Godt at vide
Stort og småt om Malta. Temaartikler fra min bog Turen går til Malta - og artikler, jeg har skrevet i aviser og medier de seneste år. Godt til fly- eller busturen.
Læs nedenfor artikler om Malta:
Cannabis lovligt på Malta
Derfor var gudinderne fede
Dronningens bolig på Malta
Dansk kejserinde reddede helligt ikon
Malta på Verdensarvslisten
De mest populære seværdigheder på Malta
Maltas flag og Dannebrog
Fester på Malta
H.C. Andersen på Malta
Odysseus på Malta
Overtro på Malta
Var Paulus på Malta
Sådan var de gamle busser på Malta
Ridderne er taget til nåde
501 hellige steder på Malta
Trivia om Malta
Litteratur om Malta
Cannabis lovligt på Malta
Derfor var gudinderne fede
Dronningens bolig på Malta
Dansk kejserinde reddede helligt ikon
Malta på Verdensarvslisten
De mest populære seværdigheder på Malta
Maltas flag og Dannebrog
Fester på Malta
H.C. Andersen på Malta
Odysseus på Malta
Overtro på Malta
Var Paulus på Malta
Sådan var de gamle busser på Malta
Ridderne er taget til nåde
501 hellige steder på Malta
Trivia om Malta
Litteratur om Malta
Du må have op til 7 gram cannabis på dig
CANNABIS ER LOVLIGT PÅ MALTA
Siden 2021 har cannabis været et lovligt rusmiddel på Malta. Målet med lovliggørelsen er ikke at få flere til at ryge hash, men at fjerne kriminalitet forbundet med det. Så man skal ikke frygte ordensmagten, hvis man går rundt i en glad skævert. Dog må man højst have o7 gram på sig. Folk med grønne fingre, får dem ikke længere i klemme, hvis de dyrker cannabis i haven, dog højst fire planter pr. næse. Salget af cannabis sker i fuldt dagslys i non-profit foreninger. Maltesere kan få slettet det af straffeattesten, hvis de har en dom for besiddelse af cannabis.
Siden 2021 har cannabis været et lovligt rusmiddel på Malta. Målet med lovliggørelsen er ikke at få flere til at ryge hash, men at fjerne kriminalitet forbundet med det. Så man skal ikke frygte ordensmagten, hvis man går rundt i en glad skævert. Dog må man højst have o7 gram på sig. Folk med grønne fingre, får dem ikke længere i klemme, hvis de dyrker cannabis i haven, dog højst fire planter pr. næse. Salget af cannabis sker i fuldt dagslys i non-profit foreninger. Maltesere kan få slettet det af straffeattesten, hvis de har en dom for besiddelse af cannabis.
Sådan var kvindeidealet på Malta i stenalderen
Hvorfor var de gamle kvinder på Malta så fede?
På museer i hele Europa kan man se buttede kvindefigurer fra stenalderen. Og man har undret sig over, hvorfor de alle sammen er fede. I 2020 mente forskere i USA at have fundet forklaringen: De fede figurer viser det kvindelige kropsideal på den tid, de er lavet. For de stammer alle fra de kolde perioder, da overvægt var eftertragtet. Det moderne menneske kom til Europa for ca. 50.000 år siden, da her var varmt, men kort efter begyndte kulden at komme fra nord, det blev trange tider, og det var i de tider, at kvinde-figurerne opstod. Altså, da man sultede. Og jo mere man sultede, jo federe blev figurerne, for jo federe drømte man om at blive, kunne University of Colorado påvise. Af samme grund kan man nu nøje følge, hvor meget man sultede i de forskellige regioner af Europa, man ser blot efter, hvor fede deres kvindefigurer fra den tid er. På Malta har man sultet, men ikke vildt. Man kan se på figurernes slidmærker, at de blev givet videre fra mor til datter, formentlig som amuletter der skulle bringe frugtbarhed, derfor kaldes de frugtbarhedsgudinder, selv om det aldrig har været gudinder.
Støt guiden med drikkepenge på MobilePay på 20216673
Indgangen til dronningens villa
MALTA HAR KØBT DRONNINGE-BOLIG
Den engelske Dronning Elizabeth 2. (1926-2022) havde kun haft ét hjem uden for Storbritannien, det var på Malta. Her boede hun fra 1949 til 1951 som hjemmegående prinsesse med Prins Philip, der var udstationeret som flådeofficer på Malta. Deres villa lidt uden for Valletta kaldes Villa Guardamangia, og den vil blive en turistattraktion, der viser, hvordan det senere regentpar levede på Malta. Maltas regering købte villaen for 35 millioner kroner. En lille pris for en kongelig residens, men den var også ved at falde fra hinanden.
Dronningen sagde ofte, at Malta-årene var nogle af de bedste i hendes liv, for her kunne hun leve normalt.
Villaen er på 1560 m2, opført i 1900 af den engelske Sir Augusto Bartolo. Den vari embedsbolig for dronningens onkel, Lord Mountbatten, da han var chef for den britiske flåde i Middelhavet, inden han overlod den til de kongelige. Deres ophold blev afbrudt i 1951, da Georg VI var så syg. at han havde brug for hjælp til at passe den kongelige butik. To år senere døde han, og Elizabeth var derefter dronning i 70 år. I sin regeringstid besøgte hun Malta mange gange, og hver gang slog hun et smut forbi sit gamle hjem. Hun ejede også flere malerier af villaen. I 2007 fejrede Elizabeth og Philip deres 60 års bryllupsdag på Malta. I 2015 var hun på Malta og bad som sædvanligt om at besøge villaen, men de nye ejere afviste hende, fordi huset var i forfald. Som et plaster på såret forærede Maltas præsident hende endnu et maleri af huset. Villaens adresse er: 29, 57 Telgha Ta' Gwardamanga, Pieta, Malta
Den engelske Dronning Elizabeth 2. (1926-2022) havde kun haft ét hjem uden for Storbritannien, det var på Malta. Her boede hun fra 1949 til 1951 som hjemmegående prinsesse med Prins Philip, der var udstationeret som flådeofficer på Malta. Deres villa lidt uden for Valletta kaldes Villa Guardamangia, og den vil blive en turistattraktion, der viser, hvordan det senere regentpar levede på Malta. Maltas regering købte villaen for 35 millioner kroner. En lille pris for en kongelig residens, men den var også ved at falde fra hinanden.
Dronningen sagde ofte, at Malta-årene var nogle af de bedste i hendes liv, for her kunne hun leve normalt.
Villaen er på 1560 m2, opført i 1900 af den engelske Sir Augusto Bartolo. Den vari embedsbolig for dronningens onkel, Lord Mountbatten, da han var chef for den britiske flåde i Middelhavet, inden han overlod den til de kongelige. Deres ophold blev afbrudt i 1951, da Georg VI var så syg. at han havde brug for hjælp til at passe den kongelige butik. To år senere døde han, og Elizabeth var derefter dronning i 70 år. I sin regeringstid besøgte hun Malta mange gange, og hver gang slog hun et smut forbi sit gamle hjem. Hun ejede også flere malerier af villaen. I 2007 fejrede Elizabeth og Philip deres 60 års bryllupsdag på Malta. I 2015 var hun på Malta og bad som sædvanligt om at besøge villaen, men de nye ejere afviste hende, fordi huset var i forfald. Som et plaster på såret forærede Maltas præsident hende endnu et maleri af huset. Villaens adresse er: 29, 57 Telgha Ta' Gwardamanga, Pieta, Malta
Støt guiden med drikkepenge på MobilePay på 20216673
Kejserinde Dagmar reddede Maltas helligdom
Her skulle ikonet sidde
Malta-riddernes største helligdom kan man ikke finde på Malta, men i Montenegro. Og før da lå den hos en russisk kejserinde, nemlig danske Dagmar. Forvirret?
Det drejer sig om Filerimos-Madonnaen, et lille maleri af Jomfru Maria, et ikon, malt af St. Lukas. Ham, som var på Malta i år 60 sammen med Apostlen Paulus, se mere om hans maleri i Mellieha, her.
Nå, tilbage til ikonet. Det havde Lukas malt i Jerusalem, og her fik Johanitterridderne fat i det i år 1000. De mente, at ikonet havde magiske evner, og at det kunne udføre mirakler på kommando. Derfor pyntede de det med rubiner og diamanter, så man kunne se, at det var værdifuldt.
Ridderne tog det med til Rhodos, hvor de placerede det i klosteret i Filerimos, heraf navnet. Herfra tog de det med til Malta, hvor det blev anbragt i De Hellige Sakramenters Kapel i St. John’s. Ikonet var så vigtigt for ridderne, at Napoleon tillod, at stormesteren tog det med sig, da han blev smidt på porten i 1798. Stormesteren overdrog det til zaren af Rusland, da zaren blev stormester, og zaren gemte det i Vinterpaladset. Zarfamilien må have vidst, hvad det var værd, for under revolutionen tog den danskfødte, russiske enkekejserinde Dagmar det med sig, da hun flygtede fra revolutionen. Det lå faktisk i hendes kuffert, da hun gjorde holdt på Malta på vej mod England, hvor hun boede hos sin søster, dronning Alexandra. Heller ikke her pakkede hun det ud. Det flyttede med til København, hvor hun bosatte sig i villaen Hvidøre på Strandvejen. Dagmar døde i 1928, og da forærede hendes arvinger det til Kong Alexander I af Jugoslavien i 1932. Han gemte det i Montenegro, hvor det stadig er.
Vore dages Johanitter-riddere ville selvfølgelig gerne have ikonet til Malta, men det har lange udsigter. Til gengæld modtog katedralen en kopi af ikonet i 2001, og det kan ses i katedralen i dag.
Det drejer sig om Filerimos-Madonnaen, et lille maleri af Jomfru Maria, et ikon, malt af St. Lukas. Ham, som var på Malta i år 60 sammen med Apostlen Paulus, se mere om hans maleri i Mellieha, her.
