De Tre Byer
Alt om De Tre Byer: Birgu (Vittoriosa), Senglea og Cospicua. Verdens største kanon på Rinella fortet, Maltas filmby - og byen med paraplygade.
Se byen med paraplygade
Af Kenneth Bo Jørgensen
Mange ser kun De Tre Byer ovre fra Valletta, hvor man har skønt vue til halvøerne med byerne Birgu (Vittoriosa), Senglea og Cospicua. Men smut over, for der er masser at se, ikke mindst i Vittoriosa. De Tre Byer hed oprindeligt: Birgu, Bormla og L'Isla, og det har man kaldt dem hele tiden, men nu er det nærmest blevet de officielle navne igen. Selv om de skiftede navn for over 400 år siden. Malteserne er vant til navneforvirring. Byerne er beskyttet af to forsvarsværker: Margarita Lines fra 1638, og fæstningen uden om dem i en fem kilometer stor halvcirkel - Cottonera Lines. Bag de tykke mure kunne man samle og forsvare 40.000 mennesker, hvis Malta blev angrebet. De står der endnu.
De Tre Byer ligger i gåafstand fra hinanden, man aner knapt, hvornår en ender, og en anden begynder, men de opfatter sig som meget forskellige. Napoleon gav dem øgenavnet "De Tre Byer", for så bekrigede de hinanden endnu mere og lagde knapt mærke til, at han plyndrede dem. Alle tre blev bombet under 2. Verdenskrig, for tyskerne ville smadre de store skibsværfter. Men Vittoriosa slap nådigt. På vej til Cospicua fra vest ser man skibsværfterne, Maltas stolthed. Der er stadig gang i dem, især med reparationer af skibe fra hele verden.
Sidst på siden besøger vi Rinella-fortet med verdens største kanon, Maltas filmby og Zabbar.
Mange ser kun De Tre Byer ovre fra Valletta, hvor man har skønt vue til halvøerne med byerne Birgu (Vittoriosa), Senglea og Cospicua. Men smut over, for der er masser at se, ikke mindst i Vittoriosa. De Tre Byer hed oprindeligt: Birgu, Bormla og L'Isla, og det har man kaldt dem hele tiden, men nu er det nærmest blevet de officielle navne igen. Selv om de skiftede navn for over 400 år siden. Malteserne er vant til navneforvirring. Byerne er beskyttet af to forsvarsværker: Margarita Lines fra 1638, og fæstningen uden om dem i en fem kilometer stor halvcirkel - Cottonera Lines. Bag de tykke mure kunne man samle og forsvare 40.000 mennesker, hvis Malta blev angrebet. De står der endnu.
De Tre Byer ligger i gåafstand fra hinanden, man aner knapt, hvornår en ender, og en anden begynder, men de opfatter sig som meget forskellige. Napoleon gav dem øgenavnet "De Tre Byer", for så bekrigede de hinanden endnu mere og lagde knapt mærke til, at han plyndrede dem. Alle tre blev bombet under 2. Verdenskrig, for tyskerne ville smadre de store skibsværfter. Men Vittoriosa slap nådigt. På vej til Cospicua fra vest ser man skibsværfterne, Maltas stolthed. Der er stadig gang i dem, især med reparationer af skibe fra hele verden.
Sidst på siden besøger vi Rinella-fortet med verdens største kanon, Maltas filmby og Zabbar.
Cospicua
Byen hed Bormla, da den i 1500-tallet var et lille fiskerleje. Senere fik den navnet Cospicua – Den Synlige, da den blev by i forbindelse med de nye befæstninger i 1700. Byen har smalle, stejle gader og trappebelagte sidestræder. Den Ubesmittede Undfangelses Kirke fra 1637 har rige samlinger af sølv, som er værd at se, hvis man har de lyster.
Senglea
Senglea kaldes stadig L’Isla (øen), men da området riddernes jagtrevir, opkaldte man det efter stormester Sengle. Ridderne kunne jo ikke være nogen steder uden at bygge en fæstning, så de opførte St. Michael Fort i 1552, og omkring det opstod byen. Fortets bastioner gik helt til Isola Point.
Byen hed Bormla, da den i 1500-tallet var et lille fiskerleje. Senere fik den navnet Cospicua – Den Synlige, da den blev by i forbindelse med de nye befæstninger i 1700. Byen har smalle, stejle gader og trappebelagte sidestræder. Den Ubesmittede Undfangelses Kirke fra 1637 har rige samlinger af sølv, som er værd at se, hvis man har de lyster.
Senglea
Senglea kaldes stadig L’Isla (øen), men da området riddernes jagtrevir, opkaldte man det efter stormester Sengle. Ridderne kunne jo ikke være nogen steder uden at bygge en fæstning, så de opførte St. Michael Fort i 1552, og omkring det opstod byen. Fortets bastioner gik helt til Isola Point.
Vedette i Senglea
Her kan man se det mest fotograferede vagttårn på Malta, Vedette. Over døren er et relief af en pelikan (symbol på kristendom), og de øvrige sider har øjne og ører, der skal huske vagterne på at være årvågne. Under Den Store Belejring spændte man en jernkæde ud fra Fort St. Angelo i Vittoriosa til Vedette. Kæden forhindrede tyrkiske skibe i at sejle ind i bugten. Man kan se krogen, hvorpå kæden sad. Fortet blev revet ned i 1922 for at give plads til en dok. Men Vedette er bevaret, med pragtudsigt til dokkerne, Marsa, Valletta, Grand Harbour og St. Angelo.
Sengleas hovedkirke Our Lady of Victories fra 1743 blev jævnet med jorden i 1941, da tyskerne tæppebombede havnen for at få ram på det engelske krigsskib Illustrious, der lå i dok, tæt på kirken. Den nye version er fra 1957, og kuplen blev først færdig i 1995. Den er kendt for sin Kristus-statue, som man valfarter til for at få udført mirakler. Under bombardementet stod den ude og uberørt foran kirken, mens bomberne regnede ned. Foran kirken mindes et monument krigens døde. Byens anden kirke, St. Philip, ved havnen, er bygget i 1662 og blev skånet under krigen. Senglea har fest 8. september, der omfatter flot Regatta i bugten.
Sengleas hovedkirke Our Lady of Victories fra 1743 blev jævnet med jorden i 1941, da tyskerne tæppebombede havnen for at få ram på det engelske krigsskib Illustrious, der lå i dok, tæt på kirken. Den nye version er fra 1957, og kuplen blev først færdig i 1995. Den er kendt for sin Kristus-statue, som man valfarter til for at få udført mirakler. Under bombardementet stod den ude og uberørt foran kirken, mens bomberne regnede ned. Foran kirken mindes et monument krigens døde. Byens anden kirke, St. Philip, ved havnen, er bygget i 1662 og blev skånet under krigen. Senglea har fest 8. september, der omfatter flot Regatta i bugten.
Birgu (Vittoriosa)
Søfartsmuseet på havnefronten foto Cathalin fra Pixabay
Her har boet mennesker i 3000 år, da det var en fønikisk boplads, og på spidsen, hvor Fort Angelo ligger, lå et tempel for den fønikiske gud, Astarte. Romerne ændrede det til et tempel for guden Juno. De første fæstningsværker omkring byen blev anlagt af araberne omkring år 870, og da Sicilien tog magten, tilføjede de en kristen kirke. Så det var en velfungerende by, da ridderne kom til Malta i 1530 og havde brug for et hovedkvarter. Birgu havde den fordel, at den lå ud til vandet og kunne huse riddernes store flåde. Så her opførte ridderne alt det, de skulle bruge for at være lykkelige: kirker, herberger, hospital og stormesterpalads. Det meste står endnu.
Birgu var derfor tyrkernes primære mål, da de angreb Malta i 1565, og det var herfra, at stormester Jean de la Valette ledte ridderne, om ikke til sejr, så til at holde ud i tre måneder. Efter den omgang indså stormesteren, at de måtte have et mere sikkert sted at bo, og han flyttede det hele til Valletta på den anden side af havnen. Birgu mistede betydning, men som tak fik den navnet: Civitas Victoriosa – Sejrsbyen. Vi bruger i dag den italienske udgave af navnet. Over hovedporten står der på latin: Du har skærmet mit hoved, mens krigen rasede.
