Maltas historie
Få lande i verden har en så lang og omtumlet historie som Malta, og derfor interesserer malteserne sig generelt for historie, de lærer den, og de holder den i live med museer og opvisninger. Den har det hele: 170.000 år gamle forsteninger. Templer fra yngre stenalder. Og den mest storslåede periode: Johanitterridderne, som man slet ikke kan undgå på Malta.
Af Kenneth Bo Jørgensen
De første maltesere kom fra Sicilien omkring 5000 f.Kr. Det viser fund af lerkar og stenredskaber. Det var stenalderfolk, der dyrkede korn og holdt husdyr. Men primitive var de ikke. Omkring 4000 f.Kr. – altså 1000 år før pyramiderne – byggede de templer, der i dag regnes for de mest imponerende forhistoriske monumenter - og verdens ældste stående bygningsværker. I resten af Europa byggede man også stort dengang, men det var mest gravsteder, malteserne byggede templer. Det ældste er Mnadrja fra tidligt i 4. årtusinde f.Kr., i alt blev der bygget 16 – 14 templer på Malta og to på Gozo. Man gætter på, at templerne har haft en frugtbarhedsfigur som gud. Det tyder figurer fra templerne på, navnlig de meget fede kvinder – man regner i hvert fald med, at det er kvinder. Templerne blev anlagt på øerne på en måde, der tyder på, at Malta har været opdelt i seks riger med hver sin høvding og en befolkning på 1-2000 til hver, og dem med den frodigste jord havde råd de flotteste templer. Tempelkulturen stoppede brat ca. 2500 f.Kr. Ingen aner hvorfor.
Før Kristus
Omkring 800 f.Kr. koloniserede fønikerne Malta. De kom fra det nuværende Libanon og anlagde bopladser over alt på Middelhavets kyster, og de havde stor interesse i Maltas naturlige havne. Fønikerne bragte bomuld og vinstokke, der gav stor velstand. En græsk kolonisering af Sicilien i 735 f.Kr. strejfede også Malta, og en del grækere slog sig ned på øen. Efter 218 f.Kr. kom Malta under romersk herredømme og blev en del af den romerske provins, Sicilien. Romertiden var en opgangstid for Malta. Tekstilindustrien blomstrede, og Malta blev kendt for linned og sejldug. Dengang var det en grøn ø med olivenlunde og hvedemarker, og bierne havde det så godt, at Malta blev berømt for honning.
Malteserne var blandt de første kristne i verden. Det skete i år 60, da apostlen Paulus led skibbrud ud for øerne (Se GODT AT VIDE). Malta kom under arabisk styre i 869, og selv om araberne var muslimer og malteserne kristne, levede de fredeligt side om side.
Vikingerne
Danmark har – ad omveje – haft indflydelse på Maltas historie. Fra Danmark drog vikinger omkring år 900 sydpå og plyndrede Frankrigs kyst, og vores Rollo blev i 911 konge af Normandiet. Herfra rejste de sydover for at finde folk, man kunne kristne. Brødrene Robert og Roger Guiscard kom til Syditalien, hvor Robert endte som hertug af Apulien, mens Roger erobrede Sicilien og grundlagde det normanniske dynasti og gik over i historien som Roger 1. (1031-1101). Efter nogle år tog Roger magten fra araberne på Malta. Araberne kapitulerede i 1091, og Malta kom ind under vores Roger. Normannerne bevarede magten i flere hundrede år. Efter 1250 begyndte det at gå tilbage for det siciliansk-maltesiske rige. Malta blev kastebold i arvefølgeproblemer og var snart en del af Sicilien, snart en del af Aragonien, indtil det i 1412 kom under den spanske krone. Det var ikke sjovt, for selv om kongen gav øerne selvstyre, udplyndrede han landet. Den elendighed endte med johanniterriddernes ankomst.
Man har ikke glemt, at Malta engang var ridder-hovedkvarter.
Korsridderne
Johanniterriddernes historie begyndte i Jerusalem omkring år 600. Paven havde fundet på, at folk efter døden ville komme i Skærsilden, hvis de ikke havde opført sig ordentligt. Her ville de blive pint og plaget dagen lang, men han opfandt en udvej. Man kunne betale for sine synder i levende live. Enten kontant, eller ved at rejse til Jerusalem – på korstog. Det blev der brugt formuer og en masse tid på. Fra Danmark var det en lang, barsk rejse, som næsten kunne minde om en tur i Skærsilden i sig selv, og mange var dødssyge, når de nåede frem. Og det var der mange, der var. Vores egen kong Erik Ejegod var en af dem, der drog til Jerusalem for at få tilgivelse for, at han havde slået en af sine livvagter ihjel.
Når de så kom Jerusalem var de temmelig slidte, ofte syge, og så skulle de plejes. Man byggede herberger, hvor kunne komme til hægterne. Herbergerne blev viet til Johannes Døberen. Og dem, der drev hospitalet, blev riddere af johanniterordenen.