Nå, tilbage til ikonet. Det havde Lukas malt i Jerusalem, og her fik Johanitterridderne fat i det i år 1000. De mente, at ikonet havde magiske evner, og at det kunne udføre mirakler på kommando. Derfor pyntede de det med rubiner og diamanter, så man kunne se, at det var værdifuldt.
Ridderne tog det med til Rhodos, hvor de placerede det i klosteret i Filerimos, heraf navnet. Herfra tog de det med til Malta, hvor det blev anbragt i De Hellige Sakramenters Kapel i St. John’s. Ikonet var så vigtigt for ridderne, at Napoleon tillod, at stormesteren tog det med sig, da han blev smidt på porten i 1798. Stormesteren overdrog det til zaren af Rusland, da zaren blev stormester, og zaren gemte det i Vinterpaladset. Zarfamilien må have vidst, hvad det var værd, for under revolutionen tog den danskfødte, russiske enkekejserinde Dagmar det med sig, da hun flygtede fra revolutionen. Det lå faktisk i hendes kuffert, da hun gjorde holdt på Malta på vej mod England, hvor hun boede hos sin søster, dronning Alexandra. Heller ikke her pakkede hun det ud. Det flyttede med til København, hvor hun bosatte sig i villaen Hvidøre på Strandvejen. Dagmar døde i 1928, og da forærede hendes arvinger det til Kong Alexander I af Jugoslavien i 1932. Han gemte det i Montenegro, hvor det stadig er.
Vore dages Johanitter-riddere ville selvfølgelig gerne have ikonet til Malta, men det har lange udsigter. Til gengæld modtog katedralen en kopi af ikonet i 2001, og det kan ses i katedralen i dag.
Tre på Verdensarvslisten
Malta har tre steder på UNESCOs World Heritage List. Steder, som er menneskehedens kulturarv. Det er Valletta, Ħal Saflieni Hypogeum og alle Megalithic Templer på Malta.
Mest populære seværdigheder på Malta
Templerne er Maltas mest besøgte seværdigheder. Gozos Ggantija-templer er det mest besøgte, stormesterens palads i Valletta er nr. 2. Herefter kommer Hagar Qim og Mnajdra. Mindst besøgte er de små museer på Gozo.
Malta har tre steder på UNESCOs World Heritage List. Steder, som er menneskehedens kulturarv. Det er Valletta, Ħal Saflieni Hypogeum og alle Megalithic Templer på Malta.
Mest populære seværdigheder på Malta
Templerne er Maltas mest besøgte seværdigheder. Gozos Ggantija-templer er det mest besøgte, stormesterens palads i Valletta er nr. 2. Herefter kommer Hagar Qim og Mnajdra. Mindst besøgte er de små museer på Gozo.
Vi byttede flag
Maltas flag stammer fra Roger 1. Og Dannebrog stammer fra ridderne.
Dannebrog vajer over Malta på festdage - det ser i hvert fald næsten sådan. Vi der nemlig flaghistorie.
Maltas flag er lige dele rød og hvid. Det var en gave fra normanneren Roger 1, der stammede fra Danmark. Han tog magten på Malta i 1090. Rogers flag havde kvadratiske røde og hvide felter. Og fordi han blev så godt modtaget på Malta, rev han sit flag i to, og forærede malteserne halvdelen, et rødt-hvidt flag med to lige store felter. Som i dag.
129 år senere forærede Johanitterriddere Danmark et flag. Da var de endnu ikke kommet til Malta. Deres flag ligner Dannebrog på en prik, bare med kvadratiske felter. I slaget ved Lyndanis i Estland i 1219, hvor Valdemar Sejr ville kristne estlænderne, deltog tyske johanniterriddere, og 15. juni sled deres flag sig løs, steg mod himlen og dalede ned i favnen på den danske konge. Han gjorde det til hærens flag, siden blev det nationens. Med årene ændrede man målene i Dannebrog. Mens de røde felter i johanniterflaget var lige store, blev felterne nærmest stangen i det danske flag kvadratiske og de to andre rektangulære. Maltas flag har også ændret sig lidt. Det fik under 2. Verdenskrig tilføjet et Georgskors, som den engelske konge sendte som tak til den tapre befolkning.
Maltas flag er lige dele rød og hvid. Det var en gave fra normanneren Roger 1, der stammede fra Danmark. Han tog magten på Malta i 1090. Rogers flag havde kvadratiske røde og hvide felter. Og fordi han blev så godt modtaget på Malta, rev han sit flag i to, og forærede malteserne halvdelen, et rødt-hvidt flag med to lige store felter. Som i dag.
129 år senere forærede Johanitterriddere Danmark et flag. Da var de endnu ikke kommet til Malta. Deres flag ligner Dannebrog på en prik, bare med kvadratiske felter. I slaget ved Lyndanis i Estland i 1219, hvor Valdemar Sejr ville kristne estlænderne, deltog tyske johanniterriddere, og 15. juni sled deres flag sig løs, steg mod himlen og dalede ned i favnen på den danske konge. Han gjorde det til hærens flag, siden blev det nationens. Med årene ændrede man målene i Dannebrog. Mens de røde felter i johanniterflaget var lige store, blev felterne nærmest stangen i det danske flag kvadratiske og de to andre rektangulære. Maltas flag har også ændret sig lidt. Det fik under 2. Verdenskrig tilføjet et Georgskors, som den engelske konge sendte som tak til den tapre befolkning.
Festa på Malta
Statuer er vigtige til påskefesten
Monotone blæsere gentager temaet igen og igen i samme rytme. Kirkeklokker bimler med korte slag, mota. Drenge (piger må ikke komme i kirketårnet) hamrer på klokkerne. Fra kirketårnet flyver papirstykker ud i alle farver. Gaderne er proppede. Vi er klar. Nu kommer det. Langsomt svajer en sølvstatue ud ad kirkens port. Båret af otte mænd, der må bøje sig, så statuens hoved kan komme ud. Han er tung! De kan kun gå få skridt ad gangen, så må de puste ud og sætte flåden et øjeblik. Op på skuldrene igen og nye skridt ud mod pladsen. Efter dem følger børn, unge og gamle, klædt ud som ypperstepræster, romere, Moses og andre hovedpersoner fra Biblen. De går langsomt, for statuen bestemmer farten.
Et fyrværkeri brager løs. Så højt, at det ryster. Børnene hyler, og ældre tager sig til hovedet, og det er meningen, for de enorme brag skal holde alle onde ånder væk fra byen et helt år.
Vi er til festa i Zebbug. Årets store begivenhed, hvor den lokale helgen St. Philip skal fejres. Det er ham, der er statuen. Op til festen har hele byen pyntet sig. Husene er rengjort, der er sat kulørte lamper på facaden. Gaderne er udsmykkede, og indbyggerne er i deres pæne tøj. Allerede dagen før har de festet og været på besøg hos hinanden. Søndag er højdepunktet. Alle mødes ved kirken, der er beklædt i rød silke. Efter messen begynder processionen, der varer flere timer og kommer til alle hjørner af byen.
Næsten alle, der besøger Malta om sommeren, vil få lejlighed til at overvære en festa, for de enkelte byer holder det på forskellige tidspunkter. De fleste fra maj til september. Selv om det er en kirkelig handling, er der masser af liv. Boder er stillet op med mad og drikke, og malteserne vil hellere end gerne slå en sludder af og fortælle om de traditioner, der ligger bag – gerne over et lille glas.
Den følgende dag hedder Xalata. Da drager familierne på picnic fx i Buskett Gardens eller andre steder, hvor tømmermænd bedre kan udholdes.
Hver bys festa har sit særpræg, og der er stor rivalisering om, hvem der har den bedste. De blev opfundet af ridderne for at give bønderne lidt adspredelse. I dag er de maltesernes stolthed. Før i tiden hørte det ligefrem til forhandlingerne før et bryllup, hvor mange og hvilke festaer manden skulle love at tage sin kone med til.
Påskeprocessioner
Man oplever også de store processioner i påsken, især langfredag. Her er de ofte meget længere, fordi mange kirker har flere tableauer i overnaturlig størrelse, som bæres rundt i gaderne af hvidkuttede mænd. Den bedst kendte er Mostas. En anden finder sted i Zebbug, hvor rigtige heste trækker romerske stridsvogne. Også her ser man borgerne i kostumer fra Biblens tid. Alle er med – undtagen Eva, hun er der aldrig. Påskens hvidkuttede mænd ligner noget fra Ku Klux Klan, men er det ikke. Det er unge mænd, der har fået en stor ære. De går tal-weghdiet – barfodede og med store tunge lænker om fødderne. Det tunge hverv gives til unge, der har gjort sig fortjent til det, og de står i kø, for sådan en lænket vandretur giver tilgivelse for alverdens synder. Oprindelig var den hvide kutte lavet for, at man ikke skulle genkende synderen, men i dag er det så stor en ære, at de gerne tager hætten af en gang imellem. Langfredagsprocessionen begynder sidst på eftermiddagen – samtidig i alle byer. Man skal komme i god tid, hvis man vil have plads ved kirken, men ellers kan man stille sig ud på ruten. Er man er i bil, så stil bilen et sted, hvor man kan få den fri, når det meste af byen er spærret. Hvis man altså ikke vil have hele festen med.
Se listen over festaer under praktiske oplysninger.
Et fyrværkeri brager løs. Så højt, at det ryster. Børnene hyler, og ældre tager sig til hovedet, og det er meningen, for de enorme brag skal holde alle onde ånder væk fra byen et helt år.
Vi er til festa i Zebbug. Årets store begivenhed, hvor den lokale helgen St. Philip skal fejres. Det er ham, der er statuen. Op til festen har hele byen pyntet sig. Husene er rengjort, der er sat kulørte lamper på facaden. Gaderne er udsmykkede, og indbyggerne er i deres pæne tøj. Allerede dagen før har de festet og været på besøg hos hinanden. Søndag er højdepunktet. Alle mødes ved kirken, der er beklædt i rød silke. Efter messen begynder processionen, der varer flere timer og kommer til alle hjørner af byen.