Vittoriosa blev ramt under 2. Verdenskrig, men ikke så voldsomt som naboerne, og mange vigtige bygninger overlevede. Fra riddertiden kan man se fire af de oprindelige syv herberger. Stormesterens palads er væk, men hospitalet er næsten intakt. Og det samme er en gevaldig masse kirker, selv om der før var snesevis af kapeller omkring hovedkirken, San Lawrenz.
Adgangsveje:
Det er nemmest med bus. Eller med djasha fra Valletta. I bil kører man gennem porten, husk at tænde lyset. Der er parkering ved havnen. Ved porten, Gate of Provence, oplever man, hvor befæstet byen er. Mægtige mure rejser sig med de store bastioner, St. John og St. James, som kan bestiges. Hovedporten fører til hovedgaden, Main Gate Street - også kaldet Triq Pawlu Boffa. Til højre for den ligger området, hvor ridderne boede, også kaldet Collagio. Der er mange guldskatte i byen. Og ret gode restauranter og vandhuller.
Birgu var derfor tyrkernes primære mål, da de angreb Malta i 1565, og det var herfra, at stormester Jean de la Valette ledte ridderne, om ikke til sejr, så til at holde ud i tre måneder. Efter den omgang indså stormesteren, at de måtte have et mere sikkert sted at bo, og han flyttede det hele til Valletta på den anden side af havnen. Birgu mistede betydning, men som tak fik den navnet: Civitas Victoriosa – Sejrsbyen. Vi bruger i dag den italienske udgave af navnet. Over hovedporten står der på latin: Du har skærmet mit hoved, mens krigen rasede.
Vittoriosa blev ramt under 2. Verdenskrig, men ikke så voldsomt som naboerne, og mange vigtige bygninger overlevede. Fra riddertiden kan man se fire af de oprindelige syv herberger. Stormesterens palads er væk, men hospitalet er næsten intakt. Og det samme er en gevaldig masse kirker, selv om der før var snesevis af kapeller omkring hovedkirken, San Lawrenz.
Adgangsveje:
Det er nemmest med bus. Eller med djasha fra Valletta. I bil kører man gennem porten, husk at tænde lyset. Der er parkering ved havnen. Ved porten, Gate of Provence, oplever man, hvor befæstet byen er. Mægtige mure rejser sig med de store bastioner, St. John og St. James, som kan bestiges. Hovedporten fører til hovedgaden, Main Gate Street - også kaldet Triq Pawlu Boffa. Til højre for den ligger området, hvor ridderne boede, også kaldet Collagio. Der er mange guldskatte i byen. Og ret gode restauranter og vandhuller.
Værd at se i Vittoriosa: (numre på kortet henviser til teksten)
OBS: Du kan gøre kortet større eller mindre, så du præcist kan se placeringen af seværdighederne. Numrene passer til omtalen ovenfor i teksten.
1.Vittoriosa Square, 2. St. Laurentius Kirken, 3. Frihedsmonumentet, 4. Søfartsmuseet, 5. Havnefronten, 6. Rolling Geeks, 7. Fort Angelo, 8. Ridderhospitalet, 9. Frankrigs Herberg, 10. Englands herberg, 11. Biskoppens palads, 12. Inkvisitorens palads, 13. Malta Krigsmuseum
Vittoriosa Squares monument
Vittoriosa Square (1), Il Pjazza.
Alle byens veje samles på byens plads, der nærmest er en udendørs mindestue. En statue fejrer den tyrkiske belejring, opført i 1705. Kvinden forestiller Malta. Der er en statue fra 1880 af St. Laurentius – byens skytshelgen. Lige bag statuen ligger et byhus med grønne skodder. Det har tilhørt adelsfamilien Solar, hvis solrige våben kan ses på muren i den indre gård. Det huser i dag et af de bedre orkestre, St. Lawrence Band. På pladsen er der også mindeplader for det tidligere tyske herberg, der lå i nr. 7/8. Man mindes også stedet, hvor ridderne henrettede forbrydere, St. Agathas kirke og det gamle klokketårn.
Fra pladsen går Main Gate St., hovedgaden, og Hilda Tabone St., hovedgade i Collachio, hvor ridderne holdt til. Her er de fleste herberger. I modsatte side er St. Anthony St., der var jødisk ghetto og derfor går under navne »jødegaden«. En gade fører til byens hovedkirke:
Alle byens veje samles på byens plads, der nærmest er en udendørs mindestue. En statue fejrer den tyrkiske belejring, opført i 1705. Kvinden forestiller Malta. Der er en statue fra 1880 af St. Laurentius – byens skytshelgen. Lige bag statuen ligger et byhus med grønne skodder. Det har tilhørt adelsfamilien Solar, hvis solrige våben kan ses på muren i den indre gård. Det huser i dag et af de bedre orkestre, St. Lawrence Band. På pladsen er der også mindeplader for det tidligere tyske herberg, der lå i nr. 7/8. Man mindes også stedet, hvor ridderne henrettede forbrydere, St. Agathas kirke og det gamle klokketårn.
Fra pladsen går Main Gate St., hovedgaden, og Hilda Tabone St., hovedgade i Collachio, hvor ridderne holdt til. Her er de fleste herberger. I modsatte side er St. Anthony St., der var jødisk ghetto og derfor går under navne »jødegaden«. En gade fører til byens hovedkirke:
St. Laurentius Kirken var engang riddernes hovedkirke
St. Laurentius Kirken (2), San Lawrenz Church
Den var engang riddernes kirke i Birgu, og her blev de første stormestre indsat under pomp og pragt. Siden blev det biskoppens og inkvisitorens kirke. Men der har ligget templer på stedet siden araberne, og normannerne byggede den første kirke på stedet i 1090 - den nuværende barokkirke er opført i 1691 af arkitekten Lorenzo Gafa, og genopført efter 2. Verdenskrig. Dens fødselsdag regnes 1090, og derfor kom pave Johannes Paul II i 1990 for at fejre dens 900 årsdag. Dens status er "collegiate", det er næsten ligeså fint som en katedral. Kirken er tilegnet St. Laurentius (230-258), skatmester for pave Sixtus 2. Da paven døde, uddelte Laurentius kirkens skatte til fattige. Det blev kejseren så sur over, at han stegte Laurentius over sagte ild - på en rist. Derfor er han helgen for de fattige, de forbrændte og for brandvæsener. Alterbilledet af Mattia Preti forestiller St. Laurentius lide martyrdøden på sin rist. Loftsmalerierne af Cortis og Cali viser episoder af helgenens liv. En statue af ham er klædt i en guldbroderet dragt, som bæres gennem byen ved Laurentius-festen 10. august – på en rist, naturligvis. I et sidealter ses en opsats af skeletdele, en knogleanretning, der siges at have siddet på St. Laurentius. Hans hoved er derimod på lager i Vatikanet, hævdes det. Kirkens indre er imponerende – især midterskibet og koret, i den sjældne røde marmor.
Hvis man i middelalderen gik ud gennem sidedøren, ville man have mødt et sandt tivoli af kapeller og kirker med alle mulige tilbud. De blev jævnet med jorden for at give plads til at begrave de faldne efter Den Store Belejring. Oven på de mange lig blev der bygget to kapeller, Holy Crucifix fra 1720, og St. Joseph-oratoriet fra 1832, der nu er museum med fx stormesterens bærestol og sølvtøj. Højdepunktet er en hat og et sværd, som har tilhørt stormester Jean de la Valette.