I 1099 blev det udvidet fra en pasningsordning til en militær orden, der ikke bare skulle passe syge, de skulle også forsvare dem og yde militær bistand, hvis de vantro – muslimerne – lagde hindringer i vejen for dem på vej til Jerusalem - en slags fremmedlegion for kristne fundamentalister. Deres banner blev et hvidt kors på en rød baggrund – fredens hvide kors på den blodige slagmark – det senere Dannebrog (læs GODT AT VIDE).
I 1113 anerkendte paven johanniterordenen, og fans fra hele Europa forærede den gaver, og den blev rig og mægtig. Den kom til at bestå af tre slags riddere: de militære, præsterne, der skulle missionere, og de tjenende, der drev hospitalerne, som der efterhånden kom mange af. Danmark havde et i Antvorskov, oprettet 1165.
Sådan virkede ordenen
Det var meget fint at være en ridder af johanitterordenen, og det var svært at blive optaget. Man skulle have adeligt blod i flere generationer bagud, selv uægte kongesønner havde et hyr med at blive optaget. Som regel var det noget, der tiltrak de yngste mænd i en adelig søskendeflok, for de havde ikke meget at lave, da det var den ældste, der skulle arve gods og titel og føre slægten videre. De kom i lære allerede som 12-årige, hvor de svor ikke bare evig troskab, men også dydighed, fattigdom og cølibat. Men det blev mest ved snakken. Ordenens chef var stormesteren, valgt på livstid.
Ridderne var delt op efter sprog, langues. I begyndelsen var der ni langues: Aragonien, Auvergne, Castillen, Portugal, England, Frankrig, Bayern, Provence og Italien. England faldt fra, da Henrik 8. blev protestant, da det ligesom var et katolsk foretagende, og den tro havde England ud af. Hvert langue havde sit arbejdsområde. Italienerne havde ansvar for flåden, franskmænd havde hospitalerne, og tyskerne havde ansvaret for bygninger og fæstningsværker. Provence ordnede finanserne. Hvert langue havde deres eget herberg, hvor de boede sammen – auberge, der udviklede sig til enorme paladser.
Ridderne holdt til i Jerusalem indtil 1187, da byen blev erobret af muslimerne. Ridderne flygtede til Acre, siden til Cypern, og i 1310 erobrede de Rhodos, hvor de byggede et vældigt hovedkvarter, de fleste bygninger står der endnu. Men muslimerne var i hælene på dem, og i 1522 blev Rhodos erobret af Sultan Suleiman den Prægtige. Afsted igen.. Først til Kreta, så til Rom, og sådan rejste de rundt i otte år for at finde husly.
Johanniterriddernes historie begyndte i Jerusalem omkring år 600. Paven havde fundet på, at folk efter døden ville komme i Skærsilden, hvis de ikke havde opført sig ordentligt. Her ville de blive pint og plaget dagen lang, men han opfandt en udvej. Man kunne betale for sine synder i levende live. Enten kontant, eller ved at rejse til Jerusalem – på korstog. Det blev der brugt formuer og en masse tid på. Fra Danmark var det en lang, barsk rejse, som næsten kunne minde om en tur i Skærsilden i sig selv, og mange var dødssyge, når de nåede frem. Og det var der mange, der var. Vores egen kong Erik Ejegod var en af dem, der drog til Jerusalem for at få tilgivelse for, at han havde slået en af sine livvagter ihjel.
Når de så kom Jerusalem var de temmelig slidte, ofte syge, og så skulle de plejes. Man byggede herberger, hvor kunne komme til hægterne. Herbergerne blev viet til Johannes Døberen. Og dem, der drev hospitalet, blev riddere af johanniterordenen.
I 1099 blev det udvidet fra en pasningsordning til en militær orden, der ikke bare skulle passe syge, de skulle også forsvare dem og yde militær bistand, hvis de vantro – muslimerne – lagde hindringer i vejen for dem på vej til Jerusalem - en slags fremmedlegion for kristne fundamentalister. Deres banner blev et hvidt kors på en rød baggrund – fredens hvide kors på den blodige slagmark – det senere Dannebrog (læs GODT AT VIDE).
I 1113 anerkendte paven johanniterordenen, og fans fra hele Europa forærede den gaver, og den blev rig og mægtig. Den kom til at bestå af tre slags riddere: de militære, præsterne, der skulle missionere, og de tjenende, der drev hospitalerne, som der efterhånden kom mange af. Danmark havde et i Antvorskov, oprettet 1165.
Sådan virkede ordenen
Det var meget fint at være en ridder af johanitterordenen, og det var svært at blive optaget. Man skulle have adeligt blod i flere generationer bagud, selv uægte kongesønner havde et hyr med at blive optaget. Som regel var det noget, der tiltrak de yngste mænd i en adelig søskendeflok, for de havde ikke meget at lave, da det var den ældste, der skulle arve gods og titel og føre slægten videre. De kom i lære allerede som 12-årige, hvor de svor ikke bare evig troskab, men også dydighed, fattigdom og cølibat. Men det blev mest ved snakken. Ordenens chef var stormesteren, valgt på livstid.