Næsten alle, der besøger Malta om sommeren, vil få lejlighed til at overvære en festa, for de enkelte byer holder det på forskellige tidspunkter. De fleste fra maj til september. Selv om det er en kirkelig handling, er der masser af liv. Boder er stillet op med mad og drikke, og malteserne vil hellere end gerne slå en sludder af og fortælle om de traditioner, der ligger bag – gerne over et lille glas.
Den følgende dag hedder Xalata. Da drager familierne på picnic fx i Buskett Gardens eller andre steder, hvor tømmermænd bedre kan udholdes.
Hver bys festa har sit særpræg, og der er stor rivalisering om, hvem der har den bedste. De blev opfundet af ridderne for at give bønderne lidt adspredelse. I dag er de maltesernes stolthed. Før i tiden hørte det ligefrem til forhandlingerne før et bryllup, hvor mange og hvilke festaer manden skulle love at tage sin kone med til.
Påskeprocessioner
Man oplever også de store processioner i påsken, især langfredag. Her er de ofte meget længere, fordi mange kirker har flere tableauer i overnaturlig størrelse, som bæres rundt i gaderne af hvidkuttede mænd. Den bedst kendte er Mostas. En anden finder sted i Zebbug, hvor rigtige heste trækker romerske stridsvogne. Også her ser man borgerne i kostumer fra Biblens tid. Alle er med – undtagen Eva, hun er der aldrig. Påskens hvidkuttede mænd ligner noget fra Ku Klux Klan, men er det ikke. Det er unge mænd, der har fået en stor ære. De går tal-weghdiet – barfodede og med store tunge lænker om fødderne. Det tunge hverv gives til unge, der har gjort sig fortjent til det, og de står i kø, for sådan en lænket vandretur giver tilgivelse for alverdens synder. Oprindelig var den hvide kutte lavet for, at man ikke skulle genkende synderen, men i dag er det så stor en ære, at de gerne tager hætten af en gang imellem. Langfredagsprocessionen begynder sidst på eftermiddagen – samtidig i alle byer. Man skal komme i god tid, hvis man vil have plads ved kirken, men ellers kan man stille sig ud på ruten. Er man er i bil, så stil bilen et sted, hvor man kan få den fri, når det meste af byen er spærret. Hvis man altså ikke vil have hele festen med.
Se listen over festaer under praktiske oplysninger.
Mest berømte turist på Malta: H.C. Andersen
HC Andersen var vild med Malta
Den mest berømte danske turist på Malta var digteren H.C. Andersen. Han var her i 1840 og beskrev besøget i En Digters Bazar.
Han ankom til Valletta kl. tre om morgenen, og han lovpriste Maltas himmel – flottere himmel havde han end ikke set i Italien. Han fortæller, at han måtte over en vindebro for at komme til Vallettas port, og han beskriver byen, som det kunne have været i dag:
Snart var vi i større Gader, alle Husene havde palaismæssigt Udseende og derhos et eget Præg ved den Mængde grønmalede Trækarnapper, hvormed de vare besatte. Alle Hovedgader luftige og brede og deels macadamiserede, deels brolagte med Lava. Alle så reenlige, ja festlige kunde jeg næsten sige.
Katedralen kalder han ejendommelig, men dog smagfuld. Om maltesere i bøn siger han: skottede fra det Himmelske til de jordiske Reisende. De anede maaske, at Én vilde besynge dem.
Han besøger stormesterens palads, som han finder skummelt udenpå og prægtig indenfor. Specielt er han vild med arsenalet, de blanke våben og rustninger, som stadig pryder gangene i dag. H.C. Andersen var fascineret af Maltas gadeliv:
Hvad der interesserede mig i denne by var Folkelivet, de halvt tilslørede Bønderquinder, hvis Øine lynede bag Sløret, Vrimlen af lasede Tiggere og de mange fremmede Mattroser.
H.C. Andersen bemærker befolkningstætheden, da han kører til Mdina og Rabat:
det hele Malta seer ud, som et Muurværk i Havet! næsten intet Grønt mødte Øiet, kun den gule Grund, der gjennemskares paa kryds og tværs af murede Indhegninger og Bygning ved Bygning; man seer strax, at denne Plet er den meest befolkede paa hele Jorden.
Katedralen i Mdina gør ikke særlig indtryk, for han er mæt af kirker. Om katakomberne skriver han, at de var ligesom i Rom: snevre uhyggelige Gange, hvor man, ved at have seet ti Alen, fuldkomment har Begreb om, hvorledes det seer ud i de næste ti.
Han giver også et rejsetip, som nok kan støde en rejseguideforfatter: Er man paa et Sted, hvor der findes Eet og Andet at see, da gjør man sig det til en Pligt at see det, fordi det staaer i Bøger, fordi der tales derom; men som oftest er Tingen ikke denne Uleilighed værd.
Han ankom til Valletta kl. tre om morgenen, og han lovpriste Maltas himmel – flottere himmel havde han end ikke set i Italien. Han fortæller, at han måtte over en vindebro for at komme til Vallettas port, og han beskriver byen, som det kunne have været i dag:
Snart var vi i større Gader, alle Husene havde palaismæssigt Udseende og derhos et eget Præg ved den Mængde grønmalede Trækarnapper, hvormed de vare besatte. Alle Hovedgader luftige og brede og deels macadamiserede, deels brolagte med Lava. Alle så reenlige, ja festlige kunde jeg næsten sige.
Katedralen kalder han ejendommelig, men dog smagfuld. Om maltesere i bøn siger han: skottede fra det Himmelske til de jordiske Reisende. De anede maaske, at Én vilde besynge dem.
Han besøger stormesterens palads, som han finder skummelt udenpå og prægtig indenfor. Specielt er han vild med arsenalet, de blanke våben og rustninger, som stadig pryder gangene i dag. H.C. Andersen var fascineret af Maltas gadeliv:
Hvad der interesserede mig i denne by var Folkelivet, de halvt tilslørede Bønderquinder, hvis Øine lynede bag Sløret, Vrimlen af lasede Tiggere og de mange fremmede Mattroser.
H.C. Andersen bemærker befolkningstætheden, da han kører til Mdina og Rabat:
det hele Malta seer ud, som et Muurværk i Havet! næsten intet Grønt mødte Øiet, kun den gule Grund, der gjennemskares paa kryds og tværs af murede Indhegninger og Bygning ved Bygning; man seer strax, at denne Plet er den meest befolkede paa hele Jorden.
Katedralen i Mdina gør ikke særlig indtryk, for han er mæt af kirker. Om katakomberne skriver han, at de var ligesom i Rom: snevre uhyggelige Gange, hvor man, ved at have seet ti Alen, fuldkomment har Begreb om, hvorledes det seer ud i de næste ti.
Han giver også et rejsetip, som nok kan støde en rejseguideforfatter: Er man paa et Sted, hvor der findes Eet og Andet at see, da gjør man sig det til en Pligt at see det, fordi det staaer i Bøger, fordi der tales derom; men som oftest er Tingen ikke denne Uleilighed værd.
Støt guiden med drikkepenge på MobilePay på 20216673
Odysseus på Malta
De malker historien godt på Gozo.
Malta spiller en stor rolle i Odysseen, den græske digtcyklus. Malta er Vindenes Ø, og Gozo er Calypsos Ø.
Odysseen begynder, da kongen med sin flåde skal sejle hjem fra Troja efter den trojanske krig (med træhesten). Men Odysseus havde fornærmet solguden Helios og havguden Poseidon, og de hævner sig ved at rejse en orkan, der slår Odysseus og hans skibe ud af kurs. I en halv snes år flakker han rundt i Middelhavet og oplever ting, mens dronning Penelope sidder på Ithaka.
Odysseus kommer til Vindenes Ø, og det mener forskere må være Malta. Han bliver modtaget af kong Æolos, der inviterer ham til at blive en måned. De deltager i lystige gilder, men efter en måned vil han hjem. Kong Æolos forærer ham en skindpose, der indeholder alle vinde: nordenvind, østenvind osv. Odysseus slipper en sydvestvind ud af posen, og så går det stærkt mod Ithaka. Men lige før Ithaka tager Odysseus sig en lur. Mandskabet åbner poserne og alle vindene fører skibet tilbage til Malta. Kong Æolos bliver vred og siger: Alene det, at du kommer her igen, er bevis på, hvor forhadt du er af guderne. Forsvind!
Som hævn fjerner kong Æolos alle vinde, og Odysseus driver afsted, så efter syv år er han minsandten tilbage på Malta, nu på Gozo, ved Ramla Bay, og i en ynkelig stand. Han bliver modtaget af Calypso, der savner en mand, så hun holder Odysseus fanget i tre år. Om natten nyder Odysseus sin elskerinde, om dagen sidder han og længes dronning Penelope.
Til sidst forbarmer krigsgudinden Athene sig. Odysseus får lov til at bygge en båd, og så går det ellers hjemad til konen. Og alt det kan man tænke på, når man står i den blide vind, eller ved nedgangen til Calypsos Hule på Gozo. Men husk lige: Det hele er digt.
Odysseen begynder, da kongen med sin flåde skal sejle hjem fra Troja efter den trojanske krig (med træhesten). Men Odysseus havde fornærmet solguden Helios og havguden Poseidon, og de hævner sig ved at rejse en orkan, der slår Odysseus og hans skibe ud af kurs. I en halv snes år flakker han rundt i Middelhavet og oplever ting, mens dronning Penelope sidder på Ithaka.