Den var engang riddernes kirke i Birgu, og her blev de første stormestre indsat under pomp og pragt. Siden blev det biskoppens og inkvisitorens kirke. Men der har ligget templer på stedet siden araberne, og normannerne byggede den første kirke på stedet i 1090 - den nuværende barokkirke er opført i 1691 af arkitekten Lorenzo Gafa, og genopført efter 2. Verdenskrig. Dens fødselsdag regnes 1090, og derfor kom pave Johannes Paul II i 1990 for at fejre dens 900 årsdag. Dens status er "collegiate", det er næsten ligeså fint som en katedral. Kirken er tilegnet St. Laurentius (230-258), skatmester for pave Sixtus 2. Da paven døde, uddelte Laurentius kirkens skatte til fattige. Det blev kejseren så sur over, at han stegte Laurentius over sagte ild - på en rist. Derfor er han helgen for de fattige, de forbrændte og for brandvæsener. Alterbilledet af Mattia Preti forestiller St. Laurentius lide martyrdøden på sin rist. Loftsmalerierne af Cortis og Cali viser episoder af helgenens liv. En statue af ham er klædt i en guldbroderet dragt, som bæres gennem byen ved Laurentius-festen 10. august – på en rist, naturligvis. I et sidealter ses en opsats af skeletdele, en knogleanretning, der siges at have siddet på St. Laurentius. Hans hoved er derimod på lager i Vatikanet, hævdes det. Kirkens indre er imponerende – især midterskibet og koret, i den sjældne røde marmor.
Hvis man i middelalderen gik ud gennem sidedøren, ville man have mødt et sandt tivoli af kapeller og kirker med alle mulige tilbud. De blev jævnet med jorden for at give plads til at begrave de faldne efter Den Store Belejring. Oven på de mange lig blev der bygget to kapeller, Holy Crucifix fra 1720, og St. Joseph-oratoriet fra 1832, der nu er museum med fx stormesterens bærestol og sølvtøj. Højdepunktet er en hat og et sværd, som har tilhørt stormester Jean de la Valette.
Støt guiden med drikkepenge på MobilePay på 20216673
Frihedsmonumentet (3)
Foran kirkens hovedindgang står mindesmærket for Maltas uafhængighed, afsløret i 1979, da de engelske soldater forlod Malta. Monumentet er skabt af den maltesiske billedhugger Anton Agius og føjet ind i en klippeknude omgivet af palmetræer. Det viser øjeblikket, da engelske soldater overdrager magten til de maltesiske. Maltas flag blafrer, en hornblæser spiller. En engelsk sømand siger farvel til en maltesisk arbejder, der er ikke et øje tørt. Stedet er valgt, fordi det var her, at englænderne gik i land, da de overtog Malta efter franskmændene i 1799.
Søfartsmuseet (4), Vittoriosa Wharf, dgl. 9-17, entré €5, tlf. 21 660 052.
Engang det britiske bageri. I dag Maltas største museum med 20.000 genstande. Utallige skibsmodeller og ting, der går helt tilbage til, da skibsfart blev opfundet. Et af klenodierne er det største anker fra en romersk galej, der nogensinde er fundet. Det vejer 4 tons. Man har også det største skib, der har tilhørt ridderne, og flere kanoner end nogen andre på øen, og det tror man på. En dampmaskine er udstillet og en række både af nyere dato. Endelig er der forskellige genstande, der engang har været på det medie-berømte skib Calypso, som blev verdensberømt i 70'erne, da Jacques Cousteau sejlede det Jorden Rundt og lavede tv og film om sine undersøiske eventyr.
Fortsæt ad Vittoriosa Wharf (5). I dag et moderne cafe-område indrettet i de gamle paladser med udsigt til flotte sejlskibe. Engang hjemsted for riddernes galejer, som blev her, også da ridderne flyttede til Valletta. Her boede kaptajnerne, og i Scamp Palace (nu kasino) boede chefen for galejerne og senere den engelske admiral. Der var magasiner og arsenaler, og selv bryggeriet var et palads. Det fortsatte som aktivt militærområde, indtil englænderne forlod Malta. Langs kajen finder man Rolling Geeks (6), hvor man kan leje el-biler til sin sightseeing, se ovenfor. Og helt ude på spidsen kommer Fort St. Angelo.
Foran kirkens hovedindgang står mindesmærket for Maltas uafhængighed, afsløret i 1979, da de engelske soldater forlod Malta. Monumentet er skabt af den maltesiske billedhugger Anton Agius og føjet ind i en klippeknude omgivet af palmetræer. Det viser øjeblikket, da engelske soldater overdrager magten til de maltesiske. Maltas flag blafrer, en hornblæser spiller. En engelsk sømand siger farvel til en maltesisk arbejder, der er ikke et øje tørt. Stedet er valgt, fordi det var her, at englænderne gik i land, da de overtog Malta efter franskmændene i 1799.
Søfartsmuseet (4), Vittoriosa Wharf, dgl. 9-17, entré €5, tlf. 21 660 052.
Engang det britiske bageri. I dag Maltas største museum med 20.000 genstande. Utallige skibsmodeller og ting, der går helt tilbage til, da skibsfart blev opfundet. Et af klenodierne er det største anker fra en romersk galej, der nogensinde er fundet. Det vejer 4 tons. Man har også det største skib, der har tilhørt ridderne, og flere kanoner end nogen andre på øen, og det tror man på. En dampmaskine er udstillet og en række både af nyere dato. Endelig er der forskellige genstande, der engang har været på det medie-berømte skib Calypso, som blev verdensberømt i 70'erne, da Jacques Cousteau sejlede det Jorden Rundt og lavede tv og film om sine undersøiske eventyr.
Fortsæt ad Vittoriosa Wharf (5). I dag et moderne cafe-område indrettet i de gamle paladser med udsigt til flotte sejlskibe. Engang hjemsted for riddernes galejer, som blev her, også da ridderne flyttede til Valletta. Her boede kaptajnerne, og i Scamp Palace (nu kasino) boede chefen for galejerne og senere den engelske admiral. Der var magasiner og arsenaler, og selv bryggeriet var et palads. Det fortsatte som aktivt militærområde, indtil englænderne forlod Malta. Langs kajen finder man Rolling Geeks (6), hvor man kan leje el-biler til sin sightseeing, se ovenfor. Og helt ude på spidsen kommer Fort St. Angelo.
Fort Angelo set fra Valletta, Foto Kenneth Bo Jørgensen
Fort St. Angelo (7), åbent lø. 9-13. Guidede ture Første søndag i måneden 10-12, entré.
Man ved, at her var forsvarsværker i år 828, da araberne kom, så der har været bebyggelse meget længere. Muligvis havde romerne en mindre fæstning udover et tempel. I en godt gemt hule i forbjerget har man fundet et kapel, som kristne har indrettet i smug i romertiden. Det blev i 1409 fortets sognekirke. Herefter var fortet hjem for adelsfamilien Da Nava. Da det var det fineste sted i byen, overtog stormesteren det, da han kom fra Rhodos. På toppen af batteriet byggede ridderne en kirke. En af kirkens søjler er et fund fra havet, som man mener kan have været søjle i det gamle romerske tempel. Kirken er der endnu.
Da stormesterpaladset i Birgu var færdigt i 1530, rykkede stormesteren ud, men Fort Angelo fortsatte som administrativt hovedkvarter for ridderne. Derefter befæstede stormesteren det, og det var hans livs bedste investering, for under tyrkernes belejring i 1565 var det forstærkede fort medvirkende til, at man kunne holde stand i tre måneder. Det blev hovedkvarter for stormester Jean de Valette og ca. 600 riddere samt et par tusinde soldater. Mange af dem er begravet ved sarkofagen på kirkegården. Fortets nuværende udseende fik det efter en ombygning i 1689.
I riddertiden var det fængsel for flere berømtheder, bl.a. maleren Caravaggio, som var anklaget for mord, men flygtede herfra. Hans skriblerier på væggene kan stadig ses. Her sad også stormester Cassiere, som ridderne blev sure på, da han ville stoppe deres skørlevned. De fængslede ham, men han led ikke specielt under opholdet. Med sig i fængsel havde han fire riddere, fire præster og 20 hjælpere til at gøre opholdet tåleligt.
Englænderne gjorde fortet til hovedkvarter for flåden i 1912. Fortet fik rang af skib, først H.M.S. Egmont og i 1933 St. Angelo. Tyskerne gav det 69 fuldtræffere på tre år under 2. verdenskrig, selv om de ikke engang sigtede efter det. Der er rundvisninger om lørdagen. Man kan bl.a. se den skårede klokke, som man alarmerede befolkningen med. Alle forter havde en klokke, men der er kun denne tilbage. Vore dages johannittere har kontor på fortet.
