Gratis Guide til Malta
Følg guiden på Facebook
  • Home
  • Om guiden
  • -
  • FAKTA OM MALTA:
  • Malteserne
    • Kunst og Kultur
  • Geografi - natur
  • Historie
  • .
  • DET PRAKTISKE
    • Trafik på Malta
    • Aktiv Ferie
    • Sproghjørnet
    • Overnatninger
    • Underholdning og Indkøb
  • Rejsetips A-Z
    • Festa-datoer
  • Mad på Malta
    • Restauranter
  • Malta for børn
  • .
  • MALTA RUNDT:
  • Valletta
    • St. John´s Co-Katedral
    • Stormesterens Palads
    • Ridder-hospitalet
  • De Tre Byer
    • Hypogeum - Tarxien
  • Sliema
  • Mdina
    • Rabat
  • Midt på Malta
  • Dingli Cliffs
  • Maltas Sydkyst
  • Mellieha og omegn
    • Folkeferies Center
  • Gozo
    • Comino
  • .
  • GODT AT VIDE

Rejsetips til Malta A-Z

Alt om det, som vil gøre din rejse til Malta lettere. ​Fra Afstande til Årets gang. Corona. Hvor meget giver man i drikkepenge? Skal børn have Blåt Kort? Fra A-Z.
​
​Afstande
Malteserne har udviklet deres egne begreber om afstand. Få kilometer er langt, når man i det daglige højst kan komme 30 km væk. Så hvis en malteser siger, at der er langt til næste by, så bliv ikke overrasket, hvis den er lige om hjørnet. Hvis klokken er over middag, vil en malteser i Mellieha fraråde en tur til Valletta. For de 30 km betragtes som en hel dagsrejse.  Se de præcise afstande under Transport

Alkolhol
De almindelige maltesere nyder det hele, men de drikker sig ikke i hegnet, og de forstår slet ikke den danske drukkultur. De nyder vin til maden, og børn får også lidt - fortyndet. Det er forbudt at drikke alkohol på gaden. Malta har en "drikke-lavalder" på 17 år.
Billede apotekerskilt
Ambassade
Malta har ambassade i København: Lille Strandstræde 14B, København, tlf. 33 15 30 90. mail: maltaembassy.copenhagen@gov.mt. Danmark har ingen ambassade i Malta, men vi har et konsultat. Se længere nede.
​

​Apotek
Apotek hedder Pharmacy og kendes på det grønne neonoplyste kors. Mange læger har klinik ved et apotek, åbent ma.-lø. 8-13 og 16-19. Søn- og helligdage er der vagtapotek. 

Billede af San Remo, sandstrandenSan Remo er en af Maltas sandstrande
Badevand
Vandet omkring Malta er det reneste i Middelhavet. Det har et højt saltindhold på 4 pct., og man kan bade varmt og dejligt allerede i april. Fra juni til september er vandet i snit 23º. Alle strande er offentlige, også selv om der er hoteller ud til vandet, undtagen San Nicklaw Bay, som tilhører Comino Hotel. De fleste kyster er klipper, men især de østvendte er så lave, at man kan bade fra dem. Man skal dog altid være forsigtig, for der kan være kraftige understrømme ved klipper. Malteserne foretrækker klipper, så de undgår sand mellem tæerne. Men danskere drager gerne til de fede sandstrande: Mellieha Bay, Marfas vestkyst, Ramla Tal-Bir Bay, Ramla Tal-Cortin Bay, Armier Bay, Ramla Tat-Torri Bay, alle fire på Marfas Nordkyst, Ghajn Tuffieha midt på vestkysten, St. George’s Bay i hovedstadens nordlige udkant, Peter’s Pool sydøst for Marsaxlokk, Delimara syd for Peter’s Pool, St. Thomas’ Bay syd for Marsaskala.
På Gozo er der sandstrand på Ramla Bay og Xlendi Bay. På Comino er der sandstrand i Santa Marija Bay og San Niklaw Bay.

Bagage
Om sommeren er det så varmt, og risikoen for regn så lille, at man kan nøjes med let tøj. Selv om natten er det T-shirt-vejr. Løst bomuldstøj er ideelt. Om vinteren er der brug for varmt til om aftenen, og regntøj. Hav lette, lange bukser, bermudashorts og tækkelige kjoler til besøg på hellige steder. Visse kirker og museer kræver bukseben til knæene og skuldre dækket. Som regel kan man have en kuffert med 20 kilo med i flyet, men efterhånden skal man betale ekstra for det, snart også for at lægge noget i hattehylden.