Odysseus kommer til Vindenes Ø, og det mener forskere må være Malta. Han bliver modtaget af kong Æolos, der inviterer ham til at blive en måned. De deltager i lystige gilder, men efter en måned vil han hjem. Kong Æolos forærer ham en skindpose, der indeholder alle vinde: nordenvind, østenvind osv. Odysseus slipper en sydvestvind ud af posen, og så går det stærkt mod Ithaka. Men lige før Ithaka tager Odysseus sig en lur. Mandskabet åbner poserne og alle vindene fører skibet tilbage til Malta. Kong Æolos bliver vred og siger: Alene det, at du kommer her igen, er bevis på, hvor forhadt du er af guderne. Forsvind!
Som hævn fjerner kong Æolos alle vinde, og Odysseus driver afsted, så efter syv år er han minsandten tilbage på Malta, nu på Gozo, ved Ramla Bay, og i en ynkelig stand. Han bliver modtaget af Calypso, der savner en mand, så hun holder Odysseus fanget i tre år. Om natten nyder Odysseus sin elskerinde, om dagen sidder han og længes dronning Penelope.
Til sidst forbarmer krigsgudinden Athene sig. Odysseus får lov til at bygge en båd, og så går det ellers hjemad til konen. Og alt det kan man tænke på, når man står i den blide vind, eller ved nedgangen til Calypsos Hule på Gozo. Men husk lige: Det hele er digt.
Øjet i det høje
Øje på en fiskerbåd
Der er overtro på Malta – både fra gammel tid og helt moderne. På mange kirker er der to ure. Det ene er malet på og viser sjældent rigtigt, for det skal forvirre Fanden, så han ikke ved, om det er nat eller dag. På hustage vil man se tyrehorn, der skal skræmme onde ånder. Malteserne har fingertegn, der beskytter dem – en strittende lillefinger og pegefinger maner onde ånder væk. Hvis man dør hjemme, sættes et glas vand og salt ud ved hoveddøren, så sjælen ikke skal forlade huset tørstig. Fjer i hestens hovedtøj skal skåne den for onde ånder.
Det mest almindelige middel mod onde ånder er Osiris-øjet, som er på stævnen af maltesiske fiskerbåde, luzzu. Osiris var en egyptisk gud, der havde et skidt forhold til sin bror, Seth. Så skidt, at Seth myrdede Osiris, skar ham i 14 stykker og spredte ham for alle vinde. Osiris’ kone Isis ledte Egypten tyndt for at finde sin afdøde mands lemmer, og det lykkedes hende at få fat i hans penis. Derefter blev Osiris gud for det evige liv og underverdenens døde. Men ikke nok med det. Parrets søn Horus var himlens gud. Hans øjne var solen og månen. Han ville hævne sin fars død og dræbte onkel Seth i et slagsmål, hvor Horus’ ene øje (månen) faldt ud og blev beskadiget, hvilket er grunden til de forskellige månefaser. Siden er øjet blevet et symbol, der tvinger onde øjne væk. Det er altså egentlig Horus’ øje, der er malet på alle bådene, men det er opkaldt efter hans far.
Det mest almindelige middel mod onde ånder er Osiris-øjet, som er på stævnen af maltesiske fiskerbåde, luzzu. Osiris var en egyptisk gud, der havde et skidt forhold til sin bror, Seth. Så skidt, at Seth myrdede Osiris, skar ham i 14 stykker og spredte ham for alle vinde. Osiris’ kone Isis ledte Egypten tyndt for at finde sin afdøde mands lemmer, og det lykkedes hende at få fat i hans penis. Derefter blev Osiris gud for det evige liv og underverdenens døde. Men ikke nok med det. Parrets søn Horus var himlens gud. Hans øjne var solen og månen. Han ville hævne sin fars død og dræbte onkel Seth i et slagsmål, hvor Horus’ ene øje (månen) faldt ud og blev beskadiget, hvilket er grunden til de forskellige månefaser. Siden er øjet blevet et symbol, der tvinger onde øjne væk. Det er altså egentlig Horus’ øje, der er malet på alle bådene, men det er opkaldt efter hans far.
Klik og kik på andre gratis rejseguider. Alle skrevet af rejsebogsforfattere fra "Turen går til...". Vi har: (helt ny: Skåne)
Azorerne, Brasilien, Dansk Vestindien, Den Dominikanske Republik, Gran Canaria, Israel, Lanzarote, New Zealand, Madeira, Malta, Tenerife
Azorerne, Brasilien, Dansk Vestindien, Den Dominikanske Republik, Gran Canaria, Israel, Lanzarote, New Zealand, Madeira, Malta, Tenerife
Var Paulus på Malta?
Statue af Paulus i Mellieha. Foto Kenneth Bo Jørgensen
Allerede i år 60 kom kristendommen til Malta, og det var ikke hvem som helst, der bragte den hertil: Det var apostlen Paulus, der ankom sammen med evangelisten Lukas.
Man kan ikke undgå at støde på minder om dette besøg. Kirker og gader og alt muligt er opkaldt efter Paulus. Men hvem var han? Han var ikke en af de 12 disciple, han kendte faktisk slet ikke Jesus personligt. Tværtimod var Paulus en ivrig forfølger af kristne, indtil Jesus åbenbarede sig for ham og gjorde ham til sin udsending: apostel. Når han har så stor betydning for kristendommen, skyldes det hans breve, som fylder en stor del af Det Ny Testamente - 13 i alt. De blev skrevet til de menigheder, han grundlagde omkring Middelhavet. Her beskriver han kristendommen, og hvad det vil sige at være kristen, og derfor anses han for den første teolog, og ham giver man æren for, at det blev en verdensreligion. Blandt andet indførte han syndernes forladelse uden at man skal gøre velgerninger for Gud. Gud er der for alle.
I år 53 blev han arresteret i Jerusalem, og han sad i fængsel i to år i Caesarea. Da han var romersk statsborger, skulle han sejles til en domstol i Rom, og det skete sammen med Lukas, der var læge og senere evangelist. På vejen gik skibet på grund ved Malta, på den lille klippeø ved indsejlingen til bugten, der nu hedder St. Paul’s Bay, Paulusbugten. Og her giver vi ordet til Lukas, der beskriver det i Apostlenes Gerninger, kapitlerne 27 og 28:
Da vi nu blev reddet, fik vi at vide, at øen hed Malta, og de indfødte viste os en usædvanlig menneskekærlighed, thi de tændte et bål og tog sig af os alle, da det begyndte at regne, og det var koldt. Og da Paulus havde samlet en bunke kvas og lagde den på bålet, krøb der på grund af varmen en giftslange ud og bed sig fast i hans hånd. Da nu de indfødte så dyret hænge fast ved hans hånd, sagde de til hinanden: ‘Denne mand er sikkert en morder, hvem retfærdighedens gudinde ikke vil lade leve, skønt han er reddet fra havet’. Men han rystede dyret af i ilden og havde ingen mén af det. De ventede nu, at han skulle svulme op eller pludselig falde død om. Men da de havde ventet længe og så, at der ikke skete ham noget galt, slog de helt om og sagde, at han var en gud.«
»I nærheden af dette sted havde øens fornemmeste mand, som hed Publius, en landejendom. Han tog venligt imod os, og vi var hans gæster i tre dage. Nu traf det sig, at Publius’ fader lå syg af feber og blodgang. Paulus gik da ind til ham, bad og lagde hænderne på ham og helbredte ham. Da det var sket, kom også de andre på øen, som havde sygdomme, til ham og blev helbredt. De viste os også megen ære, og da vi skulle sejle bort, forsynede de os med, hvad vi kunne få brug for ...«
Opholdet varede i nogle måneder, og Paulus boede det meste af tiden i en grotte i Rabat. Men han fik alligevel omvendt øen. Også Gozo, selv om han aldrig kom derover, men de kunne høre ham, når han prædikede i Mellieha. Lukas siges at have efterladt sig et par kunstværker på Malta. Et af dem er det Madonnabillede malt direkte på klippen i helligdommen i Mellieha. Man ved, at han var en god maler. Men mest kendt er han for disse linjer: »Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.« Fra Lukas Evangeliet. I den katolske verden er Lukas malernes og billedhuggernes skytshelgen, mens Paulus blev Maltas helgen.
Historien om Malta og Paulus er der altid nogen, der vil ødelægge med fakta. Den tyske historiker, Heinz Warnecke, påstår, at de slet ikke strandede på Malta, men på den græske ø Kephallinia, 100 km syd for Korfu. Warnecke mener, at der er sket navneforveksling ved oversættelsen af Lukas-Evangeliet, fordi Malta i oldtiden hed Melita, og et bjerg på Kephallinia hed Melite. Et af hans argumenter er, at der aldrig har været giftslanger på Malta, så Paulus kunne ikke være blevet bidt af en slange, som skrevet står. Tyskeren er ikke populær på Malta. Det var jo lidt af en bombe under systemet, for meget på Malta er baseret på denne begivenhed. Der er fx en hel del stednavne, der skal ændres, hvis historien ikke passer. Malteserne og Vatikanet holder derfor på deres version. De mener, at der har været slanger på Malta, og det kan bevises, fordi der er fundet tegnede slangeøjne i St. Pauls Grotte i Rabat. Desuden fandt man i 1962 et anker i St. Paul’s Bay, som må stamme fra skibet. Det passer ganske nøje til den type skibe, der var almindelige for 2000 år siden. Ankeret kan ses på Nationalmuseet i Valletta.
Paulus blev i øvrigt henrettet i år 64 af kejser Nero og ligger begravet i Rom under et alter i katedralen Sankt Paulus Uden for Murene. Hans kiste bærer inskriptionen "Paolo Apostolo Mart": Til Paulus, apostel, martyr. Og det er ganske vist.
Man kan ikke undgå at støde på minder om dette besøg. Kirker og gader og alt muligt er opkaldt efter Paulus. Men hvem var han? Han var ikke en af de 12 disciple, han kendte faktisk slet ikke Jesus personligt. Tværtimod var Paulus en ivrig forfølger af kristne, indtil Jesus åbenbarede sig for ham og gjorde ham til sin udsending: apostel. Når han har så stor betydning for kristendommen, skyldes det hans breve, som fylder en stor del af Det Ny Testamente - 13 i alt. De blev skrevet til de menigheder, han grundlagde omkring Middelhavet. Her beskriver han kristendommen, og hvad det vil sige at være kristen, og derfor anses han for den første teolog, og ham giver man æren for, at det blev en verdensreligion. Blandt andet indførte han syndernes forladelse uden at man skal gøre velgerninger for Gud. Gud er der for alle.