Man ved, at her var forsvarsværker i år 828, da araberne kom, så der har været bebyggelse meget længere. Muligvis havde romerne en mindre fæstning udover et tempel. I en godt gemt hule i forbjerget har man fundet et kapel, som kristne har indrettet i smug i romertiden. Det blev i 1409 fortets sognekirke. Herefter var fortet hjem for adelsfamilien Da Nava. Da det var det fineste sted i byen, overtog stormesteren det, da han kom fra Rhodos. På toppen af batteriet byggede ridderne en kirke. En af kirkens søjler er et fund fra havet, som man mener kan have været søjle i det gamle romerske tempel. Kirken er der endnu.
Da stormesterpaladset i Birgu var færdigt i 1530, rykkede stormesteren ud, men Fort Angelo fortsatte som administrativt hovedkvarter for ridderne. Derefter befæstede stormesteren det, og det var hans livs bedste investering, for under tyrkernes belejring i 1565 var det forstærkede fort medvirkende til, at man kunne holde stand i tre måneder. Det blev hovedkvarter for stormester Jean de Valette og ca. 600 riddere samt et par tusinde soldater. Mange af dem er begravet ved sarkofagen på kirkegården. Fortets nuværende udseende fik det efter en ombygning i 1689.
I riddertiden var det fængsel for flere berømtheder, bl.a. maleren Caravaggio, som var anklaget for mord, men flygtede herfra. Hans skriblerier på væggene kan stadig ses. Her sad også stormester Cassiere, som ridderne blev sure på, da han ville stoppe deres skørlevned. De fængslede ham, men han led ikke specielt under opholdet. Med sig i fængsel havde han fire riddere, fire præster og 20 hjælpere til at gøre opholdet tåleligt.
Englænderne gjorde fortet til hovedkvarter for flåden i 1912. Fortet fik rang af skib, først H.M.S. Egmont og i 1933 St. Angelo. Tyskerne gav det 69 fuldtræffere på tre år under 2. verdenskrig, selv om de ikke engang sigtede efter det. Der er rundvisninger om lørdagen. Man kan bl.a. se den skårede klokke, som man alarmerede befolkningen med. Alle forter havde en klokke, men der er kun denne tilbage. Vore dages johannittere har kontor på fortet.
Udsigt fra Fort Angelo mod Valletta, foto Kenneth Bo Jørgensen
Hospitalet (8), Triq Santa Skolistika.
Den massive bygning med udsigt over Kalkara Creek var det riddernes første hospital på Malta, fra 1532. Kort tid efter var det kendt i hele Europa som et af de bedste. Det virkede indtil 1604, da det ny hospital stod færdigt i Valletta. Det gamle blev foræret til en nonneorden, der som i 1679 byggede den lille St. Anne Kirke ved siden af, med Lorenzo Gafa ved tegnebordet. Den regnes for et af hans smukkeste værker. Alterstykket er af Mattia Preti. Kirken blev finansieret af en rig adelsfrue, der gav overdådige gobeliner og masser af sølvtøj. Hospitalet var dengang større, nu er der hugget en del af den gamle bygning, så man kunne få flere boliger i karreen. Til venstre for hospitalet boede hospitalsdirektøren.
Auvergne og Provences herberg, 17 Hilda Tabone.
Det store hus skulle huse to langues. Auvergne og Provence. De slog sig ofte sammen for at få større huse. Herberget er nu indrettet til lejligheder.
Frankrigs herberg (9), 24 Hilda Tabone St.
Midt i gaden finder man det franske palads med typiske maltesiske gesimser, opført af den italienske arkitekt Bartolemeus Menga. Franskmænd fortsatte med at bruge herberget indtil 1586, selv om de havde residens i Valletta. Det har siden været folkeskole, snedkeri og museum for politisk historie. Herberget er det eneste franske tilbage på Malta, for herberget i Valletta blev jævnet med jorden i 2. Verdenskrig.
Englands herberg (10), 39 Majjistral St.
I dag er herberget byens bibliotek, opkaldt efter Oliver Starkey, stormester Jean de la Valettes navnkundige sekretær, der blev bisat ved siden af sin stormester i domkirken i Valletta. Bygningen blev købt af englænderne i 1534, da ridderne kom fra Rhodos, og her blev de boende, også da de øvrige riddere flyttede til Valletta. Englænderne fik nemlig ikke et nyt herberg i Valletta. Ordenen blev forbudt i England i 1540, da Henrik 8. blev protestant i protest imod, at paven ikke ville bevillige ham skilsmisse fra en af sine koner. Han var så vred på alle katolikker, at han konfiskerede riddernes ejendomme i England og lod flere af dem halshugge. Stormesteren ville ikke have de engelske katolske riddere med til Valletta, men de fik lov at være i Vittoriosa, så længe de kunne holde det ud. Derfor er det engelske herberg det mest intakte af de tilbageværende herberger. Kig bare ind i biblioteket.
Normanniske huse
Et par huse i byen kan dateres til normannernes dage på Malta. Et af de bedste eksempler er huset med de normanniske ornamenter med typiske bue-vinduer i North St. Man regner med, at det er bygget i 1200-tallet. Et andet eksempel ses på 9 South West St.
Biskoppens Palads (11), 26 Old Bishop’s Palace Street.
Det blev bygget af biskop Cubelles i 1542 og var bispebolig indtil 1620, da den rykkede til Mdina. Stormestrene ville ikke have biskopper i Valletta, for biskoppen var stormesterens største rival. Til gengæld sikrede biskoppen ved sin tilstedeværelse, at San Lawrenz i lang tid officielt var finere end St. John i Valletta. På den måde kunne man drille hinanden i det uendelige. Paladset har været brugt til utallige formål, bl.a. til skole.
Den massive bygning med udsigt over Kalkara Creek var det riddernes første hospital på Malta, fra 1532. Kort tid efter var det kendt i hele Europa som et af de bedste. Det virkede indtil 1604, da det ny hospital stod færdigt i Valletta. Det gamle blev foræret til en nonneorden, der som i 1679 byggede den lille St. Anne Kirke ved siden af, med Lorenzo Gafa ved tegnebordet. Den regnes for et af hans smukkeste værker. Alterstykket er af Mattia Preti. Kirken blev finansieret af en rig adelsfrue, der gav overdådige gobeliner og masser af sølvtøj. Hospitalet var dengang større, nu er der hugget en del af den gamle bygning, så man kunne få flere boliger i karreen. Til venstre for hospitalet boede hospitalsdirektøren.
Auvergne og Provences herberg, 17 Hilda Tabone.
Det store hus skulle huse to langues. Auvergne og Provence. De slog sig ofte sammen for at få større huse. Herberget er nu indrettet til lejligheder.
Frankrigs herberg (9), 24 Hilda Tabone St.
Midt i gaden finder man det franske palads med typiske maltesiske gesimser, opført af den italienske arkitekt Bartolemeus Menga. Franskmænd fortsatte med at bruge herberget indtil 1586, selv om de havde residens i Valletta. Det har siden været folkeskole, snedkeri og museum for politisk historie. Herberget er det eneste franske tilbage på Malta, for herberget i Valletta blev jævnet med jorden i 2. Verdenskrig.
Englands herberg (10), 39 Majjistral St.
I dag er herberget byens bibliotek, opkaldt efter Oliver Starkey, stormester Jean de la Valettes navnkundige sekretær, der blev bisat ved siden af sin stormester i domkirken i Valletta. Bygningen blev købt af englænderne i 1534, da ridderne kom fra Rhodos, og her blev de boende, også da de øvrige riddere flyttede til Valletta. Englænderne fik nemlig ikke et nyt herberg i Valletta. Ordenen blev forbudt i England i 1540, da Henrik 8. blev protestant i protest imod, at paven ikke ville bevillige ham skilsmisse fra en af sine koner. Han var så vred på alle katolikker, at han konfiskerede riddernes ejendomme i England og lod flere af dem halshugge. Stormesteren ville ikke have de engelske katolske riddere med til Valletta, men de fik lov at være i Vittoriosa, så længe de kunne holde det ud. Derfor er det engelske herberg det mest intakte af de tilbageværende herberger. Kig bare ind i biblioteket.