Ridderne var delt op efter sprog, langues. I begyndelsen var der ni langues: Aragonien, Auvergne, Castillen, Portugal, England, Frankrig, Bayern, Provence og Italien. England faldt fra, da Henrik 8. blev protestant, da det ligesom var et katolsk foretagende, og den tro havde England ud af. Hvert langue havde sit arbejdsområde. Italienerne havde ansvar for flåden, franskmænd havde hospitalerne, og tyskerne havde ansvaret for bygninger og fæstningsværker. Provence ordnede finanserne. Hvert langue havde deres eget herberg, hvor de boede sammen – auberge, der udviklede sig til enorme paladser.
Ridderne holdt til i Jerusalem indtil 1187, da byen blev erobret af muslimerne. Ridderne flygtede til Acre, siden til Cypern, og i 1310 erobrede de Rhodos, hvor de byggede et vældigt hovedkvarter, de fleste bygninger står der endnu. Men muslimerne var i hælene på dem, og i 1522 blev Rhodos erobret af Sultan Suleiman den Prægtige. Afsted igen.. Først til Kreta, så til Rom, og sådan rejste de rundt i otte år for at finde husly.
Maltas flag 1530-1798
Malta var en gave
Kejser Karl 5. tilbød dem Malta, som kejseren alligevel ikke rigtig vidste, hvad han skulle stille op med. Malta trængte til ordnede forhold efter mange år med så mange piratangreb, at der kun var 12.000 indbyggere tilbage. Kejseren tilbød, at stormesteren kunne få Malta mod en husleje på to maltesiske falke om året. Johanniterne fandt Malta ganske hæslig, men sagde alligevel ja. Og i 1530 ankom de til øen. Ved ankomsten fik stormesteren overrakt nøglerne til Mdina, men han mærkede hurtigt, at byens indbyggere ikke var venligt stemt, og at denne indlandsby var sårbar. Han valgte i stedet at slå sig ned i den gamle fiskerby Birgu (i dag Vittoriosa), opførte sit stormesterpalads, hospital og herberger. Yderst på spidsen af halvøen forstærkede man en fæstning og gav den navnet Fort St. Angelo.
Kejser Karl 5. tilbød dem Malta, som kejseren alligevel ikke rigtig vidste, hvad han skulle stille op med. Malta trængte til ordnede forhold efter mange år med så mange piratangreb, at der kun var 12.000 indbyggere tilbage. Kejseren tilbød, at stormesteren kunne få Malta mod en husleje på to maltesiske falke om året. Johanniterne fandt Malta ganske hæslig, men sagde alligevel ja. Og i 1530 ankom de til øen. Ved ankomsten fik stormesteren overrakt nøglerne til Mdina, men han mærkede hurtigt, at byens indbyggere ikke var venligt stemt, og at denne indlandsby var sårbar. Han valgte i stedet at slå sig ned i den gamle fiskerby Birgu (i dag Vittoriosa), opførte sit stormesterpalads, hospital og herberger. Yderst på spidsen af halvøen forstærkede man en fæstning og gav den navnet Fort St. Angelo.
Den Store Belejring
Jean Valette. Foto: Kenneth Bo Jørgensen
Men Sultan Suleiman den Prægtige var lige hælene på dem, og i 1565 ville han have endeligt has på ridderne. Han iværksatte Den Store Belejring af Malta, der kom til at vare i fire måneder. En begivenhed, der i dag sidder dybt forankret i den maltesiske folkesjæl. Og som man vil støde på den i alle fortællinger om Malta.
Belejringen begyndte, da tyrkerne i maj ankom med 181 skibe, som lagde til ved Marsaxlokk. De satte 42.000 mand i land. Til at forsvare øen var der da 541 riddere og 9000 soldater. De nåede at lige at forgifte alle øens brønde og få høsten i hus, før de forskansede sig i Birgu.
Tyrkernes første angreb var på fortet St. Elmo, der lå på spidsen af det nuværende Valletta. Skibe bombarderede fortet i en måned med over 50.000 tyrkiske kanonkugler. Tyrkerne indtog det, 8000 mand døde i slaget om St. Elmo. Der var så mange lig, at de blev brugt som broer. Overlevende riddere på fortet blev korsfæstet og skubbet ud i vandet, så deres kolleger på den anden side kunne se dem lide. Derefter kom slaget om selve Birgu. I slutningen af august var Fort St. Angelo i Birgu nærmest bare murbrokker efter bombardementer, og forsyningerne var ved at slippe op. Da landsatte den aragonske vicekonge på Sicilien en styrke på 8000 mand i Mellieha-bugten. Og så opgav sultanen.
Belejringen havde været et blodbad. Af de tyrkiske tropper på 42.000 mand overlevede kun 10.000, og på riddersiden var tabet på 8000 mand – der var kun 1600 overlevende. Men det blev opfattet som en strålende sejr for johanniterne, at de overhovedet holdt det ud, og fra den dag kaldte de sig malteserridderne, og der udviklede sig et sammenhold mellem ridderne og malteserne. Den 8. september blev udråbt som befrielsesdag, og den fejres stadig.