I år 53 blev han arresteret i Jerusalem, og han sad i fængsel i to år i Caesarea. Da han var romersk statsborger, skulle han sejles til en domstol i Rom, og det skete sammen med Lukas, der var læge og senere evangelist. På vejen gik skibet på grund ved Malta, på den lille klippeø ved indsejlingen til bugten, der nu hedder St. Paul’s Bay, Paulusbugten. Og her giver vi ordet til Lukas, der beskriver det i Apostlenes Gerninger, kapitlerne 27 og 28:
Da vi nu blev reddet, fik vi at vide, at øen hed Malta, og de indfødte viste os en usædvanlig menneskekærlighed, thi de tændte et bål og tog sig af os alle, da det begyndte at regne, og det var koldt. Og da Paulus havde samlet en bunke kvas og lagde den på bålet, krøb der på grund af varmen en giftslange ud og bed sig fast i hans hånd. Da nu de indfødte så dyret hænge fast ved hans hånd, sagde de til hinanden: ‘Denne mand er sikkert en morder, hvem retfærdighedens gudinde ikke vil lade leve, skønt han er reddet fra havet’. Men han rystede dyret af i ilden og havde ingen mén af det. De ventede nu, at han skulle svulme op eller pludselig falde død om. Men da de havde ventet længe og så, at der ikke skete ham noget galt, slog de helt om og sagde, at han var en gud.«
»I nærheden af dette sted havde øens fornemmeste mand, som hed Publius, en landejendom. Han tog venligt imod os, og vi var hans gæster i tre dage. Nu traf det sig, at Publius’ fader lå syg af feber og blodgang. Paulus gik da ind til ham, bad og lagde hænderne på ham og helbredte ham. Da det var sket, kom også de andre på øen, som havde sygdomme, til ham og blev helbredt. De viste os også megen ære, og da vi skulle sejle bort, forsynede de os med, hvad vi kunne få brug for ...«
Opholdet varede i nogle måneder, og Paulus boede det meste af tiden i en grotte i Rabat. Men han fik alligevel omvendt øen. Også Gozo, selv om han aldrig kom derover, men de kunne høre ham, når han prædikede i Mellieha. Lukas siges at have efterladt sig et par kunstværker på Malta. Et af dem er det Madonnabillede malt direkte på klippen i helligdommen i Mellieha. Man ved, at han var en god maler. Men mest kendt er han for disse linjer: »Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.« Fra Lukas Evangeliet. I den katolske verden er Lukas malernes og billedhuggernes skytshelgen, mens Paulus blev Maltas helgen.
Historien om Malta og Paulus er der altid nogen, der vil ødelægge med fakta. Den tyske historiker, Heinz Warnecke, påstår, at de slet ikke strandede på Malta, men på den græske ø Kephallinia, 100 km syd for Korfu. Warnecke mener, at der er sket navneforveksling ved oversættelsen af Lukas-Evangeliet, fordi Malta i oldtiden hed Melita, og et bjerg på Kephallinia hed Melite. Et af hans argumenter er, at der aldrig har været giftslanger på Malta, så Paulus kunne ikke være blevet bidt af en slange, som skrevet står. Tyskeren er ikke populær på Malta. Det var jo lidt af en bombe under systemet, for meget på Malta er baseret på denne begivenhed. Der er fx en hel del stednavne, der skal ændres, hvis historien ikke passer. Malteserne og Vatikanet holder derfor på deres version. De mener, at der har været slanger på Malta, og det kan bevises, fordi der er fundet tegnede slangeøjne i St. Pauls Grotte i Rabat. Desuden fandt man i 1962 et anker i St. Paul’s Bay, som må stamme fra skibet. Det passer ganske nøje til den type skibe, der var almindelige for 2000 år siden. Ankeret kan ses på Nationalmuseet i Valletta.
Paulus blev i øvrigt henrettet i år 64 af kejser Nero og ligger begravet i Rom under et alter i katedralen Sankt Paulus Uden for Murene. Hans kiste bærer inskriptionen "Paolo Apostolo Mart": Til Paulus, apostel, martyr. Og det er ganske vist.
Støt guiden med drikkepenge på MobilePay på 20216673
De gamle busser var ikke bare busser
Sådan så alle busser ud, foto Kenneth Bo Jørgensen
(OBS: De gamle busser er næsten væk, desværre!!! Men de var en del af Malta i mange år, så nedenstående artikel får lov at stå lidt endnu)
Busser er ikke bare busser på Malta. De har personlighed, så meget at de fleste har navne. Rundt på ruterne kører derfor både Elvis og Danny og Ricky, for ikke at tale om Queen Mary og Lusitania. Andre er opkaldt efter operastjerner, helgener – eller chaufførens mor, svigermor eller kone.
Alle busser kører for det samme selskab, men de fleste busser er ejet af chaufføren, der kæler om den og udsmykker den, så den ikke skal ligne nogen anden. Chaufføren pryder sin plads med plakater af yndlingsfilmstjerner, små plasticblomster ved vinduerne og billeder af hans favorit-helgen. Det sætter han gerne op lige ved indgangen. Derfor ser man, at passagerer gør korsets tegn, inden de træder op i bussen. Det er altså til ære for helgenen, mere end det er af frygt for chaufførens kørsel.
Man skal ikke føle sig hjemme i bussen, men man skal føle, at man er hjemme hos chaufføren. Der følger ganske vist ingen garanti for, at chaufføren er venlig, så det er han sjældent.
Ud over den personlige udsmykning er bussernes alder i sig selv med til at gøre dem til en attraktion. Hvor i den vestlige verden kan man køre rundt i busser fra Frederik d. 9.s tid? Helt tilbage til gamle travere fra 40’erne med lang motorsnude og et åbent hul i siden som dør. Man kan få et helt trip tilbage til 50’ernes gadebillede med alle de charmerende skramlekasser: Bedford-Plaxtons, Dodge, Perkins Diesel og Leyland. De er kommet hertil fra England. Nærmest som gaver, da de var godt gennemkørte i moderlandet. Men da malteserne aldrig smider køretøjer ud – de kan jo altid bruges som sommerhus eller værksted – så er det de samme busser, man kan se i gadebilledet den dag i dag.
Malta har lang tradition for et aparte busvæsen. For de ”gamle” busser, byggede man dem selv – en træbygning blev sat oven på et færdigt chassis. Det betød, at man havde busser med et chassis svarende til en personvogn med en kæmpe vognkasse ovenpå, hvor enderne ragede godt ud over, så passagererne på bagperronen fik en ordentlig gyngetur under kørslen. Siden var man nødt til at se lidt mere alvorligt på sikkerheden, og derfor fik man de nuværende skrammelkasser.
Men efterhånden synes de fleste, at det er lige i overkanten at være udsat for så forældet en vognpark, bare for at turisterne kan klaske sig på lårene af grin. Og nu er udskiftningen desværre i fuld gang. Inden længe har vi almindelige dødssyge busser, der ikke kvæster nyrerne under kørsel.
De offentlige busser er let genkendelige på begge øer. På Malta har de den opsigtsvækkende farvekombination: orange, rød stribe på siden, lyseblåt tag og sort motorhjelm. På Gozo er de lysegrå med rød stribe og hvidt tag. Mere information om busser findes i bogen »The Malta Busses« af Jospeh Bonnici og Michel Cassar.
Busser er ikke bare busser på Malta. De har personlighed, så meget at de fleste har navne. Rundt på ruterne kører derfor både Elvis og Danny og Ricky, for ikke at tale om Queen Mary og Lusitania. Andre er opkaldt efter operastjerner, helgener – eller chaufførens mor, svigermor eller kone.
Alle busser kører for det samme selskab, men de fleste busser er ejet af chaufføren, der kæler om den og udsmykker den, så den ikke skal ligne nogen anden. Chaufføren pryder sin plads med plakater af yndlingsfilmstjerner, små plasticblomster ved vinduerne og billeder af hans favorit-helgen. Det sætter han gerne op lige ved indgangen. Derfor ser man, at passagerer gør korsets tegn, inden de træder op i bussen. Det er altså til ære for helgenen, mere end det er af frygt for chaufførens kørsel.
Man skal ikke føle sig hjemme i bussen, men man skal føle, at man er hjemme hos chaufføren. Der følger ganske vist ingen garanti for, at chaufføren er venlig, så det er han sjældent.
Ud over den personlige udsmykning er bussernes alder i sig selv med til at gøre dem til en attraktion. Hvor i den vestlige verden kan man køre rundt i busser fra Frederik d. 9.s tid? Helt tilbage til gamle travere fra 40’erne med lang motorsnude og et åbent hul i siden som dør. Man kan få et helt trip tilbage til 50’ernes gadebillede med alle de charmerende skramlekasser: Bedford-Plaxtons, Dodge, Perkins Diesel og Leyland. De er kommet hertil fra England. Nærmest som gaver, da de var godt gennemkørte i moderlandet. Men da malteserne aldrig smider køretøjer ud – de kan jo altid bruges som sommerhus eller værksted – så er det de samme busser, man kan se i gadebilledet den dag i dag.
Malta har lang tradition for et aparte busvæsen. For de ”gamle” busser, byggede man dem selv – en træbygning blev sat oven på et færdigt chassis. Det betød, at man havde busser med et chassis svarende til en personvogn med en kæmpe vognkasse ovenpå, hvor enderne ragede godt ud over, så passagererne på bagperronen fik en ordentlig gyngetur under kørslen. Siden var man nødt til at se lidt mere alvorligt på sikkerheden, og derfor fik man de nuværende skrammelkasser.