Normanniske huse
Et par huse i byen kan dateres til normannernes dage på Malta. Et af de bedste eksempler er huset med de normanniske ornamenter med typiske bue-vinduer i North St. Man regner med, at det er bygget i 1200-tallet. Et andet eksempel ses på 9 South West St.
Biskoppens Palads (11), 26 Old Bishop’s Palace Street.
Det blev bygget af biskop Cubelles i 1542 og var bispebolig indtil 1620, da den rykkede til Mdina. Stormestrene ville ikke have biskopper i Valletta, for biskoppen var stormesterens største rival. Til gengæld sikrede biskoppen ved sin tilstedeværelse, at San Lawrenz i lang tid officielt var finere end St. John i Valletta. På den måde kunne man drille hinanden i det uendelige. Paladset har været brugt til utallige formål, bl.a. til skole.
Støt guiden med drikkepenge på MobilePay på 20216673
Inkvisitorens Palads
Jo, men så er vi altså inde i inkvisitorens soveværelse, foto Kenneth Bo Jørgensen
Inkvisitorens Palads (12), Maingate St., 9-17 (sidste 16.30), entre €6, tlf. 2182 7006.
Man vil jo gerne have et godt gys, når man skal besøge inkvisitorens frygtede palads, og man bliver da heller ikke snydt for hverken tortur eller fangehuller, men man er nødt til at være fair over for de maltesiske inkvisitorer: De var ret flinke. Og derfor er museet måske heller ikke så spændende. For mens hoveder rullede, og bålene brændte i resten af den katolske verden, gik det fredeligt for sig på Malta. Vist hængte man folk op i snoretræk, maste deres fødder og lod dem sidde på træhest, når de havde været uartige, men kun fire maltesere blev dømt til døden af tribunalet. Og tortur var ikke særlig udbredt, skønt det var tilladt. Men rart har det ikke været at skulle bøje sig for at gå ind ad den lave dør til tribunalet og få læst og påskrevet fra det høje dommersæde. Man kan selv prøve. Det hele står der endnu.
Paladset blev bygget som domhus i 1535 med masser af fangehuller i stueetagen, så det var særdeles velegnet, da paven bad om husly til en inkvisitor i 1571. Fangehullerne var det bedste ved huset, som var så ringe, at en inkvisitor nægtede at bo her og købte sig en lejlighed i Valletta. Men i løbet af 1600-tallet fik det sit paladsagtige præg med overdådige værelser til inkvisitoren. Især er trappeopgangen er et mesterværk, mens der ikke blev gjort mere stads af fangehullerne.
Man vil jo gerne have et godt gys, når man skal besøge inkvisitorens frygtede palads, og man bliver da heller ikke snydt for hverken tortur eller fangehuller, men man er nødt til at være fair over for de maltesiske inkvisitorer: De var ret flinke. Og derfor er museet måske heller ikke så spændende. For mens hoveder rullede, og bålene brændte i resten af den katolske verden, gik det fredeligt for sig på Malta. Vist hængte man folk op i snoretræk, maste deres fødder og lod dem sidde på træhest, når de havde været uartige, men kun fire maltesere blev dømt til døden af tribunalet. Og tortur var ikke særlig udbredt, skønt det var tilladt. Men rart har det ikke været at skulle bøje sig for at gå ind ad den lave dør til tribunalet og få læst og påskrevet fra det høje dommersæde. Man kan selv prøve. Det hele står der endnu.
Paladset blev bygget som domhus i 1535 med masser af fangehuller i stueetagen, så det var særdeles velegnet, da paven bad om husly til en inkvisitor i 1571. Fangehullerne var det bedste ved huset, som var så ringe, at en inkvisitor nægtede at bo her og købte sig en lejlighed i Valletta. Men i løbet af 1600-tallet fik det sit paladsagtige præg med overdådige værelser til inkvisitoren. Især er trappeopgangen er et mesterværk, mens der ikke blev gjort mere stads af fangehullerne.
Man bar inkvisitoren rundt i byen
Det var et tilfælde, at der kom inkvisition på Malta. Stormesteren havde været i slagsmål med Maltas biskop og bad Vatikanet om at mægle. Paven sendte Pietro Dusina, som fik forliget parterne, men så samtidig sit snit til at nedsætte en inkvisition. Han blev af paven udnævnt til Den Apostolske Gæst, og hans opgave var at fange kættere, eller i det mindste straffe folk der afveg fra den korrekte tro. Tiden gik mest med at give mindre straffe for blasfemiske udtalelser, utroskab og overtro. Også stormestre kunne få en over nakken, hvis de havde sagt noget, der kunne opfattes som mindre respektfuldt over for den katolske tro, så fik de stuearrest. Det siger sig selv, at stormestre og inkvisitorer ikke altid kom godt ud af det med hinanden. Men de apostolske gæster gjorde det godt på Malta, og 27 ud af 62 endte som kardinaler – og to blev paver.
Det mest interessante i paladset er inkvisitorens lejlighed øverst og retssalen og fangehullerne nederst. I inkvisitorens gemakker kan man se hans soveværelse, hvor han lå omgivet af adskillige pragtmalerier, bl.a. Stefano Erandis (1630- 1716) maleri af St. Jakob. Og lige ved døren står hans karet, der skulle bæres af to mand. Ret enestående er også hans rokoko-sekretær, der kan foldes ud til et fløjlsbetrukket alter.
Det mest interessante i paladset er inkvisitorens lejlighed øverst og retssalen og fangehullerne nederst. I inkvisitorens gemakker kan man se hans soveværelse, hvor han lå omgivet af adskillige pragtmalerier, bl.a. Stefano Erandis (1630- 1716) maleri af St. Jakob. Og lige ved døren står hans karet, der skulle bæres af to mand. Ret enestående er også hans rokoko-sekretær, der kan foldes ud til et fløjlsbetrukket alter.
Den lave dør tvang fangerne til at bøje sig for tribunalet, foto Kenneth Bo Jørgensen
Malta at War Museum
Malta at War Museum (13), Couvre Porte, ma-lø 10-17, entre €12, tlf. 21800992
I en kaserne fra 1700-tallet fortælles om maltesernes liv i 2. verdenskrigs første år. Det er det underjordiske, der trækker mest opmærksomhed. Et netværk af tunneller gravet ud med menneskehænder og de primitive redskaber, der var til rådighed under krigen. Det gav ly for op til 500 under luftangreb. Og da de skulle være der længe, er der kirke, operationsrum og fødestue. Det har været ulideligt, for den smule ilt, der var, blev ædt af den brændende olie, der sivede i særlige kanaler for at oplyse gangene.
I en kaserne fra 1700-tallet fortælles om maltesernes liv i 2. verdenskrigs første år. Det er det underjordiske, der trækker mest opmærksomhed. Et netværk af tunneller gravet ud med menneskehænder og de primitive redskaber, der var til rådighed under krigen. Det gav ly for op til 500 under luftangreb. Og da de skulle være der længe, er der kirke, operationsrum og fødestue. Det har været ulideligt, for den smule ilt, der var, blev ædt af den brændende olie, der sivede i særlige kanaler for at oplyse gangene.
Kom ned og lev, hvor malteserne boede under 2. verdenskrig og forkortede krigen med et år
På museet vises den første dokumentarfilm, der nogensinde er lavet om Malta. Den hedder 'Malta G.C.' og blev bestilt af engelske Kong Georg 6, som ønskede, at alle undersåtter skulle se, hvor tappert Malta holdt ud under bombardementerne. Kortfilmen blev sendt i januar 1943 med kommentarer indtalt af tidens største skuespiller, Sir Laurence Olivier, med et særkomponeret værk 'Malta Suite' af kongelig komponist Sir Arnold Bax. Filmen består af klip optaget af militæret lige fra Italiens bombardement i 1940 til den tyske belejring indtil 1942. Man kommer ned i tunnellernes 1,5 kilometer lange gange og snesevis af pladser. Hvis man var rig, kunne man få udgravet sit private beskyttelsesrum. Rundvisning med gratis høretelefoner på dansk. Bus 2 og 3 holder uden for døren. I Victory Cafe kan man få forfriskninger. www.maltaatwarmuseum.com
Turistinformation om Birgu:
Rolling Geeks hedder el-bilerne
Værd at vide om Birgu:
Bus:
Linje 2 holder på bytorvet hver halve time.