Sejren var af betydning for hele Europa, for hvis det var lykkedes tyrkerne at erobre Malta, havde de haft en god base for at erobre i Sydeuropa. Derfor fejredes johanniternes sejr med klokkeringning fra alle Europas kirker.
Tilbage sad stormester Jean de la Valette med sin by i ruiner, men ikke længe. Hjælpen strømmede til Malta fra taknemmelige konger i hele Europa, og La Valette fik råd til at genopbygge. Han valgte at bygge en ny hovedstad på Forbjerget Sceberras midt i den store naturlige havn, den klippehalvø, på hvis spids Fort San Elmo lå i ruiner. Det blev Valletta.
Dekadente riddere
Stormester efter stormester udbyggede Valletta og gjorde den prægtigere og prægtigere. Ordenen arvede alt mulig jordisk gods fra de velbeslåede riddere – 4/5 af en afdød ridders formue skulle gå til ordenen. Samtidig var det skik og brug, at riddere forærede ordenen gaver – palæer eller kunstværker – som tak for en udnævnelse eller fødselsdagsgave. Indbyggertallet på Malta steg på rekordtid til 100.000, og Valletta blev en vigtig havneby med Europas største slavemarked. Der blev bygget byer og akvædukter, der førte vand til byerne.
Men ridderne kedede sig, da der ikke længere var nogen at slås med. De måtte i stedet koncentrere sig om at føre et luksusliv, nyde den bedste mad og indbyde de fineste kunstnere til at udsmykke deres omgivelser. Det blev svært at afholde sig fra kødets lyster, og snart horede og drak de ubesværet, selv om de skulle leve asketisk. Enkelte stormestre forsøgte at stoppe det skørlevned, men efterhånden sank ordenen hen i dekadence. Af regnskaberne kan man se, at udgifterne til at drive hospitalet kun var den tredjestørste post på budgettet. Flåden var den største udgiftspost, men lige derefter kom udgifterne til ridderne selv og deres palæer. Det satte Napoleon en stopper for.
Napoleon
Franskmænd udgjorde langt den største del af ordenen. Derfor så ordenen med frygt på den franske revolution. Ridderne støttede åbenlyst kong Louis 16., og stormesteren finansierede kongens flugt. Det ville Napoleon hævne, samtidig med at han havde brug for Malta af strategiske grunde til togter i Egypten. Han ankom i 1798 med 472 skibe og 50.000 soldater – der var så mange, at man ikke kunne se horisonten for skibe. Napoleon mødte ingen modstand. For nok var riddernes flåde imponerende at se på, men til søslag egnede den sig ikke. Ridderne havde glemt alt om at slås. Og den almindelige malteser hjalp ikke. De foretrak Napoleon fremfor de dekadente riddere. Napoleon var kun på øen en uges tid, men hans soldater plyndre i månedsvis. Mange uvurderlige skatte gik til bunds med Napoleons flagskib Orient, der var spækket med riddernes kostbarheder, da det blev sænket af englænderne. På et tidspunkt holdt franskmændene ligefrem auktion over inventaret i Mdina, fordi de ikke gad besværet med at føre det ud af landet. Og så havde malteserne fået nok. De gjorde oprør og slagtede løs på franskmændene. Og så englænderne kom til hjælp. Ud for den egyptiske kystby Abukir mødte Napoleons flåde den engelske under ledelse af Lord Nelson. Den franske flåde blev udslettet, og Nelson sejlede til Malta.
Belejringen begyndte, da tyrkerne i maj ankom med 181 skibe, som lagde til ved Marsaxlokk. De satte 42.000 mand i land. Til at forsvare øen var der da 541 riddere og 9000 soldater. De nåede at lige at forgifte alle øens brønde og få høsten i hus, før de forskansede sig i Birgu.
Tyrkernes første angreb var på fortet St. Elmo, der lå på spidsen af det nuværende Valletta. Skibe bombarderede fortet i en måned med over 50.000 tyrkiske kanonkugler. Tyrkerne indtog det, 8000 mand døde i slaget om St. Elmo. Der var så mange lig, at de blev brugt som broer. Overlevende riddere på fortet blev korsfæstet og skubbet ud i vandet, så deres kolleger på den anden side kunne se dem lide. Derefter kom slaget om selve Birgu. I slutningen af august var Fort St. Angelo i Birgu nærmest bare murbrokker efter bombardementer, og forsyningerne var ved at slippe op. Da landsatte den aragonske vicekonge på Sicilien en styrke på 8000 mand i Mellieha-bugten. Og så opgav sultanen.
Belejringen havde været et blodbad. Af de tyrkiske tropper på 42.000 mand overlevede kun 10.000, og på riddersiden var tabet på 8000 mand – der var kun 1600 overlevende. Men det blev opfattet som en strålende sejr for johanniterne, at de overhovedet holdt det ud, og fra den dag kaldte de sig malteserridderne, og der udviklede sig et sammenhold mellem ridderne og malteserne. Den 8. september blev udråbt som befrielsesdag, og den fejres stadig.