Busser
Se under Trafik, klik her.

Børn
Se særskilt afsnit her.

Billede af mand med bind
Corona på Malta
Udenrigsministeriet fraråder i øjeblikket alle ikke-nødvendige rejser til Malta, selv om smitten på Malta er lavere end i Danmark.
Malta stiller ingen krav til danske indrejsende. 
Hvis du rejser til Malta, opfordres du til at blive hjemme i 10 dage efter hjemkomst til Danmark - eller indtil du har fået to negative tests.
​HUSK MASKE TIL MALTA. Det er påbudt at bære maske i offentlige rum. Det vil sige på gader, i forretninger, i busser og restauranter – hvor man dog gerne må tage den af, når man spiser. Derudover skal man spritte og holde afstand, som herhjemme. Hvis man bliver taget uden maske, hvor det er påbudt, får man en bøde på €100.

Drikkepenge
På restauranter giver man normalt 10 pct., også selv om man betaler ved kassen. Der vil stå en tallerken til drikkepenge. Nogle restauranter lægger selv de 10 pct. på regningen, og så kan man nøjes med at runde lidt op. Taxachauffører giver man op til 10 pct. På hoteller forventes det, at man lægger lidt til stuepigen. Desuden giver man til dragere, dørvogtere, frisører og toiletpassere.

Du kan give denne guide drikkepenge på MobilePay på tlf. 20216673 :-)


Drikkevand
Det maltesiske postevand kan drikkes, men det smager ikke så godt, for det er afsaltet havvand, nærmest som knust metal tilsat klor, men det er ikke sundhedsskadeligt, og det kan sagtens bruges til tandbørstning. Men de fleste turister vælger at købe kildevand på flaske, f.eks. den lokale San Michel.

Picture
​El
Malta bruger 230 volt vekselstrøm, og det dur til alle danske el-ting. Men, stik på Malta er engelske med tre ben (se foto), så man skal bruge et mellemstik – en adapter. Det koster 30 kroner i lufthavnen, ellers kan man leje/låne en på hotellet. Computer-stik kan give problemer, fFor en bærbars stik er tykkere end normale danske. Det lægger vi ikke mærke til derhjemme, men de er for tykke til adapteren. Desuden har mange computere et rundt stik med tre ben, og så kan adaptere kan ikke tage dem. Begge problemer løses ved at medbringe en dansk forlængerledning med plads til trebenede runde stik. Forlængerledningens udgangsstik skal være fladt, så det passer til adapteren. Er man afhængig af elektronik, så prøv det af hjemmefra først.

E-mail
Der er wifi overalt - ikke kun på hoteller, men i hele kvarterer.

Festaer
Der er over 100 festaer på Malta. Se datoerne for de bedste her.

Flyvetid
Det tager cirka 3 timer fra København. Ofte lidt længere på vej hjem.


Fotografering
Fotografering er forbudt i kirker og museer, men ofte er det kun blitz, man vil være fri for. Se efter skilte ved indgangen. Malteserne bliver ofte fotograferede, især gamle rynkede koner og hårdt arbejdende mænd; af en eller anden grund er det yndlingsmotiver for turister. Som regel har de ikke noget imod at stå model til det, hvis man spørger først.

Forsikringer
Se Lægehjælp

Fremmedsprog
Malteserne taler maltesisk med hinanden, men de fleste taler udmærket engelsk. På feriecentre, hvor danskere har betrådt stierne længe, tales der såmænd også dansk. 

Gudstjenester
Der er mange gudstjenester med 323 kirker. På engelsk: Mellieha: Our Lady’s Sanctuary kl. 10, Valletta: Our Lady of Victories, Victoria Square, kl. 10 og kl. 12; og St. Barbara, Republic St., kl. 12. Sliema: St. Patrick’s, Bosco St., kl. 7.30, 9, 10 og 19.30.

Handicap
Først inden for de senere år er man begyndt at tænke på gæster med handicap. Nu har mange hoteller fået ramper og elevatorer, der gør det muligt for kørestole at komme frem. Generelt er det dog et svært land, hvis man har besvær med trapper. Det bliver dog hele tiden bedre. Man kan få lister over handicapvenlige hoteller her. Mellieha Holiday Center er velegnet til kørestolsbrugere, dog må de undvære tagterrassens glæder.