The Vintage Omnibus giver 2-timers-ture i De Tre Byer med afgang fra færgerne i Sliema kl. 10.30 og 14.30. El-biler kører sightseeing - se ovenfor.
Færge:
Der er flere forbindelser mellem De Tre Byer og Valletta, fra frihedsmonumentet i Birgu kan man tage små både til pladsen neden for Upper Barracca Gardens i Valletta (€2 pr. person), hvorfra der er elevator op til Valletta (€1).
Desuden er der en større færge, der sejler mellem byerne.
Ture: Få en guidet tur gennem De Tre Byer og smag på vin. Se, om det er noget, klik her.
Rolling Geeks hedder de el-biler, som man kan leje ved havnen - op til fire - med indbygget GPS. Der er en 18 kilometers koncentreret sightseeing tur på 2 ½ time, hvor man fræser afsted med 25 km i timen, man kan dog stoppe for forfriskning. Man kan også vælge at køre på egen hånd. 1 time koster €40. Se nr. 6 på kortet ovenfor.
Marked: Tirsdag 7-12. Stort set en gentagelse af det store søndagsmarked i Valletta, her uden for Couvre Porte. Universelt udbud af skrammel og kvalitet, fra babytøj til kunst, fra bh´er til kniplinger. Altid billige priser. Og næsten ægte mærkevarer.
Fester: Byen har flere festdage. Ved Laurentius-festen 8.-10. august bæres St. Laurentius gennem byen. Byens påskefest hører til de bedste. Vittoriosa Day, 10. august, fejres med en parade. 1. uge af oktober er der Birgu Festival, hvor man indsætter en stormester.
Bus:
Linje 2 holder på bytorvet hver halve time.
The Vintage Omnibus giver 2-timers-ture i De Tre Byer med afgang fra færgerne i Sliema kl. 10.30 og 14.30. El-biler kører sightseeing - se ovenfor.
Færge:
Der er flere forbindelser mellem De Tre Byer og Valletta, fra frihedsmonumentet i Birgu kan man tage små både til pladsen neden for Upper Barracca Gardens i Valletta (€2 pr. person), hvorfra der er elevator op til Valletta (€1).
Desuden er der en større færge, der sejler mellem byerne.
Ture: Få en guidet tur gennem De Tre Byer og smag på vin. Se, om det er noget, klik her.
Rolling Geeks hedder de el-biler, som man kan leje ved havnen - op til fire - med indbygget GPS. Der er en 18 kilometers koncentreret sightseeing tur på 2 ½ time, hvor man fræser afsted med 25 km i timen, man kan dog stoppe for forfriskning. Man kan også vælge at køre på egen hånd. 1 time koster €40. Se nr. 6 på kortet ovenfor.
Marked: Tirsdag 7-12. Stort set en gentagelse af det store søndagsmarked i Valletta, her uden for Couvre Porte. Universelt udbud af skrammel og kvalitet, fra babytøj til kunst, fra bh´er til kniplinger. Altid billige priser. Og næsten ægte mærkevarer.
Fester: Byen har flere festdage. Ved Laurentius-festen 8.-10. august bæres St. Laurentius gennem byen. Byens påskefest hører til de bedste. Vittoriosa Day, 10. august, fejres med en parade. 1. uge af oktober er der Birgu Festival, hvor man indsætter en stormester.
Støt guiden med drikkepenge på MobilePay på 20216673
Restauranter i Vittoriosa (Birgu)
////Don Berto, Waterfront, ma-sø 19-24, også frokost om sommeren, tlf. 21 808 008
Fornem restaurant i riddernes gamle skatkammer fra 1454 – ud til havnefronten med udsigt til Senglea. På initiativ af arkitekt Joseph Bondin, der satte designer Pippa Toledo til at stå for indretningen. Udsøgt mad, gerne fisket op af Middelhavet. Flotte tre retters menuer til €20.75. Altid sikker gevinst på en oplevelse – især hvis man kan få bord på balkonen.
///Tal-Petut, 20 Triq Pacifiku Scicluna, ti-lø. 18-30-22, tlf. 21 891 169
Malta-mad som vor mor lavede den – med et moderne tvist. Som at få serveret mad i et privat hjem. Nogle vil finde det en smule for intimt. Det er hele menuer med enten okse, svine- eller kaninkød til €28.
///Del Borgo, St. Dominic St. ma-sø 17-01, 21 803 710
Indrettet i en kælder til et palads med 300 forskellige vine at vælge mellem, med god hjælp fra et højt uddannet personale. Enkle gennemtænkte retter. Prøv raviolien med kaninfyld I rødvinssauce til €12 – eller de skønne oste med honning.
//Tate, dgl. 11 til sent, tlf. 21 808 828
Både café, restaurant og vin ud til marinaen – udelukkende vegetarisk.
/ Waffle House, Waterfront, Det eneste, de ikke kan lave, er: vafler. Der er heller ikke vafler på menukortet, hvilket de påstår er en fejl. Det må man sige.
/Café de Brazil, ma-sø 8-22, tlf. 22 99 469 200
Gammel cafe, der i mange år var eneste vandhul i byen. Stadig et godt sted at få stillet den værste sult med små maltesiske svar på tapas. Og god kaffe.
////Don Berto, Waterfront, ma-sø 19-24, også frokost om sommeren, tlf. 21 808 008
Fornem restaurant i riddernes gamle skatkammer fra 1454 – ud til havnefronten med udsigt til Senglea. På initiativ af arkitekt Joseph Bondin, der satte designer Pippa Toledo til at stå for indretningen. Udsøgt mad, gerne fisket op af Middelhavet. Flotte tre retters menuer til €20.75. Altid sikker gevinst på en oplevelse – især hvis man kan få bord på balkonen.
///Tal-Petut, 20 Triq Pacifiku Scicluna, ti-lø. 18-30-22, tlf. 21 891 169
Malta-mad som vor mor lavede den – med et moderne tvist. Som at få serveret mad i et privat hjem. Nogle vil finde det en smule for intimt. Det er hele menuer med enten okse, svine- eller kaninkød til €28.
///Del Borgo, St. Dominic St. ma-sø 17-01, 21 803 710
Indrettet i en kælder til et palads med 300 forskellige vine at vælge mellem, med god hjælp fra et højt uddannet personale. Enkle gennemtænkte retter. Prøv raviolien med kaninfyld I rødvinssauce til €12 – eller de skønne oste med honning.
//Tate, dgl. 11 til sent, tlf. 21 808 828
Både café, restaurant og vin ud til marinaen – udelukkende vegetarisk.
/ Waffle House, Waterfront, Det eneste, de ikke kan lave, er: vafler. Der er heller ikke vafler på menukortet, hvilket de påstår er en fejl. Det må man sige.
/Café de Brazil, ma-sø 8-22, tlf. 22 99 469 200
Gammel cafe, der i mange år var eneste vandhul i byen. Stadig et godt sted at få stillet den værste sult med små maltesiske svar på tapas. Og god kaffe.