Sejren var af betydning for hele Europa, for hvis det var lykkedes tyrkerne at erobre Malta, havde de haft en god base for at erobre i Sydeuropa. Derfor fejredes johanniternes sejr med klokkeringning fra alle Europas kirker.
Tilbage sad stormester Jean de la Valette med sin by i ruiner, men ikke længe. Hjælpen strømmede til Malta fra taknemmelige konger i hele Europa, og La Valette fik råd til at genopbygge. Han valgte at bygge en ny hovedstad på Forbjerget Sceberras midt i den store naturlige havn, den klippehalvø, på hvis spids Fort San Elmo lå i ruiner. Det blev Valletta.
Dekadente riddere
Stormester efter stormester udbyggede Valletta og gjorde den prægtigere og prægtigere. Ordenen arvede alt mulig jordisk gods fra de velbeslåede riddere – 4/5 af en afdød ridders formue skulle gå til ordenen. Samtidig var det skik og brug, at riddere forærede ordenen gaver – palæer eller kunstværker – som tak for en udnævnelse eller fødselsdagsgave. Indbyggertallet på Malta steg på rekordtid til 100.000, og Valletta blev en vigtig havneby med Europas største slavemarked. Der blev bygget byer og akvædukter, der førte vand til byerne.
Men ridderne kedede sig, da der ikke længere var nogen at slås med. De måtte i stedet koncentrere sig om at føre et luksusliv, nyde den bedste mad og indbyde de fineste kunstnere til at udsmykke deres omgivelser. Det blev svært at afholde sig fra kødets lyster, og snart horede og drak de ubesværet, selv om de skulle leve asketisk. Enkelte stormestre forsøgte at stoppe det skørlevned, men efterhånden sank ordenen hen i dekadence. Af regnskaberne kan man se, at udgifterne til at drive hospitalet kun var den tredjestørste post på budgettet. Flåden var den største udgiftspost, men lige derefter kom udgifterne til ridderne selv og deres palæer. Det satte Napoleon en stopper for.
Napoleon
Franskmænd udgjorde langt den største del af ordenen. Derfor så ordenen med frygt på den franske revolution. Ridderne støttede åbenlyst kong Louis 16., og stormesteren finansierede kongens flugt. Det ville Napoleon hævne, samtidig med at han havde brug for Malta af strategiske grunde til togter i Egypten. Han ankom i 1798 med 472 skibe og 50.000 soldater – der var så mange, at man ikke kunne se horisonten for skibe. Napoleon mødte ingen modstand. For nok var riddernes flåde imponerende at se på, men til søslag egnede den sig ikke. Ridderne havde glemt alt om at slås. Og den almindelige malteser hjalp ikke. De foretrak Napoleon fremfor de dekadente riddere. Napoleon var kun på øen en uges tid, men hans soldater plyndre i månedsvis. Mange uvurderlige skatte gik til bunds med Napoleons flagskib Orient, der var spækket med riddernes kostbarheder, da det blev sænket af englænderne. På et tidspunkt holdt franskmændene ligefrem auktion over inventaret i Mdina, fordi de ikke gad besværet med at føre det ud af landet. Og så havde malteserne fået nok. De gjorde oprør og slagtede løs på franskmændene. Og så englænderne kom til hjælp. Ud for den egyptiske kystby Abukir mødte Napoleons flåde den engelske under ledelse af Lord Nelson. Den franske flåde blev udslettet, og Nelson sejlede til Malta.
Engelsk koloni
Maltas flag indtil 1964 - som kronkoloni
5. september 1800 trak franskmændene sig tilbage, og ved fredsaftalen i Amiens besluttede man, at Malta skulle gives tilbage til ridderne, men det skete aldrig. Malteserne ville ikke have dem, og englænderne ville ikke forlade øen. De kunne se, at Malta var en vigtig station på vej til de engelske kolonier i øst. Den engelske admiral Alexander Ball indlogerede sig i stormesterens palads, og ved fredsaftalen i Paris 1814 blev Malta en britisk kronkoloni. Sir Thomas Maitland blev landets første engelske guvernør – kaldet King Tom.
Malta fik en ny storhedstid som Middelhavets vigtigste flådebase. Vallettas havn blev forsyningshavn for de britiske flådeenheder, og der blev bygget skibsværfter. Under Første Verdenskrig stod Malta sin prøve som flådebase og fik tilnavnet Middelhavets sygeplejerske. Alt åndede imidlertid ikke fred og idyl. Det engelske kolonistyre var hensynsløst over for malteserne, og der herskede stor fattigdom. Flere gange gjorde malteserne oprør. Allerværst var det 6. juni 1919, da fire maltesere blev skudt. 6. juni er nu helligdag. I 1921 fik Malta selvstyre – samme år som Irland. Nu skulle guvernøren tage sig af forsvar og udenrigspolitik, mens malteserne kunne bestemme alt andet. Men der blev strid om næsten alting, for malteserne er sjældent enige om noget, i 1930 annullerede englænderne selvstyret, og Malta fortsatte som en lille sten i Det britiske Imperium.