​Helligdage
1. januar: Nytårsdag, 10. februar: Paulus’ skibbrud, 19. marts: St. Josephs Dag, 31.marts: Maltas Frihedsdag, Påske: Langfredag, 1.maj:Arbejdernes dag, 7.juni: Årsdag for oprøret i 1919, 29.juni: St. Peter og St. Paul, 15.august: Mariæ Himmelfartsdag, 8.september: Befrielsesdagen, 21.september: Uafhængighedsdag, 8.december: Mariæ undfangelse, 13. december: Republikkens dag, 25.december: Juledag.
OBS: 2. påskedag, 2. pinsedag og 2. juledag er ikke helligdage på Malta. Busser kører ikke kl. 12-15 juledag og nytårsdag.

Hotelskat
Malta har skat på hotelovernatninger for alle over 18 år. Den betales til hotellet ved check-in. Skatten er på 50 cent pr. person/nat, dog maks. €5.


Information
www.gov.mt. Regeringens side med statistik og information om Malta.
www.visitmalta.com - Turistinformation
www.heritagemalta.org - ​Om museer og kulturhistoriske seværdigheder
www.gozo.com - om Gozo. Og vejret lige nu: maltaweather.com
På Malta kan man henvende sig til Malta Tourism Authority, Merchants Street, Valletta, tlf. 356 22915800, email: info@visitmalta.com. Jeg har aldrig fået svar, men du kan da være heldig. Der er turistkontorer flere steder, se under de enkelte byer og områder.

Insekter
Der er myg om sommeren, men værre er de små sandfluer, som man ikke kan se, før de har bidt, fordi de er på størrelse med et punktum og skide irriterende. Biddene er harmløse, men de klør, og i det varme vejr går der let betændelse, Søg læge, hvis det pludselig hæver og banker. I værste fald kan det give blodforgiftning. Heldigvis kan man på Malta købe myggespray, der kan sit kram. De forhandles ikke i Danmark.
Dansk Rigsvåben
Konsulat
​
Generalkonsul Karl Marius Gollcher, 19, Zachary Street, Valletta VLT 10, Malta, tlf. 356 25691790. e-mail: kargol@umgate.dk. Besøgstid: ma-fr 09-12. Kan udstede nødpas og forlænge gyldighed af pas, og de modtage ansøgninger om pas til børn under 12 år.

Kriminalitet
Malta har meget lidt kriminalitet – mindre end Danmark. Politi, pulizija, ses sjældent, og betjente er ubevæbnede. Der er indbrud og tyverier fra biler, så efterlad aldrig værdier i bilen, og hotelværelset skal låses. Vold er der endnu mindre af. Hvis der er ballade i gaden, skyldes det som regel politik eller kærestesorger, ikke noget turister behøver at bekymre sig om, med mindre de blander sig. Man kan gå ude på alle tider af døgnet, mere trygt end hjemme.


Billede kæledyr på rejsen
Kæledyr
Man kan medbringe kæledyr, hvis man ellers kan få dem med i fly eller bil. Det kræver blot, at kræet er id-mærket, vaccineret mod rabies, har EU-kæledyrspar og har fået en ormekur senest tre uger før afrejse. Det skal også have pas. Se mere på www.fvst.dk


Lufthavn
Maltas lufthavn ligger i Luqa – udtales Lua - ni kilometer syd for Valletta. En kæmpe lufthavn i forhold til landets størrelse med en af verdens længste landingsbaner. Lufthavnsbygningen er fra 1992, bygget i de typiske gule sandsten. Topmoderne. Air Malta har forbindelser til hele Europa. Flyinformation tlf. 21249600 eller www.maltairport.com.
Lufthavnsbusser:
Til de større turistbyer afgår følgende busser fra lufthavnen:
X1 til Mellieha, X2 til Sliema og St. Julian, X3 til Bugibba og X4 til Valletta.
Køb ugepas til busser i lufthavnsbygningen. publictransport.com.mt
​Taxa holder uden for ankomsthallen. Aftal evt. transfer med maltatransfer.com.