Men efterhånden synes de fleste, at det er lige i overkanten at være udsat for så forældet en vognpark, bare for at turisterne kan klaske sig på lårene af grin. Og nu er udskiftningen desværre i fuld gang. Inden længe har vi almindelige dødssyge busser, der ikke kvæster nyrerne under kørsel.
De offentlige busser er let genkendelige på begge øer. På Malta har de den opsigtsvækkende farvekombination: orange, rød stribe på siden, lyseblåt tag og sort motorhjelm. På Gozo er de lysegrå med rød stribe og hvidt tag. Mere information om busser findes i bogen »The Malta Busses« af Jospeh Bonnici og Michel Cassar.
Ridderne taget til nåde
Riddernes ambassade i Valletta.
Malteserne så noget skadefro til, da Napoleon i 1798 smed ridderne på porten. De var trætte af de forkælede, rige mænd, der ikke lavede dagens gerning, og som slet ikke forsvarede øen. Så da Napoleon blev slået af englænderne, og ridderne ville hjem igen, nægtede malteserne dem adgang. Den nye koloniherre, England, havde heller ingen fidus til ridderne. Så stormesteren sad i Rom med det resultat, og ordenen gik i opløsning. I Rusland blev der oprettet et priorat for landflygtige riddere, og da stormester von Hompesch i juli 1799 trådte tilbage, blev den russiske zar Paul 1. stormester. Det blev aldrig godkendt af paven.
I 1834 genopstod ordenen med hovedkvarter i Rom som Knights of Sovereign Military Hospital Order of St. John of Jerusalem, Rhode and Malta forkortet til SMOM. Den skilte sig af med det militære og satsede på humanitært arbejde. Den åbnede hospitaler i Rom, Napoli og Palæstina, og den oprettede ambulancetjeneste i mange lande og i alverdens konflikter. I 1872 etablerede man sig igen med stormester og ridder-titler, og der blev udsendt ambassadører, også til Malta, hvor man 100 år efter bortvisningen fik en filial.
Mange lande anerkender stadig Johanniterordenen som en nation, selv om den ikke har noget land. Den har diplomatiske forbindelser til 83 forskellige lande, og den har siden 1994 haft observatør-status i FN. Ordenen har i dag 10.000 riddere.
Selv om ridderne har aktiviteter i hele verden, har de stadig et blødt punkt for Malta, hvor de har mange projekter, lige fra en blodbank til en besøgsordning for ældre. Malta får store beløb til forskning i johanniterordenens historie og til at holde udstillinger om riddertiden. Derfor er ordenen efterhånden mere levende end nogensinde på øen. Ridderne kommer i stort tal på pilgrimsrejse hvert år til Ta’ Pinu på Gozo. 8. september mødes riddere på årsdagen for afslutningen på Den Store Belejring i 1565 – i fuld galla – for at mindes de døde riddere ved en gudstjeneste i St. John’s Co-Cathedral.
Den nuværende stormester er skotte, men har sommerbolig på Malta. Ridderordenen har diplomatiske forbindelser med Malta og ambassade i St. John’s Cavalier i Valletta. Siden 1991 har ordenen haft en bolig på Fort Angelo.
Den danske johanniterorden blev genetableret i 1934, men den er ikke godkendt af Rom, fordi den er protestantisk. Den gjorde sig bemærket ved at stå bag et privathospital i Gram i Sønderjylland. Ordenen har udgivet et par bøger. Få flere oplysninger om ridderne i dag på http://www.smominfo.org
I 1834 genopstod ordenen med hovedkvarter i Rom som Knights of Sovereign Military Hospital Order of St. John of Jerusalem, Rhode and Malta forkortet til SMOM. Den skilte sig af med det militære og satsede på humanitært arbejde. Den åbnede hospitaler i Rom, Napoli og Palæstina, og den oprettede ambulancetjeneste i mange lande og i alverdens konflikter. I 1872 etablerede man sig igen med stormester og ridder-titler, og der blev udsendt ambassadører, også til Malta, hvor man 100 år efter bortvisningen fik en filial.
Mange lande anerkender stadig Johanniterordenen som en nation, selv om den ikke har noget land. Den har diplomatiske forbindelser til 83 forskellige lande, og den har siden 1994 haft observatør-status i FN. Ordenen har i dag 10.000 riddere.
Selv om ridderne har aktiviteter i hele verden, har de stadig et blødt punkt for Malta, hvor de har mange projekter, lige fra en blodbank til en besøgsordning for ældre. Malta får store beløb til forskning i johanniterordenens historie og til at holde udstillinger om riddertiden. Derfor er ordenen efterhånden mere levende end nogensinde på øen. Ridderne kommer i stort tal på pilgrimsrejse hvert år til Ta’ Pinu på Gozo. 8. september mødes riddere på årsdagen for afslutningen på Den Store Belejring i 1565 – i fuld galla – for at mindes de døde riddere ved en gudstjeneste i St. John’s Co-Cathedral.
Den nuværende stormester er skotte, men har sommerbolig på Malta. Ridderordenen har diplomatiske forbindelser med Malta og ambassade i St. John’s Cavalier i Valletta. Siden 1991 har ordenen haft en bolig på Fort Angelo.
Den danske johanniterorden blev genetableret i 1934, men den er ikke godkendt af Rom, fordi den er protestantisk. Den gjorde sig bemærket ved at stå bag et privathospital i Gram i Sønderjylland. Ordenen har udgivet et par bøger. Få flere oplysninger om ridderne i dag på http://www.smominfo.org
Paradis for kirkegængere - 591 hellige steder
Der er så mange kirker på Malta, at man kan se en ny hver eneste dag i løbet af et år. Sådan hører man ofte guider fortælle, og det er også lidt sandt, men 365 er der ikke.
Hvis vi tæller kirker i gængs forstand, er der 323. Af forskellig størrelse og betydning i forhold til den romersk-katolske kirkes rangorden, og Malta har alle slags. Den fineste kirke er katedralen i Mdina, for her bor ærkebiskoppen for hele landet. Officielt hedder det en metropolitan-katedral. I Victoria på Gozo er der også en vaskeægte katedral, for her har biskoppen sæde. Og så er der Co-katedralen St. John i Valletta, som blev sideordnet katedral, da ridderne blev smidt ud i 1798. Ridderkirken var da så prægtig, at det gav god mening for ærkebispen også at have en stol her. Dernæst er de 11 basilikaer – syv på Malta, fire på Gozo. Det er større kirker, som har en særlig betydning, og som er knyttet til paven. De er udstyret med pavestol og pavealter, så paven kan holde messe i dem, hvis han er på de kanter. De må også bruge pavens våben, og de skal fejre årsdagen for pavens valg og indsættelse. Det er f.eks. kirken midt i Mosta. Endelig er der de almindelige kirker, 73 sognekirker og 236 kirker. Men så er der også 241 små og store kapeller. De er ikke – som herhjemme – til begravelser, men små kirker, hvor der kan bedes til forskellige helgener. Endelig er der 15 helligdomme, hvor der er sket noget mirakuløst, som man valfarter til for at bede til en helgen, f.eks. helligdommen i Mellieha med maleriet af evangelisten Lukas. Endelig er der en række pastorale centre, så alt i alt er der svimlende 591 hellige steder på Malta, hvorfra bønnerne kan stige til himmels. Se mere om kirketællingen på www.quddies.com.mt
Hvis vi tæller kirker i gængs forstand, er der 323. Af forskellig størrelse og betydning i forhold til den romersk-katolske kirkes rangorden, og Malta har alle slags. Den fineste kirke er katedralen i Mdina, for her bor ærkebiskoppen for hele landet. Officielt hedder det en metropolitan-katedral. I Victoria på Gozo er der også en vaskeægte katedral, for her har biskoppen sæde. Og så er der Co-katedralen St. John i Valletta, som blev sideordnet katedral, da ridderne blev smidt ud i 1798. Ridderkirken var da så prægtig, at det gav god mening for ærkebispen også at have en stol her. Dernæst er de 11 basilikaer – syv på Malta, fire på Gozo. Det er større kirker, som har en særlig betydning, og som er knyttet til paven. De er udstyret med pavestol og pavealter, så paven kan holde messe i dem, hvis han er på de kanter. De må også bruge pavens våben, og de skal fejre årsdagen for pavens valg og indsættelse. Det er f.eks. kirken midt i Mosta. Endelig er der de almindelige kirker, 73 sognekirker og 236 kirker. Men så er der også 241 små og store kapeller. De er ikke – som herhjemme – til begravelser, men små kirker, hvor der kan bedes til forskellige helgener. Endelig er der 15 helligdomme, hvor der er sket noget mirakuløst, som man valfarter til for at bede til en helgen, f.eks. helligdommen i Mellieha med maleriet af evangelisten Lukas. Endelig er der en række pastorale centre, så alt i alt er der svimlende 591 hellige steder på Malta, hvorfra bønnerne kan stige til himmels. Se mere om kirketællingen på www.quddies.com.mt
Navnet er Borg
Hvis man skal lede efter Joseph Camilier eller Angelo Borg eller en eller anden Mifsud, så kan man lede længe på Malta, for det hedder de næsten alle sammen. I én gade kan der bo 2-3 Angelo Borg’er. For at gøre det noget lettere, har de fleste kælenavne, og de kan efterhånden blive så anerkendte, at man lader dem gå videre til de næste generation. På officielle formularer er der plads til både familienavn og kælenavn.
Hvis man skal lede efter Joseph Camilier eller Angelo Borg eller en eller anden Mifsud, så kan man lede længe på Malta, for det hedder de næsten alle sammen. I én gade kan der bo 2-3 Angelo Borg’er. For at gøre det noget lettere, har de fleste kælenavne, og de kan efterhånden blive så anerkendte, at man lader dem gå videre til de næste generation. På officielle formularer er der plads til både familienavn og kælenavn.