Kalkara og Fort Rinella
Englænderne er der endnu på fortet
Den lille by ved den rolige bugt er kendt for bådværfter, hvor man har bygget maleriske dghajsaer. Kalkara hed tidligere English Creek, fordi englænderne lagde deres skibe her. Byen led stort under 2. Verdenskrig, så alt er genopbygget. Yderst på halvøen ligger Bighi Palace, der i 1805 blev grundlagt af Lord Nelson som militærhospital. Det er i dag en højere læreanstalt og eksperimentarium:
Esplora Interactive Science Centre, Villa Bighi, Triq Marina, Kalkara, åbent fr. 16-23, lø-sø 10-18, entre voksne €6, under 12 €4, tlf. 2360 2300
Maltas Eksperimentarium og Planetarium er en af de nyeste attraktioner, indviet i 2016, så man er med det nyeste gear til at formidle teknik og videnskab. Og den har ikke fået for lidt med EU-midler. Så man får virkelig en på opleveren, og bliver sådan set overrasket over, hvor fedt det er. Bagefter er det meningen, at man er blevet langt mere innovative, og det skal nok passe. Det består af flere bygninger og udendørs områder med over 200 udstillinger og skæg og ballade med fysik. Masser af hands-on og knapper man kan trykke på. Læs mere på http://esplora.org.mt/opening-hours/
Bus: Linje 3 bus fra Valletta via De Tre Byer stopper uden for døren.
Helt oppe nordpå ved indsejlingen til Grand Harbour ligger Fort Ricasoli, der i 1670 blev bygget af Antonio Valperga, bygmesteren bag Cottonera-lines. Her kunne 2000 mand samarbejde med St. Elmo-fortet om forsvaret af indsejlingen til Grand Harbour. Det kom aldrig rigtig i brug, og i de senere år er det blevet brugt til opbevaring af olie.
Fort Rinella, St. Rocco Rd., ma-lø 10-17, €12, tlf. 21809713, www.fortrinella.com.
Krudt, røg og kugler. Affyr selv en gammel kanon. Skyd med riffel. Kravl i tunneller og skyttegrave. Og hold øje med fjenden, mens briterne i tunge uniformer gør vagtskifte. Der er et brag af en dag i vente for drengerøve på fortet med verdens største kanon. Rinella blev opført af briterne i 1878. Dets eneste formål var at huse en 11 meter lang og 100 tons tung kanon, for den var så stor, at den ikke kunne være andre steder. Kanonen kaldes Armstrong-kanonen, opkaldt efter William Armstrong, der designede den. Der blev bygget fire til Malta og Gibraltar for at beskytte den britiske handelstrafik til Indien på vej til og fra Suez.
Esplora Interactive Science Centre, Villa Bighi, Triq Marina, Kalkara, åbent fr. 16-23, lø-sø 10-18, entre voksne €6, under 12 €4, tlf. 2360 2300
Maltas Eksperimentarium og Planetarium er en af de nyeste attraktioner, indviet i 2016, så man er med det nyeste gear til at formidle teknik og videnskab. Og den har ikke fået for lidt med EU-midler. Så man får virkelig en på opleveren, og bliver sådan set overrasket over, hvor fedt det er. Bagefter er det meningen, at man er blevet langt mere innovative, og det skal nok passe. Det består af flere bygninger og udendørs områder med over 200 udstillinger og skæg og ballade med fysik. Masser af hands-on og knapper man kan trykke på. Læs mere på http://esplora.org.mt/opening-hours/
Bus: Linje 3 bus fra Valletta via De Tre Byer stopper uden for døren.
Helt oppe nordpå ved indsejlingen til Grand Harbour ligger Fort Ricasoli, der i 1670 blev bygget af Antonio Valperga, bygmesteren bag Cottonera-lines. Her kunne 2000 mand samarbejde med St. Elmo-fortet om forsvaret af indsejlingen til Grand Harbour. Det kom aldrig rigtig i brug, og i de senere år er det blevet brugt til opbevaring af olie.
Fort Rinella, St. Rocco Rd., ma-lø 10-17, €12, tlf. 21809713, www.fortrinella.com.
Krudt, røg og kugler. Affyr selv en gammel kanon. Skyd med riffel. Kravl i tunneller og skyttegrave. Og hold øje med fjenden, mens briterne i tunge uniformer gør vagtskifte. Der er et brag af en dag i vente for drengerøve på fortet med verdens største kanon. Rinella blev opført af briterne i 1878. Dets eneste formål var at huse en 11 meter lang og 100 tons tung kanon, for den var så stor, at den ikke kunne være andre steder. Kanonen kaldes Armstrong-kanonen, opkaldt efter William Armstrong, der designede den. Der blev bygget fire til Malta og Gibraltar for at beskytte den britiske handelstrafik til Indien på vej til og fra Suez.
Armstrong-kanonen er en monster-gun, der med dampdrevent hydraulik kan hejses lades så hurtigt, at den kan affyre hver 6. minut. Den kan sende en et-tons bombe til mål over ti kilometer væk og gennemtrænge en 1 meter tyk armeret skibsside. Men en bombe kostede det samme som dagsløn til 2700 soldater, så der blev aldrig løsnet et skud fra Fort Rinella. Altså for at ramme nogen. Men de fyrer den af engang imellem for underholdningens skyld. I 1906 blev fortet overflødigt og brugt som lager og engang imellem filmkulisse, men kanonen var heldigvis for tung at flytte. I dag er der kun to tilbage - denne, og en på Gibraltar.
Der er guidede ture hver time, og kl. 14.30 er der tur med soldater klædt i engelske uniformer. Man kommer ned i gange og tunneller og ser, hvordan soldaterne arbejdede, slappede af og sov. Man smager deres mad – beskøjter. Og man får et kig ind i lageret med flere end 100 bomber, som kanonen skulle have fyret af. Og så viser man, hvordan mindre kanoner skal affyres. Og det kan være højt nok. De guidede ture koster ekstra. Kl. 14 er der et show, hvor man demonstrerer ting og sager.
Bus: 3 fra Valletta stopper ved indgangen - fra kl. 9.30 – ca. 25 minutters kørsel, sidste afgang fra Rinella kl. 16.55. Man kan blive kørt til fortet gratis: 12.20 fra Saluting Battery i Valletta og 12.45 fra Malta at War Museum i Vittoriosa. Men man må selv komme hjem.
Der er guidede ture hver time, og kl. 14.30 er der tur med soldater klædt i engelske uniformer. Man kommer ned i gange og tunneller og ser, hvordan soldaterne arbejdede, slappede af og sov. Man smager deres mad – beskøjter. Og man får et kig ind i lageret med flere end 100 bomber, som kanonen skulle have fyret af. Og så viser man, hvordan mindre kanoner skal affyres. Og det kan være højt nok. De guidede ture koster ekstra. Kl. 14 er der et show, hvor man demonstrerer ting og sager.
Bus: 3 fra Valletta stopper ved indgangen - fra kl. 9.30 – ca. 25 minutters kørsel, sidste afgang fra Rinella kl. 16.55. Man kan blive kørt til fortet gratis: 12.20 fra Saluting Battery i Valletta og 12.45 fra Malta at War Museum i Vittoriosa. Men man må selv komme hjem.
Hvis du er glad for guiden. så send 20 kr. til 20216673 på MobilePay
Mange steder på Malta har være kulisse ved optagelser til Game of Thrones. Følg dem her
Filmbyen, Malta Film Studios
Overfor fortet ligger en grund til, at Malta ofte bliver brugt af alverdens filmskabere som kulisse til film, tv og reklamer. Det er Malta Film Studios, der har nogle af verdens bedste faciliteter til at optage special effects. Især med vand. Der er store vandtanke – en kæmpe udendørs, og flere indendørs. Her kan man ud mod en naturlig horisont filme på en måde, så det ligner et stort ocean – eller en lille sø, hvad man nu har brug for. Er der meget vand i en film, er den meget ofte optaget på Malta. Og da vands-studierne ligger her, vælger mange Hollywood-instruktører også at optage andre dele af filmen på Malta, for vejret er jo dejligt. Studiet har været der siden 1964, men filmindustrien er især vokset de senere år, og siden 2013 er der optaget 200 film og tv-serier øen – med en indtægt til Malta på €200 million.
Blandt de mest kendte film er en række James Bond-film, Gladiator, Djævleøen, Cuttthroat Island og Mordet i Orient Expressen. Malta var også kulisse for Midnight Express (Fort St. Elmo), Skipper Skræk (Mellieha) og Columbus (Valletta), og den har forestillet at være både Tyrkiet, Jamaica, Spanien, Afrika, Grækenland og sågar Mars. Malta spillede også rollen som Libyen i en film om angrebet på den amerikanske kaserne i 2012. Også danske film er indspillet på Malta, fx Tempelriddernes Skat 3 med Mick Øgendahl.
