, så fantasien kan få frit løb – måske var det zoologisk have eller et persisk gedemarked?
Støt Gratis Guide til Malta - 20 kroner er fint! Brug Mobilepay: 20216673.