Billede
​Lægehjælp på Malta
Man skal medbringe et gyldigt EU-sygesikringskort, Det Blå Kort, til Malta. Uanset at man også er privatforsikret. Den private forsikring gælder ikke, hvis man ikke også har Det Blå Kort. Underligt, men sandt. Det gælder også børn. Hvert barn skal have et kort.
Med Det Blå Kort er man garanteret nøjagtig samme lægehjælp som en malteser. Det vil sige, at al behandling på hospitaler er gratis. Men en almen konsultation hos en praktiserende læge koster ca. €40. Maltas læger er fuldt på højde med de danske.
Ved akut sygdom kan man henvende sig på sundhedscentre i:
Floriana, Gzira, Qormi, Paola, Cospicua, Mosta, Rabat, Victoria og Birkirkara. Er det alvorligt, tag på Mater Dei Hospital, tlf. 356 2545 0000 eller Gozo General Hospital, tlf. 356 2156 1600.
Der er ingen lægelig grund til at bruge private klinikker, men hvis man insisterer, skal man tegne en privat sygeforsikring. MEN uden Det Blå Kort gælder en privat sygeforsikring ikke, jo, jeg har sagt det før! Husk at checke, at dit Blå Kort er gyldigt inden afrejse. Eller få et nyt på www.borger.dk. Det er gratis. Blå Kort dækker ikke hjemtransport, så hvis man vil have det, er ekstra forsikring en god ide. ​Ellers er det sådan set overflødigt.

Medier
Malta har to tv-kanaler, TVM & TVM2 plus to partistyrede kanaler, NET TV (nationalister) og ONE TV (labour). Men også her får man stadig flere kanaler med samme amerikanske serier, som vi ser. Malta har 13 radiostationer, de elsker radio. Der er to engelsksprogede aviser, The Times og The Malta Independent. På Mellieha Holiday Center kan man købe danske aviser, fotokopier til en formue - og danske ugeblade med en vis forsinkelse.

Mål og vægt
Metersystemet blev indført i 1972, men malteserne finder sig ikke i hvad som helst, så de bruger de gamle engelske standarder, når det passer dem: ounce, yard og gallon. De bruger også det ældre mål rototo, der svarer til ca. 1 kilo. På pubber bestiller man stadig i pints.

Narkotika
Det hele er forbudt, og der er strenge straffe for lovovertrædere. Selv små mængder hash giver fængselsstraffe. Vin er også meget bedre.

Nødhjælp
Nødopkald: tlf. 112
Politi: Malta tlf. 191, Gozo tlf.  21562040
Brand: Malta tlf. 199, Gozo tlf.  21566188
Ambulance: Malta tlf. 196, Gozo tlf.  21556851

Pas
Malta er med i Schengen-samarbejdet, og der er derfor ingen paskontrol. Men husk pas, for uden pas kommer man ikke med flyet, og man kommer heller ikke ind på hotellet..
​
Post 
Det tager fire-seks dage for et kort eller brev at nå Danmark. Og hvor længe de ligger i Danmark, er der jo ingen, der ved. Hovedpostkontoret ligger i Qormi: 305 Triq Hal-Qormi, tlf. 21224421. På Gozo: 129 Republic Street, Victoria. Der er postkontor i Mellieha på hovedgaden. maltapost.com.
​
Prisniveau
I forhold til almindelige udgifter som turist, ligger priserne under de danske. En Big Mac-Menu koster ca. €6. Restaurantpriser er væsentligt under danske, regn med €20  pr. ret på en fin restaurant. Busser er billige: kør i to timer for €1-2. Museumsentre er på €5-10.

Prostitution
Prostitution møder man stort set kun i sene timer i visse kvarterer i Gzira, har jeg hørt.

Påklædning
Malteserne klæder sig pænt, men ikke i fint puds. Bare man ikke går i badetøj i byen, så  er alt ok. Ved strande må kvinderne ikke ligge topløse. Der kan vanke bøder og svulstige tilråb. Hvis der står Topless Swimming ved en strand, skyldes det uartige drenge, der har fjernet et »No« foran. Under besøg i kirker og museer skal man være tækkelig. Bare lår og knæ, arme og skuldre skal være dækket. Enkelte kirker, fx Ta’ Pinu på Gozo, vil end ikke acceptere bermudashorts – hele benet skal dækkes. Man må heller ikke kysse kæresten i kirker eller på museer. Selv et lille møs kan blive irettesat.