Malta fik en ny storhedstid som Middelhavets vigtigste flådebase. Vallettas havn blev forsyningshavn for de britiske flådeenheder, og der blev bygget skibsværfter. Under Første Verdenskrig stod Malta sin prøve som flådebase og fik tilnavnet Middelhavets sygeplejerske. Alt åndede imidlertid ikke fred og idyl. Det engelske kolonistyre var hensynsløst over for malteserne, og der herskede stor fattigdom. Flere gange gjorde malteserne oprør. Allerværst var det 6. juni 1919, da fire maltesere blev skudt. 6. juni er nu helligdag. I 1921 fik Malta selvstyre – samme år som Irland. Nu skulle guvernøren tage sig af forsvar og udenrigspolitik, mens malteserne kunne bestemme alt andet. Men der blev strid om næsten alting, for malteserne er sjældent enige om noget, i 1930 annullerede englænderne selvstyret, og Malta fortsatte som en lille sten i Det britiske Imperium.
Malteserne fik denne orden
Helte under 2. Verdenskrig
Første halvdel af 2. Verdenskrig blev et mareridt for Malta. Da krigen i Middelhavet begyndte i juni 1940, blev Malta bombemål fra første dag. Den italienske diktator Mussolini mente, at malteserne nærmest var italienere, og derfor skulle de ind under Italien. Siden har det vist sig, at England overvejede at forære Malta til Italien, mod at Italien blev allieret med England. Det satte den engelske premierminister Winston Churchill dog en stopper for. Og kastede dermed Malta ud i en langvarig, blod krig. hvilket de bagefter var taknemmelige for.
Malta havde kun tre jagerfly til øernes forsvar. De var af mærket Gladiator og hed Faith, Hope og Charity (Tro, Håb og Barmhjertighed). Disse tre jagerfly og deres besætninger afbødede angreb, indtil englænderne kunne komme med nyere og bedre fly. Man mistede hurtigt Charity, men man mistede aldrig troen og håbet, som de siger. Faith har i dag hædersplads på Krigsmuseet i Valletta.
Churchill mente, at Malta burde holdes for enhver pris, for herfra kunne man ødelægge tyskernes forsyninger til de tyske tropper i Nordafrika. Malta var derfor lige så vigtig for tyskere og italienere. I 1941 regnede italienske og tyske bomber ned over Malta dag og nat, og der udbrød hungersnød. Men malteserne holdt ud.
15. april 1942 sendte den engelske kong Georg 6., den fineste orden til civile, Georgskorset, til den maltesiske befolkning som tak for tapperhed og udholdenhed. Ordenen var ledsaget af et håndskrevet brev fra kongen: Til Maltas guvernør! For at ære ø-fæstningen Maltas tapre folk tildeler jeg den Georgskorset. Det skal være vidnesbyrd om et heltemod og en opofrelse, der længe vil være navnkundig i verdenshistorien. Den 15. april 1942. George, Rex.
Georgskorset er i dag et element i Maltas nationalflag. Fra foråret 1943 blev Malta brugt af Royal Air Force, der fulgte efter tyskerne op gennem Italien.
Vidste du, at Maltas indsats under krigen alene havde gjort 2. verdenskrig 1 år kortere. Det mente allieredes øverstkommanderende, General Dwight Eisenhower.
Første halvdel af 2. Verdenskrig blev et mareridt for Malta. Da krigen i Middelhavet begyndte i juni 1940, blev Malta bombemål fra første dag. Den italienske diktator Mussolini mente, at malteserne nærmest var italienere, og derfor skulle de ind under Italien. Siden har det vist sig, at England overvejede at forære Malta til Italien, mod at Italien blev allieret med England. Det satte den engelske premierminister Winston Churchill dog en stopper for. Og kastede dermed Malta ud i en langvarig, blod krig. hvilket de bagefter var taknemmelige for.
Malta havde kun tre jagerfly til øernes forsvar. De var af mærket Gladiator og hed Faith, Hope og Charity (Tro, Håb og Barmhjertighed). Disse tre jagerfly og deres besætninger afbødede angreb, indtil englænderne kunne komme med nyere og bedre fly. Man mistede hurtigt Charity, men man mistede aldrig troen og håbet, som de siger. Faith har i dag hædersplads på Krigsmuseet i Valletta.
Churchill mente, at Malta burde holdes for enhver pris, for herfra kunne man ødelægge tyskernes forsyninger til de tyske tropper i Nordafrika. Malta var derfor lige så vigtig for tyskere og italienere. I 1941 regnede italienske og tyske bomber ned over Malta dag og nat, og der udbrød hungersnød. Men malteserne holdt ud.