Trivia om Malta
To slags biler på Malta har anderledes nummerplader end andre. Biskoppens har en bispehue på nummerpladen, og rustvogne har kendingsbogstaverne: RIP – Rest in Peace.
Ridderne har sat deres præg på det maltesiske sprog. Stormester Lascaris var en mørk og trist mand. Så malteserne siger, at du har Lascaris-ansigt, hvis du ser lidt trist ud.
Alla siger man ofte i Maltas kirker. Det skyldes ikke muslimer, der er gået forkert. På maltesisk hedder Gud Alla.
Flere danske konger tog på korstog til Jerusalem, deriblandt Erik Ejegod. Han skulle sone, at han havde dræbt nogle af sine livvagter. Hans dronning Bodil døde på rejsen.
General Dwight Eisenhower, de allieredes øverste militær chef, mente, at Maltas indsats havde betydet, at 2. verdenskrig blev et år kortere.
Man skal passe på med at spise de lækre figner fra kaktus. For den kan bedøve urinblærens lukkemuskel, så man mister kontrollen.
Adelsfamilien solgte Vallettas jord til Valette for: Fem hvedekerner og et glas vand, som stormesteren skulle fortære en gang om året.
Stormester Valette blev Vallettas første indbygger, men var død ved indvielsen. Han blev gravsat i 1568 i Our Lady of Victory, senere flyttet til katedralens kælder.
En stormester sendte en juvelbesat figur af en falk til kejser Karl 5. som tak for Malta, men den blev stjålet. Den falk slås de om i filmen Ridderfalken med Humphrey Bogart.
Ridderne opfandt det, vi i dag kalder hospice. På hospitalet var der en afdeling på 20 senge, hvor de uhelbredeligt syge fik særlig pleje og blev forberedt på deres liv i det hinsides.
Der var ni langues, da ridderne kom til Malta: England, Tyskland, Italien, Frankrig, de franske områder Auvergne og Provence, samt de spanske kongeriger Castile et Leon og Aragonien. Der blev kun bygget syv herberger, for nogle slog sig sammen.
Maltas havde 63 inkvisitorer på 237 år. To blev paver: Fabio Chigi blev Alexander VII og Antonio Pignatelli blev Innocens XII. 25 blev kardinaler. Mange maltesere måtte på pinebænken for at sikre så fornemme karrierer.
Grækere udgjorde den største menighed i Vittoriosa, fordi ridderne havde taget tusinder af dem med, da de flygtede fra Rhodos. Byen har stadig en græsk menighed af efterkommerne.
Sliema fik sit navn, fordi der engang stod en Madonna-statue ud til kysten, som fiskerne hilste med Sliem ghalik Marija! – Hil hellige Maria! Det blev lidt efter lidt til Sliema.
Maltas lufthavn har en af verdens længste startbaner. Den er 3,544 km lang og kan derfor sagtens modtage jumbojets.
Mødet mellem Gorbatjov og George Bush, der afsluttede den kolde krig, skulle være holdt i Valletta, men af sikkerheds hensyn blev det holdt på et krigsskib i bugten ved Birzebbuga.
Den danske generalkonsul i Malta, Karl Marius Gollcher, er 4. generation af danske konsuler af Gollcher-familien. Hans forfader Olof Frederik Gollcher kom fra Sverige og etablerede rederiet O.F. Gollcher & Sons. Han var den første, der satte rutefart ind mellem Gozo og Malta. I 1874 blev han svensk konsul. Og i 1901 blev hans søn William dansk konsul. Siden er titlen gået i arv i familien. Se han palads i Mdina.
Ridderne har sat deres præg på det maltesiske sprog. Stormester Lascaris var en mørk og trist mand. Så malteserne siger, at du har Lascaris-ansigt, hvis du ser lidt trist ud.
Alla siger man ofte i Maltas kirker. Det skyldes ikke muslimer, der er gået forkert. På maltesisk hedder Gud Alla.
Flere danske konger tog på korstog til Jerusalem, deriblandt Erik Ejegod. Han skulle sone, at han havde dræbt nogle af sine livvagter. Hans dronning Bodil døde på rejsen.
General Dwight Eisenhower, de allieredes øverste militær chef, mente, at Maltas indsats havde betydet, at 2. verdenskrig blev et år kortere.
Man skal passe på med at spise de lækre figner fra kaktus. For den kan bedøve urinblærens lukkemuskel, så man mister kontrollen.
Adelsfamilien solgte Vallettas jord til Valette for: Fem hvedekerner og et glas vand, som stormesteren skulle fortære en gang om året.
Stormester Valette blev Vallettas første indbygger, men var død ved indvielsen. Han blev gravsat i 1568 i Our Lady of Victory, senere flyttet til katedralens kælder.
En stormester sendte en juvelbesat figur af en falk til kejser Karl 5. som tak for Malta, men den blev stjålet. Den falk slås de om i filmen Ridderfalken med Humphrey Bogart.
Ridderne opfandt det, vi i dag kalder hospice. På hospitalet var der en afdeling på 20 senge, hvor de uhelbredeligt syge fik særlig pleje og blev forberedt på deres liv i det hinsides.
Der var ni langues, da ridderne kom til Malta: England, Tyskland, Italien, Frankrig, de franske områder Auvergne og Provence, samt de spanske kongeriger Castile et Leon og Aragonien. Der blev kun bygget syv herberger, for nogle slog sig sammen.
Maltas havde 63 inkvisitorer på 237 år. To blev paver: Fabio Chigi blev Alexander VII og Antonio Pignatelli blev Innocens XII. 25 blev kardinaler. Mange maltesere måtte på pinebænken for at sikre så fornemme karrierer.
Grækere udgjorde den største menighed i Vittoriosa, fordi ridderne havde taget tusinder af dem med, da de flygtede fra Rhodos. Byen har stadig en græsk menighed af efterkommerne.
Sliema fik sit navn, fordi der engang stod en Madonna-statue ud til kysten, som fiskerne hilste med Sliem ghalik Marija! – Hil hellige Maria! Det blev lidt efter lidt til Sliema.
Maltas lufthavn har en af verdens længste startbaner. Den er 3,544 km lang og kan derfor sagtens modtage jumbojets.
Mødet mellem Gorbatjov og George Bush, der afsluttede den kolde krig, skulle være holdt i Valletta, men af sikkerheds hensyn blev det holdt på et krigsskib i bugten ved Birzebbuga.
Den danske generalkonsul i Malta, Karl Marius Gollcher, er 4. generation af danske konsuler af Gollcher-familien. Hans forfader Olof Frederik Gollcher kom fra Sverige og etablerede rederiet O.F. Gollcher & Sons. Han var den første, der satte rutefart ind mellem Gozo og Malta. I 1874 blev han svensk konsul. Og i 1901 blev hans søn William dansk konsul. Siden er titlen gået i arv i familien. Se han palads i Mdina.
Støt guiden med drikkepenge på MobilePay på 20216673
Kendte maltesere
Boffa, Sir Paul (1890-1962). Læge. I 1921 socialistisk politiker, i 1947 statsminister. En statue af Boffa står på Castillepladsen i hjørnet ind til Our Lady’s Church
De Bono, Edward (f. 1933). Filosof med speciale i kreativ tankeproces. Rådgiver for Microsoft, har institut i Melbourne. I dag bosat i Venedig.
Borg Olivier, Giorgio (1911-80). Jurist og fem gange Maltas statsminister. Ledede forhandlingerne med englænderne om Maltas uafhængighed.
Caravaggio, Michelangelo Marisi (1571-1610). Italiensk maler. Kendt for naturalistiske billeder, der nærmest ligner fotografier. I 1606 begik han drab på en alfons i Rom og flygtede til Malta, hvor stormesteren gav ham store opgaver, og han blev æresridder. Men da han begik endnu et drab, blev han indespærret på Fort St. Angelo, hvorfra han flygtede til Italien. Han bad paven om nåde, men nåede aldrig at få den, før han døde på en strand – nogle mener alfonsens familie tog hævn. I Vatikanet er han bl.a. repræsenteret ved billedet
»Kristi Gravlægning«. I Louvre hænger hans maleri af stormester de Wignacourt, men mesterværket hænger i domkirken i Valletta.
De Bono, Edward (f. 1933). Filosof med speciale i kreativ tankeproces. Rådgiver for Microsoft, har institut i Melbourne. I dag bosat i Venedig.
Borg Olivier, Giorgio (1911-80). Jurist og fem gange Maltas statsminister. Ledede forhandlingerne med englænderne om Maltas uafhængighed.
Caravaggio, Michelangelo Marisi (1571-1610). Italiensk maler. Kendt for naturalistiske billeder, der nærmest ligner fotografier. I 1606 begik han drab på en alfons i Rom og flygtede til Malta, hvor stormesteren gav ham store opgaver, og han blev æresridder. Men da han begik endnu et drab, blev han indespærret på Fort St. Angelo, hvorfra han flygtede til Italien. Han bad paven om nåde, men nåede aldrig at få den, før han døde på en strand – nogle mener alfonsens familie tog hævn. I Vatikanet er han bl.a. repræsenteret ved billedet
»Kristi Gravlægning«. I Louvre hænger hans maleri af stormester de Wignacourt, men mesterværket hænger i domkirken i Valletta.
Cassar, Gerolamo (1520-1586). Arkitekt og bygmester. Overtog opførelsen af den nye hovedstad Valletta, da pavens bygmester Francesco Laparelli rejste hjem til Rom. Har tegnet domkirken og de fleste ridderherberger.
Dimech, Manwel (1860-1921). Politiker. Landets første socialistiske propagandist. Blev forvist til Alexandria. En statue af Dimech står foran Statsministeriet i Valletta.
Ebejer, Francis (1925—1993), forfatter og dramatiker. Han skrev syv romaner på engelsk og en på maltesisk. Dertil over 50 skuespil, som blev opført i flere lande. En af hans største internationale succeser var skuespillet Summer Holidays fra 1962. Han er æresdoktor ved flere universiteter i Frankrig
England, Richard (1948). Arkitekt. Udnævnt til æresmedlem af det amerikanske arkitektinstitut i 1999 som anerkendelse for hans store resultater som designer.