Ønsker du at støtte denne guide, kan du sende fx 20 kr. via MobilePay til 20216673

Rejseudbydere
Den store udbyder er folkeferie.dk, men mange andre forsøger at komme ind på markedet. Desuden er der i perioder direkte rutefly, så man kan arrangere turen selv, evt. med airbnb, som har et stort udbud både på Malta og Gozo. Hvordan det ser ud efter Corona-krisen, ved ingen. Men indtil videre har det været: 
folkeferie.dk, tlf 70 30 10 90, fra København og Billund. Sun Charter, suncharter.dk fra Aalborg, Spies, spies.dk og Vitus Rejser, vitus-rejser.dk. Norwegian, norwegian.com, flyver fra København, Ryanair, ryanair.com fra Billund. Desuden er der talrige forbindelser, hvis man vil mellemlande i München eller Frankfurt.

Rygning
Malteserne ryger langt mere end os, men restriktionerne er de samme. Offentlige steder er det forbudt, men man bliver ikke lynchet, hvis man tager en smøg på gaden.
​
Sex på Malta
Det har været lidt af et paradoks med sex på Malta. For landet har haft en af verdens højeste seksuelle lavaldre. Nemlig 18 år. Og det er i et land med middelhavs-temperament og varme nætter. Men værre endnu, for unge må gifte sig som 16-årige. Man kunne altså være gift og blive straffet for at have sex. I 2018 blev parlamentet enig om, at det var for absurd, og den blev sat ned til 16.
Kvinder må nok finde sig i at blive piftet af. Mænd på Malta finder det helt naturligt at give udtryk for begejstring over en flot kvinde. Det er nærmest uhøfligt at lade være. Der er ingen grund til at frygte noget, tag det som en kompliment. Kvinder kan generelt færdes lige så trygt på Malta som i Danmark.
Det blev først lovligt at være homoseksuel på Malta i 1973, og man er stadig ikke specielt tolerante over for bøsser og lesbiske. Uden for byerne og ferieområderne er det nok ikke tilrådeligt at udstille sin seksualitet alt for åbenlyst, men det gælder såmænd også for heteroseksuelle.
​Siesta
Malteserne har deres hovedmåltid midt på dagen, efterfulgt af et hvil mellem kl. 12 og 16. Det betyder, at forretningerne er lukkede i dette tidsrum, og der er fire myldretider i stedet for to. Men større forretninger i de store byer vil som regel holde åbent hele dagen.
Billede af Cisk, Maltas ølSkål
SKÅL!
​Hvordan siger man skål på Malta?

Man råber: Bis-Sahha og tramper tre gange i gulvet med glasset hævet. Eller dåsen.

Sol 
Solens stråler er voldsomme på Malta, og få dages solbadning kan brat afslutte det sjove ved den ferie. Gå varsomt til værks. Undgå solbadning fra kl. 10 til kl. 14, når solen står højest, indtil man er blevet så brun, at man kan tåle det. Og hvis herrerne er blevet lidt tyndhårede, så er det nu, man bør se det i øjnene og skåne månen for solen. Hav solhat med i bagagen. Også kvinder skal passe på hovedbunden – solen står jo direkte ned. Tag T-shirt på under badning, solstråler går nemlig også i vandet. Husk UV-afvisende solbriller.
Undgå overanstrengelser i dagens hede. Hedeslag viser sig ved høj feber, ingen sved, rødmende hud og halvkulret adfærd. Få personen i skygge, løsn alt tøj og tag til lægen.
Drik rigeligt. En tommelfingerregel er, at man skal tisse så hyppigt, som man plejer. Er urinen blevet mørk, trænger man til væske. Saltbalancen kan komme i uorden, fordi man sveder meget, så salt maden lidt mere end normalt.
I avisen kan man se dagens uv-index. Tallet angiver styrken i solens ultraviolette stråler. Er tallet over syv, anbefales det at blive inden døre mellem 11 og 15. Et heat stress index fortæller om sandsynlighed for et hedeslag. Se mere på wwwmaltaweather.com.

Sygdomme
Der er ingen farer, og de hygiejniske forhold i restauranter er på højde danske. Har man aircondition på værelset, så køl værelset ned, mens man er ude, så man ikke sidder i kuldetræk. Ellers er man meget sårbar for forkølelser og luftvejssygdomme.

Billede af engelsk telefonboks på MaltaEngelsk telefonboks på Malta
Telefon
Man kan bruge sin mobiltelefon fuldstændig, som om man var hjemme. Det koster det samme. De gamle horrible udgifter til roaming er afskaffet. Taletids-kort købes i kiosker og tankstationer.
Maltas kaldenummer: 00356
Fra Malta til Danmark: 0045
Nummeroplysning: tlf.  1182
Rigstelefon: tlf.  194

Tidsforskel
Der er ingen tidsforskel.