15. april 1942 sendte den engelske kong Georg 6., den fineste orden til civile, Georgskorset, til den maltesiske befolkning som tak for tapperhed og udholdenhed. Ordenen var ledsaget af et håndskrevet brev fra kongen: Til Maltas guvernør! For at ære ø-fæstningen Maltas tapre folk tildeler jeg den Georgskorset. Det skal være vidnesbyrd om et heltemod og en opofrelse, der længe vil være navnkundig i verdenshistorien. Den 15. april 1942. George, Rex.
Georgskorset er i dag et element i Maltas nationalflag. Fra foråret 1943 blev Malta brugt af Royal Air Force, der fulgte efter tyskerne op gennem Italien.
Vidste du, at Maltas indsats under krigen alene havde gjort 2. verdenskrig 1 år kortere. Det mente allieredes øverstkommanderende, General Dwight Eisenhower.
Republik
Malta stod stærkt efter krigen på grund af den heroiske indsats, og englænderne bevilligede 30 mio. £ som erstatning for krigsskader. Og man havde i 1947 ingen problemer med at få selvstyre, og kvinderne fik stemmeret. For første gang i landets historie måtte malteserne nu bestemme over sig selv. Men det var et lille land, og Dom Mintoff – Maltas legendariske socialistleder – gik stærkt ind for at blive en integreret del af England, et amt, der skulle have medlemmer i Underhuset. I 1956 viste en afstemning, at 75% af malteserne var for, men englænderne tøvede med at svare, og så blev Mintoff så fornærmet, at han skiftede og forlangte, at Malta blev selvstændig nation. Han tvang kirken til at støtte ham på sin egen måde. På et tidspunkt havde nogle af Caravaggios mest berømte malerier været på udstilling i Rom. De tilhørte kirken. Da kunstværkerne kom hjem, holdt Mintoff dem tilbage og truede med at nationalisere dem, hvis ærkebispen ikke makkede ret. Det gjorde han så. Mintoffs bitterhed mod englænderne betød også, at han ændrede engelske stednavne til maltesiske – derfor hedder de lidt af hvert i dag.
21. september 1964 fik Malta uafhængighed inden for Storbritannien. Man fik eget parlament, men den britiske guvernør blev, og den britiske dronning var fortsat statsoverhoved. Det tog ti år til, før Malta i 1974 blev republik med en præsident.
Sideløbende med kampen for den økonomiske uafhængighed, foregik der forhandlinger om de økonomiske. For den britiske flådebase var en givtig indtægt, og det ville være svært at leve uden. Desuden havde man krigserfaring nok til at vide, at en militærbase kunne var bekvem, hvis der kom en ny krig. Men efterhånden var maltesernes lejekrav så enorme, at den britiske flåde selv valgte at forlade Malta i 1979.
Malta stod stærkt efter krigen på grund af den heroiske indsats, og englænderne bevilligede 30 mio. £ som erstatning for krigsskader. Og man havde i 1947 ingen problemer med at få selvstyre, og kvinderne fik stemmeret. For første gang i landets historie måtte malteserne nu bestemme over sig selv. Men det var et lille land, og Dom Mintoff – Maltas legendariske socialistleder – gik stærkt ind for at blive en integreret del af England, et amt, der skulle have medlemmer i Underhuset. I 1956 viste en afstemning, at 75% af malteserne var for, men englænderne tøvede med at svare, og så blev Mintoff så fornærmet, at han skiftede og forlangte, at Malta blev selvstændig nation. Han tvang kirken til at støtte ham på sin egen måde. På et tidspunkt havde nogle af Caravaggios mest berømte malerier været på udstilling i Rom. De tilhørte kirken. Da kunstværkerne kom hjem, holdt Mintoff dem tilbage og truede med at nationalisere dem, hvis ærkebispen ikke makkede ret. Det gjorde han så. Mintoffs bitterhed mod englænderne betød også, at han ændrede engelske stednavne til maltesiske – derfor hedder de lidt af hvert i dag.
21. september 1964 fik Malta uafhængighed inden for Storbritannien. Man fik eget parlament, men den britiske guvernør blev, og den britiske dronning var fortsat statsoverhoved. Det tog ti år til, før Malta i 1974 blev republik med en præsident.
Sideløbende med kampen for den økonomiske uafhængighed, foregik der forhandlinger om de økonomiske. For den britiske flådebase var en givtig indtægt, og det ville være svært at leve uden. Desuden havde man krigserfaring nok til at vide, at en militærbase kunne var bekvem, hvis der kom en ny krig. Men efterhånden var maltesernes lejekrav så enorme, at den britiske flåde selv valgte at forlade Malta i 1979.
Nyere tid
Op gennem 80’erne var Malta præget af store stridigheder mellem de to politiske partier: Socialistpartiet og Nationalistpartiet. Den stærke og til tider hensynsløse socialist Dom Mintoff rystede den vestlige verden med sine tilnærmelser til Libyens Ghadaffi, Sovjet og Kina. Kineserne fik lov at bygge en tørdok og en chokoladefabrik. Chokoladen smagte så rædselsfuldt, at man var nødt til at lave importforbud af al anden chokolade for at få malteserne til at sluge den kinesiske. Mintoff trak sig tilbage i 1984. Og man nærmede sig igen vesten, der kunne ånde lettet op.