Favray, Antoine de (1706-1798). Fransk maler. Kom til Malta og udsmykkede flere af
øens kirker. Ridderne stod i kø for at blive malet af ham. Blev æresridder.
Fenech Adami, E. (1934). Statsminister 1987-1996 og 1998-2004. Præsident i 2004-2009.
Gafà, Lorenzo (1630-1710). Arkitekt. Den maltesiske baroks store mester. Uddannet af Bernini i Rom. Hans mesterværk er katedralen i Mdina. Har også bygget domkirken i Victoria på Gozo og flere landsbykirker.
Gafà, Melchiorre (1635-1767). Kunstner. Mest kendt for Paulusstatuen i St. Paul’s skibbrudskirke i Valletta. Bror til ovennævnte.
Kirkop, Oreste (1923-1998). Operasanger. Nåede verdensberømmelse på operascenerne ikke mindst i London og New York. Titelrolle i filmen The Vagabond King.
Mamo, Anthony (1909-2008). I 1971 første maltesiskfødte generalguvernør og derefter landets første præsident 1974-76.
Marco, Guido (1931-). Præsident 1999-2004. Tidligere udenrigsminister. Sad 33 år i parlamentet for Nationalistpartiet. Var i 1990 formand for FNs generalforsamling og opnåede stor international anerkendelse.
Mintoff, Dom (1916-). Premierminister 1955-58 og 1971-84. Uddannet ingeniør og arkitekt, delvis i Oxford. Iværksatte betydelige sociale reformer og boligbyggeri. Chokerede vesten med sine forbindelser til Kina og Libyens Ghadaffi. Det venskab blev dog pludselig afbrudt på grund af uenighed om olieboringer i farvandet mellem de to nationer
Dimech, Manwel (1860-1921). Politiker. Landets første socialistiske propagandist. Blev forvist til Alexandria. En statue af Dimech står foran Statsministeriet i Valletta.
Ebejer, Francis (1925—1993), forfatter og dramatiker. Han skrev syv romaner på engelsk og en på maltesisk. Dertil over 50 skuespil, som blev opført i flere lande. En af hans største internationale succeser var skuespillet Summer Holidays fra 1962. Han er æresdoktor ved flere universiteter i Frankrig
England, Richard (1948). Arkitekt. Udnævnt til æresmedlem af det amerikanske arkitektinstitut i 1999 som anerkendelse for hans store resultater som designer.
Favray, Antoine de (1706-1798). Fransk maler. Kom til Malta og udsmykkede flere af
øens kirker. Ridderne stod i kø for at blive malet af ham. Blev æresridder.
Fenech Adami, E. (1934). Statsminister 1987-1996 og 1998-2004. Præsident i 2004-2009.
Gafà, Lorenzo (1630-1710). Arkitekt. Den maltesiske baroks store mester. Uddannet af Bernini i Rom. Hans mesterværk er katedralen i Mdina. Har også bygget domkirken i Victoria på Gozo og flere landsbykirker.
Gafà, Melchiorre (1635-1767). Kunstner. Mest kendt for Paulusstatuen i St. Paul’s skibbrudskirke i Valletta. Bror til ovennævnte.
Kirkop, Oreste (1923-1998). Operasanger. Nåede verdensberømmelse på operascenerne ikke mindst i London og New York. Titelrolle i filmen The Vagabond King.
Mamo, Anthony (1909-2008). I 1971 første maltesiskfødte generalguvernør og derefter landets første præsident 1974-76.
Marco, Guido (1931-). Præsident 1999-2004. Tidligere udenrigsminister. Sad 33 år i parlamentet for Nationalistpartiet. Var i 1990 formand for FNs generalforsamling og opnåede stor international anerkendelse.
Mintoff, Dom (1916-). Premierminister 1955-58 og 1971-84. Uddannet ingeniør og arkitekt, delvis i Oxford. Iværksatte betydelige sociale reformer og boligbyggeri. Chokerede vesten med sine forbindelser til Kina og Libyens Ghadaffi. Det venskab blev dog pludselig afbrudt på grund af uenighed om olieboringer i farvandet mellem de to nationer
Mattia Preti
Preti, Mattia (1613-99). Italiensk maler fra Calabrien. Arbejdede en årrække på Malta og har bl.a. udsmykket loftet i St. John’s Co-Cathedral i Valletta og skabt freskomaleriet »Pauli Skibbrud« i Mdinas domkirke. Preti blev æresridder og er begravet i katedralen i Valletta.
Sciortino, Antonio (1883-1947). Kunstner. Hans mesterværk er skulpturen Gadedrengene, der står i Upper Barracca Gardens i Valletta. Samme sted står hans statue af den tidligere maltesiske statsminister, Lord G. Strickland. Over for retsbygningen ses hans monument »Den Store Belejring«
Tabone, Vincent (1913). Præsident 1989-94. Øjenlæge. Ledede i 1948 kampen mod den smitsomme øjenbetændelse tracoma, der hærgede på Gozo. Siden WHOs rådgiver i tracoma-bekæmpelse flere steder i verden.
Zammit, Theomistocles (1864-1935). Arkæolog. Stod for de større arkæologiske fund på Malta. I 1930 rektor for Maltas universitet, senere direktør for Nationalmuseet.
Sciortino, Antonio (1883-1947). Kunstner. Hans mesterværk er skulpturen Gadedrengene, der står i Upper Barracca Gardens i Valletta. Samme sted står hans statue af den tidligere maltesiske statsminister, Lord G. Strickland. Over for retsbygningen ses hans monument »Den Store Belejring«
Tabone, Vincent (1913). Præsident 1989-94. Øjenlæge. Ledede i 1948 kampen mod den smitsomme øjenbetændelse tracoma, der hærgede på Gozo. Siden WHOs rådgiver i tracoma-bekæmpelse flere steder i verden.
Zammit, Theomistocles (1864-1935). Arkæolog. Stod for de større arkæologiske fund på Malta. I 1930 rektor for Maltas universitet, senere direktør for Nationalmuseet.
Litteratur
Turells krimi foregår på Mellieha Holiday.
Der findes en del litteratur og rejseskildringer om Malta på dansk, men ikke meget af nyere dato:
H.C. Andersen: En Digters Bazar, 1842.
Hans Bendix: Rejse i Middelhavet, 1955. (Bogen har essayet På Cykel hos Stormesteren).
D. Bøthner: Malta, et historisk Rids, 1976.
Elsebeth Egholm: Mig og Min Ø, 2000 og Scirocco, 2000. Morsomme indtryk fra Gozo.
Vilh. Lorenzen: De danske Johanniterklostres Bygningshistorie, 1927.
Nicholas Monsarrat: Kapellanen på Malta, 1974.
Ny Testamente: Apostlenes Gerninger, kapitel 27 og 28, fortæller evangelisten Lukas om sine og Paulus’ oplevelser på Malta i året 60 e.Kr.
Erik Reitzel-Nielsen: Johanniterriddernes historie med særligt henblik på de nordiske lande, 3 bind, hver på 4-500 sider. Første bind udkom i 1984, andet i 1988 og tredje i 1991.
Fr. Svendsen: Johanniterne og Røde Kors, 1937. (En historisk oversigt).
Povl Tolderlund-Hansen: Napoleon og Malteserridderne, 1987. (Roman om den franske besættelse, om riddernes sidste dage og om maltesernes modstandsbevægelse).
Povl Tolderlund-Hansen: For en Ridderordens Skyld, 1987. (Om ordenen med hovedvægt på riddernes virke i Danmark fra bl.a. Antvorskov Kloster).
Dan Turell: Mord på Malta, 1982 (krimi, der foregår i Mellieha Holiday Center i bungalow 107), og dele af essaysamlingen As time goes by 1989.
Dun Karm, Digte fra Malta, med forord af Dan Turell, Fiskers forlag.
Filmen The Malta Story med Alec Guiness om Malta under 2. Verdenskrig – fås på video.
H.C. Andersen: En Digters Bazar, 1842.
Hans Bendix: Rejse i Middelhavet, 1955. (Bogen har essayet På Cykel hos Stormesteren).
D. Bøthner: Malta, et historisk Rids, 1976.
Elsebeth Egholm: Mig og Min Ø, 2000 og Scirocco, 2000. Morsomme indtryk fra Gozo.
Vilh. Lorenzen: De danske Johanniterklostres Bygningshistorie, 1927.
Nicholas Monsarrat: Kapellanen på Malta, 1974.
Ny Testamente: Apostlenes Gerninger, kapitel 27 og 28, fortæller evangelisten Lukas om sine og Paulus’ oplevelser på Malta i året 60 e.Kr.
Erik Reitzel-Nielsen: Johanniterriddernes historie med særligt henblik på de nordiske lande, 3 bind, hver på 4-500 sider. Første bind udkom i 1984, andet i 1988 og tredje i 1991.
Fr. Svendsen: Johanniterne og Røde Kors, 1937. (En historisk oversigt).
Povl Tolderlund-Hansen: Napoleon og Malteserridderne, 1987. (Roman om den franske besættelse, om riddernes sidste dage og om maltesernes modstandsbevægelse).
Povl Tolderlund-Hansen: For en Ridderordens Skyld, 1987. (Om ordenen med hovedvægt på riddernes virke i Danmark fra bl.a. Antvorskov Kloster).
Dan Turell: Mord på Malta, 1982 (krimi, der foregår i Mellieha Holiday Center i bungalow 107), og dele af essaysamlingen As time goes by 1989.
Dun Karm, Digte fra Malta, med forord af Dan Turell, Fiskers forlag.
Filmen The Malta Story med Alec Guiness om Malta under 2. Verdenskrig – fås på video.
Du kan støtte guiden på MobilePay på tlf. 20216673