Toiletter 
Toiletterne er altid rene. Man efterlader normalt et par cent til opsynsmand eller -kvind.

Told 
Man må ikke indføre animalske eller planteprodukter. Så nul leverpostej, og ingen potteplanter med som gaver. Malta er et EU-land. Danskere må derfor ikke kan købe toldfrit hverken på vej til eller fra Malta. Man må derimod købe, hvad man har lyst til på Malta og tage alt med hjem til eget brug. F.eks. 110 liter øl, men prøv lige at slæbe det med i flyet. For cigaretter er det max 800 styk. Du skal betale afgift af varer, hvis du tager dem med til eller for personer, der ikke er med på rejsen.
​
Unge og studerende
Der er masser af gang i den for unge langs Maltas nordkyst. Studerende kan få ret store rabatter på en række aktiviteter, på restauranter og museer. De store statslige museer er gratis for studerende. Man kan få en samlet liste over alle tilbuddene hos NSTS, 220 St. Paul St., tlf. 21249983, www.nsts.org. Medbring internationalt studiekort.

Vaccinationer
Ingen vaccinationer er nødvendige.

PictureMalta Euro
​Valuta
Malta bruger den fælles europæiske møntfod, euro. 1 euro er cirka 7,60 danske kroner (2018). Den officielle forkortelse er EUR, men malteserne staver det: ewro. Her bruger vi €. Maltas 1 og 2 euro-mønter bærer et malteserkors. Penge veksles allevegne, i lufthavnen er der banker og vekselautomat, der tager danske sedler. Man kan også veksle i Mellieha Holiday Center, men det er dyrt. Betalings- og kreditkort, især Visa, bruges overalt. Hvis man hæver kontanter, så husk, at det koster 30 kr. pr. træk eller 1 pct. af beløbet, så man bør ikke gå og småhæve.
OBS: Det er moderne at give kunden et valg ved betaling:”Vil du betale i Euro eller i danske kroner?”. Du skal stort set altid vælge EURO. Hvis du vælger danske, tager forretningen et omregningsgebyr – ofte 1 pct. eller mere, og det kan jo også løbe op.
Skulle man miste sit kort, skal man få det lukket. Ring til banken, uden for åbningstid kan man for Visa og Mastercard ringe til PBSs døgnservice: 0045 44 89 29 29.

Ældre

Mange museer og aktiviteter giver 50% rabat for personer over 60 år. Malteserne er kendt for at vise stort hensyn over for ældre borgere og turister.

Åbningstider
Butikker: 9-13, 16-19, lø. til 20. Midt på dagen holdes der tre timers frokostpause fra kl. 13-16. Mange supermarkeder holder åbent om søndagen, selv om det egentlig er ulovligt.
Banker: 8.30-12.30, lø. 8.30-11.30, om sommeren åbent om eftermiddagen.
Museer: Normalt 9-17. Man lukker ikke flere gæster ind efter kl. 16.30. Museerne holder generelt lukket på helligdage undt. søndag.
Benzintanke: ma.-lø. 8-18.

Årlige begivenheder
I marts har man en tre-dages fest a la fastelavn for at fejre vinterens slutning med parader og karneval. Hvis man skal rejse efter bestemte begivenheder, må det først og fremmest være påske eller de forskellige festa’er (se disse). Desuden: April - Malta International Fireworks Festival i Valletta.
Juni - L-Imnarja, Høstfest og fest for Skt. Peter og Paul 29. juni. Allerede dagen før fester man i Buskett Gardens -se området. Der er også heste- og æselvæddeløb, Isle of MTV - musikfest i Floriana, www.isleofmtv.com
Juli - Farsons Great Beer Festival i Ta’ Qali. Masser af øl 10 dage i juli, www.farsonsbeerfestival.com, Malta Jazz Festival i Valletta www.maltajazzfestival.org, Malta International Arts Festival, www.festivalsmalta.com
September - Malta International Air Show, www.maltairshow.com
Oktober - Notte Bianca, første lørdag www.nottebiancamalta.com, Rolex Middle Sea Race, www.rolexmiddlesearace.com

Se flere praktiske oplysninger om:
​Festa-datoer, Trafik på Malta, Overnatninger, Afstande på Malta, ​Indkøb, ​Aktiv Ferie, Sprog 

Tilbage til hovedmenuen

Styret af Opret din egen unikke hjemmeside med skabelonerm du kan skræddersy.