I 1989 blev Malta verdens centrum, da USA’s præsident George Bush og Sovjetunionens leder Michail Gorbatjov i december holdt topmøde på øen, eller rettere på et krigsskib ud for kysten. Mødet betragtes som afslutningen på Den Kolde Krig. Andre betydelige besøg var pavens, Johannes Paul 2. i 1990 og i 1996. Man kan stadig se udstillinger om disse besøg.
EU
Seneste historiske begivenhed var optagelsen i EU. Malta vaklede længe, men i 1998 vandt nationalisterne valget på løftet om at få Malta i EU. Det var den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen, der som formand for EU i 2002 kunne meddele, at Malta var klar til optagelse. Det skete officielt i 2004, og der har stort set været politisk ro om emnet siden. I 2008 indførte Malta den fælles europæiske møntfod, euroen.
I dag er der en række emner, som altid skaber debat, fordi de vil bringe Malta på linje med andre vestlige lande. Det går lidt langsomt, men i 2011 indførtes ret til skilsmisse. Der arbejdes på at ændre den seksuelle lavalder, hvor man med 14 år har den laveste i Europa.
Op gennem 80’erne var Malta præget af store stridigheder mellem de to politiske partier: Socialistpartiet og Nationalistpartiet. Den stærke og til tider hensynsløse socialist Dom Mintoff rystede den vestlige verden med sine tilnærmelser til Libyens Ghadaffi, Sovjet og Kina. Kineserne fik lov at bygge en tørdok og en chokoladefabrik. Chokoladen smagte så rædselsfuldt, at man var nødt til at lave importforbud af al anden chokolade for at få malteserne til at sluge den kinesiske. Mintoff trak sig tilbage i 1984. Og man nærmede sig igen vesten, der kunne ånde lettet op.
I 1989 blev Malta verdens centrum, da USA’s præsident George Bush og Sovjetunionens leder Michail Gorbatjov i december holdt topmøde på øen, eller rettere på et krigsskib ud for kysten. Mødet betragtes som afslutningen på Den Kolde Krig. Andre betydelige besøg var pavens, Johannes Paul 2. i 1990 og i 1996. Man kan stadig se udstillinger om disse besøg.
EU
Seneste historiske begivenhed var optagelsen i EU. Malta vaklede længe, men i 1998 vandt nationalisterne valget på løftet om at få Malta i EU. Det var den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen, der som formand for EU i 2002 kunne meddele, at Malta var klar til optagelse. Det skete officielt i 2004, og der har stort set været politisk ro om emnet siden. I 2008 indførte Malta den fælles europæiske møntfod, euroen.
I dag er der en række emner, som altid skaber debat, fordi de vil bringe Malta på linje med andre vestlige lande. Det går lidt langsomt, men i 2011 indførtes ret til skilsmisse. Der arbejdes på at ændre den seksuelle lavalder, hvor man med 14 år har den laveste i Europa.
Flygtninge
Starten af det 21-århundrede var præget af bekymring og uro over de mange flygtninge, der kom til Malta fra Nordafrika, fordi den lille sten i Middelhavet er det perfekte stop på vej fra Afrika til Europa. Malta blev det største modtagerland i Europa efter Sverige. For eksempel modtog landet i 2017 19 flygtninge pr. 1000 indbyggere. Det kan kun Sverige slå med 24. Fra 2003 til 2018 kom 17.646 flygtninge sejlende. Flest mellem 2008 og 2013. Og Malta skreg om hjælp. Men det får man jo ikke sådan lige, selv om man er i EU. De fleste tager af sig selv videre, fordi Malta aldrig har været endemålet, snarere Tyskland og Sverige. I 2018 meddelte Malta, at man ville afvise flere bådflygtningen, men i 2019 gjorde man det alligevel, da et stort skib med flygtninge nærmest var ved at kæntre af overlast.
Starten af det 21-århundrede var præget af bekymring og uro over de mange flygtninge, der kom til Malta fra Nordafrika, fordi den lille sten i Middelhavet er det perfekte stop på vej fra Afrika til Europa. Malta blev det største modtagerland i Europa efter Sverige. For eksempel modtog landet i 2017 19 flygtninge pr. 1000 indbyggere. Det kan kun Sverige slå med 24. Fra 2003 til 2018 kom 17.646 flygtninge sejlende. Flest mellem 2008 og 2013. Og Malta skreg om hjælp. Men det får man jo ikke sådan lige, selv om man er i EU. De fleste tager af sig selv videre, fordi Malta aldrig har været endemålet, snarere Tyskland og Sverige. I 2018 meddelte Malta, at man ville afvise flere bådflygtningen, men i 2019 gjorde man det alligevel, da et stort skib med flygtninge nærmest var ved at kæntre af overlast.
Du kan støtte denne guide med 20 kroner på Mobilepay: 20216673.