Det kan i nogle tilfælde give sig morsomme udslag, som fx i Greven af Monte Cristo fra 2001, hvor man ser kommandanten på en fransk ø i 1700-tallet med Vallettas monument for de faldne under 2. verdenskrig i baggrunden. Sidstnævnte film er stort set kun indspillet på Malta og Gozo. Man kan se en komplet liste over de film, der er optaget på Malta her.
Overfor fortet ligger en grund til, at Malta ofte bliver brugt af alverdens filmskabere som kulisse til film, tv og reklamer. Det er Malta Film Studios, der har nogle af verdens bedste faciliteter til at optage special effects. Især med vand. Der er store vandtanke – en kæmpe udendørs, og flere indendørs. Her kan man ud mod en naturlig horisont filme på en måde, så det ligner et stort ocean – eller en lille sø, hvad man nu har brug for. Er der meget vand i en film, er den meget ofte optaget på Malta. Og da vands-studierne ligger her, vælger mange Hollywood-instruktører også at optage andre dele af filmen på Malta, for vejret er jo dejligt. Studiet har været der siden 1964, men filmindustrien er især vokset de senere år, og siden 2013 er der optaget 200 film og tv-serier øen – med en indtægt til Malta på €200 million.
Blandt de mest kendte film er en række James Bond-film, Gladiator, Djævleøen, Cuttthroat Island og Mordet i Orient Expressen. Malta var også kulisse for Midnight Express (Fort St. Elmo), Skipper Skræk (Mellieha) og Columbus (Valletta), og den har forestillet at være både Tyrkiet, Jamaica, Spanien, Afrika, Grækenland og sågar Mars. Malta spillede også rollen som Libyen i en film om angrebet på den amerikanske kaserne i 2012. Også danske film er indspillet på Malta, fx Tempelriddernes Skat 3 med Mick Øgendahl.
Det kan i nogle tilfælde give sig morsomme udslag, som fx i Greven af Monte Cristo fra 2001, hvor man ser kommandanten på en fransk ø i 1700-tallet med Vallettas monument for de faldne under 2. verdenskrig i baggrunden. Sidstnævnte film er stort set kun indspillet på Malta og Gozo. Man kan se en komplet liste over de film, der er optaget på Malta her.
Zabbar
Paraplygaden i Zabbar
Żabbar
Der er mange smukke gader på Malta, men én er den smukkeste af dem alle: Triq is-Santwarju, hovedgaden, der fører op til kirken, i den lille by Zabbar. Det er officielt afgjort ved en afstemning om gade-skønheder i 2020. Flere end hver 3. stemme gik til Triq is-Santwarju. Hovedgaden i Valletta, Triq ir-Repubblika, måtte nøjes med en 10. plads. Og det er ikke den eneste gade, der er værd at besøge i den lidt afsides by.
For endnu mere kendt er Triq il-Kbira, der hvert år overdækkes af farverige paraplyer. Zabbar var I forvejen kendt for paraplyer, fordi to lokale orkestre har gigantiske paraplyer som vartegn. Og inspireret af den berømte paraplygade i Agueda, Portugal startede de i 2018 en tradition. På grund af kraftig regn holdt det kun i tre uger, men siden 2019 har man indkøbt mere holdbare paraplyer. Og nu er det et farverigt syn hvert år i august.
Ved den sydvestlige indkørsel til byen står en triumfbue. Den er opført til ære for Maltas sidste stormester, Hompesch, der kort før sin detronisering i 1798 gav byen købstadsrettigheder. Så triumfbuen blev rejst af borgerne som tak. Og byen kalder sig også Città Hompesch. Kort efter gjorde malteserne oprør mod samme stormester, og Zabbar blev ironisk nok et hovedkvarter for oprørsbevægelsen, og der fandt svære kamp sted foran byens kirke. Byen har 15.000 indbyggere, den er travl og støjende, så man kan godt blive afskrækket, men kør endelig ind og se de smukke gader.
Der er en enkelt seværdighed udover kirken:
The Żabbar Sanctuary Museum. åbent dgl. 9-12, 2 euro.
Museet er bygget sammen med kirken Sanctuary of Our Lady of Graces. Det er øens første maritime museum med et par hundrede malerier med motiver fra riddernes søslag. Der er modeller af skibe udført af riddere for flere hundrede år siden. Blandt klenodierne er en bærestol, der har tilhørt en stormester. Ellers er der lidt af hvert i tre etager, lige fra stenalder til moderne tider. Men det meste har noget med religion at gøre. Museet viser også rester af eet fly, der 14. oktober 1975 eksploderede over byen, en hel vinge fuld af brændstof landede på midt på hovedgaden, Triq is-Santwarju.
Ud for Bank of Valletta, 100 m fra museet er en buste af en ung mand, der omkom ved en drukneulykke i 1962. Han mindes, fordi den katolske kirke nægtede at begrave ham i indviet jord, fordi han var socialist. Statuen er rejst som en skamstøtte for kirken, der forfulgte socialisterne helt op i 60’erne.
Der er mange smukke gader på Malta, men én er den smukkeste af dem alle: Triq is-Santwarju, hovedgaden, der fører op til kirken, i den lille by Zabbar. Det er officielt afgjort ved en afstemning om gade-skønheder i 2020. Flere end hver 3. stemme gik til Triq is-Santwarju. Hovedgaden i Valletta, Triq ir-Repubblika, måtte nøjes med en 10. plads. Og det er ikke den eneste gade, der er værd at besøge i den lidt afsides by.
For endnu mere kendt er Triq il-Kbira, der hvert år overdækkes af farverige paraplyer. Zabbar var I forvejen kendt for paraplyer, fordi to lokale orkestre har gigantiske paraplyer som vartegn. Og inspireret af den berømte paraplygade i Agueda, Portugal startede de i 2018 en tradition. På grund af kraftig regn holdt det kun i tre uger, men siden 2019 har man indkøbt mere holdbare paraplyer. Og nu er det et farverigt syn hvert år i august.
Ved den sydvestlige indkørsel til byen står en triumfbue. Den er opført til ære for Maltas sidste stormester, Hompesch, der kort før sin detronisering i 1798 gav byen købstadsrettigheder. Så triumfbuen blev rejst af borgerne som tak. Og byen kalder sig også Città Hompesch. Kort efter gjorde malteserne oprør mod samme stormester, og Zabbar blev ironisk nok et hovedkvarter for oprørsbevægelsen, og der fandt svære kamp sted foran byens kirke. Byen har 15.000 indbyggere, den er travl og støjende, så man kan godt blive afskrækket, men kør endelig ind og se de smukke gader.
Der er en enkelt seværdighed udover kirken:
The Żabbar Sanctuary Museum. åbent dgl. 9-12, 2 euro.
Museet er bygget sammen med kirken Sanctuary of Our Lady of Graces. Det er øens første maritime museum med et par hundrede malerier med motiver fra riddernes søslag. Der er modeller af skibe udført af riddere for flere hundrede år siden. Blandt klenodierne er en bærestol, der har tilhørt en stormester. Ellers er der lidt af hvert i tre etager, lige fra stenalder til moderne tider. Men det meste har noget med religion at gøre. Museet viser også rester af eet fly, der 14. oktober 1975 eksploderede over byen, en hel vinge fuld af brændstof landede på midt på hovedgaden, Triq is-Santwarju.
Ud for Bank of Valletta, 100 m fra museet er en buste af en ung mand, der omkom ved en drukneulykke i 1962. Han mindes, fordi den katolske kirke nægtede at begrave ham i indviet jord, fordi han var socialist. Statuen er rejst som en skamstøtte for kirken, der forfulgte socialisterne helt op i 60’erne.
Gaden, der er blevet udnævnt til den smukkeste på Malta.
Tilbage til hovedmenuen
Eller videre til Hypogeum
Støt guiden med drikkepenge på MobilePay på 20216673
